Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

de indsatte ikke føler sig behandlet; for ellers
vil de gøre modstand. Behandlingen skal
ikke sættes ind over for de indsatte, men ske
i forståelse og samarbejde med dem. Den bliver
på denne måde umærkelig, men ingenlunde
derfor mindre effektiv. Vigtigst af alt
er formentlig selve klimaet eller ånden i anstalten.
Det er vanskeligt at sige noget håndgribeligt
om denne og helt umuligt at udfærdige
regler eller instrukser derom. Jeg lægger
den største vægt på, at behandlingsarbejdet
ikke blot skal udføres af nogle specialister,
medens andre funktionærer føler sig stående
uden for dette arbejde; for funktionærer, der
måtte have denne opfattelse, river blot ned,
hvad andre bygger op. På den anden side må
man anerkende og respektere specialisternes
særlige ekspertise. Enhver funktionær i anstalten
må føle sig ansvarlig over for behandlingsopgaven,
d. v. s. føle sig forpligtet
til efter evne at hjælpe de indsatte til en
bedre fremtid, hvilket vil sige en lovlydig tilværelse,
og skal dette lykkes, må de indsatte
nødvendig kunne fornemme, at funktionærerne
vil deres vel.
Siden sommeren 1970 har Søbysøgård
haft et blandet belæg af ungdomsfængselsog
statsfængselsafsonere. Efterhånden er de
sidstnævnte i flertal. Disse to kategorier behandles
i visse henseender forskelligt, fordi
lovgivningen og diverse bestemmelser nu engang
rummer forskelle, der naturligvis respekteres.
Mest markant er modsætningen
mellem tidsbestemt og tidsubestemt afsoning;
men også forskellene med hensyn til
udgangsmulighed må fremhæves.
Imidlertid gør man på Søbysøgård ikke
mere forskel på de to kategorier af indsatte,
end man i henhold til ovenstående er strengt
nødsaget til.
Grundene hertil er flere. For det første vil
359
August 1972.
Kildemoes.
det være helt umuligt at gennemføre en effektiv
adskillelse mellem de to grupper. For
det andet ville en blot delvis adskillelse mellem
dem bevirke, at behandlingsmulighederne
over for den enkelte indsatte vil indskrænkes,
f. eks. ved, at beskæftigelse kun
var mulig på en del af arbejdspladserne.
En sådan adskillelse ville også kunne
medføre, at tomme pladser i belægningsafdelinger
og navnlig på arbejdspladserne ikke
kunne fyldes op, og at visse skolehold eller
fritidshold ikke kunne etableres, fordi man
ikke havde et helt hold, men kun 2 halve.
For det tredie er det formentlig heldigst
ikke at føle sig stærkere bundet af teoretiske
hensyn end nødvendigt i det daglige arbejde.
Opgaven over for den enkelte indsatte
består simpelthen i at lære ham at kende og
derefter yde ham bedst mulig hjælp.
I overensstemmelse med disse betragtninger
har man fra første færd blandet de to kategorier
af indsatte sammen. De bor dør om
dør i alle afdelinger og bemander i samdrægtighed
de forskellige arbejdshold og skolehold,
ligesom de dyrker de forskellige fritidsmuligheder
sammen.
Det skal ikke nægtes, at det trods alt var
med nogen betænkelighed, man i sin tid foretog
den omtalte sammenblanding. Erfaringerne
har imidlertid helt igennem været gunstige.
Der har aldrig kunnet påvises noget
modsætningsforhold mellem de to kategorier.
De indsatte danner naturligvis grupper
ud fra interesser og temperament, og her kan
naturligvis selve alderen spille en rolle; men
man har aldrig mærket, at det skulle betyde
noget afgørende, om en kammeret var dømt
til ungdomsfængsel eller fængsel. Heldigvis
er der heller ikke fremkommet noget holdepunkt
for, at den ene kategoris tilstedeværelse
skulle være til skade for den anden.