Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

henseende er de forvaredes adgang til, når omstændighederne
taler derfor, at opnå tilladelse til
en månedlig udgang på 7 timer under ledsagelse,
en behandlingsmæssigt meget betydningsfuld ting,
som man meget gerne så gennemført også for de
to andre kategoriers vedkommende. Den lægelige
behandling er - bortset fra de forskelle, der følger
af opholdets forskellige varighed etc. - den samme
for alle tre kategorier.«
I anledning af det i denne udtalelse berørte
spørgsmål om udgangstilladelse kan
bemærkes, at der i 1965 blev givet en almindelig
hjemmel til at meddele indsatte i fængsel
(herunder særfængsel) udgangstilladelse
for et kortere tidsrum, »når særlige omstændigheder
taler derfor« (straffelovens § 36),
og at samme regel blev indført med hensyn
til sikkerhedsforvaring »med fornøden hensyntagen
til forvaringsfangernes større farlighed«
(§67).
Ved anordning nr. 542 af 9. december
1969 bestemtes, at fuldbyrdelsen af sikkerhedsforvaring
i princippet følger de regler,
som gælder for forvaring i henhold til straffelovens
§ 70.
Som det er nævnt tidligere, indtrådte der
fra 1950 et fald i antallet af domme til sikkerhedsforvaring.
I de sidste 20 år har der
normalt kun været afsagt 1 eller 2 domme til
sikkerhedsforvaring om året, enkelte år slet
ingen domme. Som følge heraf er belægget i
sikkerhedsforvaring gået meget væsentlig
ned (se herved tabel VIII ovenfor). Medens
der i årene fra 1940 til 1951 var mellem 51
og 73 indsatte i sikkerhedsforvaring, har der
siden 1955 ikke været over 30 og siden 1962
ikke over 15. Det hidtil laveste tal er 2 forvarede
pr. 20. september 1972.
Der foreligger ikke for nogen periode opgørelser
over, i hvilket omfang der af anklagemyndigheden
har været nedlagt påstand
om sikkerhedsforvaring, som ikke er taget til
følge af domstolene.
3. Arbejdshus.
(a) Området for anvendelse af dom til arbejdshus
er afgrænset ved reglerne i straffelovens
§ 62, som i deres nuværende affattelse
lyder således:
»Indsættelse i arbejdshus i stedet for fængselsstraf
kan idømmes,
1) når nogen, der har udstået 2 fængselsstraffe for
berigelsesforbrydelse eller overtrædelse af § 228
eller § 229 eller været indsat i arbejdshus, derefter
gør sig skyldig i en af de nævnte forbry-
13
97
delser, og de begåede forbrydelser må betragtes
som udslag af hang til lediggang og uordnet
levevis, uden at dog hensynet til samfundets
sikkerhed kræver anvendelse af sikkerhedsforvaring
efter § 65,
2) når nogen, der for en i kapitel 24 omhandlet
forbrydelse har udstået fængselsstraf, eller som
har været indsat i arbejdshus, derefter gør sig
skyldig i sådan forbrydelse, og den skyldiges
forhold udviser, at han har hang til at begå
forbrydelser af nævnte art, uden at dog hensynet
til samfundets sikkerhed kræver anvendelse
af sikkerhedsforvaring efter § 65,
3) når nogen har begået en forbrydelse under påvirkning
af spirituøse drikke, og han må antages
at være forfalden til drukkenskab.«
§ 62 er i denne form resultatet af ændringer
i 1961 og 1965. Tidligere kunne løsgængeri
danne grundlag for dom til arbejdshus
på lige fod med berigelsesforbrydelser, ligesom
der var regler om betleri og om venerisk
smitte (overtrædelse af straffelovens § 256,
der blev ophævet i 1965) som førforbrydelser.
Omvendt er §§ 228 og 229 om rufferi,
alfonseri m. v. optaget i § 62, nr. 1, ligestillet
med berigelsesforbrydelser, således at
overtrædelse af disse paragraffer, der også er
omfattet af § 62, nr. 2, om sædelighedsforbrydelser,
kan danne grundlag for dom til
arbejdshus, uden at det er en betingelse, at
tiltalte tidligere har været dømt for en sædelighedsforbrydelse.
Se om disse og enkelte
andre ændringer Folketingstidende 1960-61,
tillæg A sp. 575 f. og 1964-65, tillæg A sp.
964 f.
Det skal tilføjes, at man også i 1965 ophævede
en bestemmelse i straffelovens § 37,
stk. 1, om adgang til ved bestemmelse truffet
af fængselsnævnet at overføre personer, der
var »svækkede af drikfældighed«, fra fængsel
til arbejdshus, enten midlertidigt eller for
resten af deres straffetid. Bestemmelsen
havde efter det dengang oplyste ikke været
anvendt.
Selvom straffelovens afgrænsning af arbejdshusets
klientel som nævnt er blevet ændret
(det drejer sig i øvrigt ikke om ændringer
af større praktisk betydning), kan det
være hensigtsmæssigt også for denne retsfølges
vedkommende at citere den vejledende
beskrivelse af de i betragtning kommende
persongrupper, som indeholdtes i rigsadvokatens
cirkulære af 7. december 1932. Cirkulæret
fremhævede, i tilknytning til motiverne
til det tredie straffelovsudkast:
»de karaktersvage, ofte psykisk defekte personer,
der uden at være egentlig farlige for samfundet,