Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

tydning, at den pågældende ved løsladelsen
står bedst mulig rustet og derved opnår de
gunstigst mulige vilkår ved den ofte meget
vanskelige overgang til en fri tilværelse.
Man deler også nævnets flertals opfattelse,
at den nævnte smidighed i løsladelsespraksis
ikke kan forventes opnået med anvendelse
af det sædvanlige prøveløsladelsesinstitut for
fængselsfanger, under hvilket løsladelsesterminerne
som alt overvejende hovedregel indtræder
på bestemte tidspunkter, og man finder
det ikke realistisk at forestille sig, at
man i forhold til de unge, som afsoner tidsbestemt
straf, skulle være i stand til at etablere
en fra den normale afvigende, smidigere
prøveløsladelsesordning, som rummer
samme muligheder som den bestående.
Kritikken af tidsubestemtheden går som
ovenfor anført tillige ud på, at den i sig selv
medfører mere langvarige opholdstider, end
tidsbestemt straf ville føre til. Dette er vel
ofte tilfældet, for så vidt angår de førstegangs
indsatte. For så vidt angår de genindsatte er
der derimod i rådet enighed om, at opholdstiden
i ungdomsfængslet generelt er kortere
end den fængselsstraf, de kunne ventes idømt
for de kriminelle forhold, der gav anledning
til genindsættelsen. For begge gruppers vedkommende
kan dog yderligere anføres, at
kriminalitet begået under orlov eller i forbindelse
med undvigelse fra ungdomsfængslet,
forsåvidt den er af grovere beskaffenhed,
sædvanligvis vil føre til en tilbageholdelse,
som er væsentlig kortere, end hvis der
skulle være idømt en tidsbestemt straf for
det begåede forhold.
Den længere tilbageholdelsestid har imidlertid
fra ungdomsfængselsstraffens indførelse
været begrundet med denne strafarts
særlige behandlingsmæssige formål, som
ikke eller i hvert fald ikke i tilstrækkelig
grad vil kunne realiseres med for korte opholdstider
i anstalterne. Den udvikling, som
gennem de seneste år har resulteret i en
mærkbar nedbringelse af opholdstiderne, har
i forbindelse med, at domstolene siden 1968
har givet fuldt fradrag i afsoningstiden for
udstået varetægtsfængsling, medført, at den
tid, anstalterne har til deres rådighed til behandling,
i adskillige tilfælde er blevet væsentligt
nedsat. Dette har i mærkbar grad begrænset
de behandlingsmæssige muligheder,
og heri ligger formentlig baggrunden for den
afstandtagen fra behandlingens værdier, som
133
anstalternes inspektører har givet udtryk for.
Man kan efter mindretallets opfattelse heller
ikke bortse fra, at den omstændighed, at
man i de senere år har fundet det hensigtsmæssigt
under hensyn til den herskende
pladsmangel i fængslerne at anbringe almindelige
fængselsfanger i ungdomsfængslerne
og i stort omfang undergive alle de indsatte
fælles behandling, kan have medført en
svækkelse af intensiteten af den behandling,
som i særlig grad det unge klientel har
behov for.
Den pessimisme med hensyn til de behandlingsmæssige
resultater, som anstalternes
inspektører har givet udtryk for, og som
rådets flertal tillægger betydning, deles ikke
af mindretallet. Man finder i overensstemmelse
med, hvad fængselsnævnets flertal har
givet udtryk for, at det må være muligt gennem
en intensiv indsats fra anstalternes ledelse
og funktionærer at modarbejde de indsattes
negative holdning til behandlingsarbejdet
og med anvendelse af en noget mere
nuanceret løsladelsespraksis end den, der er
fulgt i de senere år, at opnå behandlingsmæssige
resultater, som må kunne blive væsentlig
gunstigere, end tilfældet ville være
ved anvendelse af en noget kortere, tidsbestemt
straf.
Alternativet til den delvis tidsubestemte
ungdomsfængselsstraf må blive tidsbestemt
straf af kortere varighed end de nuværende
opholdstider, afsonet i anstalter af lignende
karakter som de åbne ungdomsfængsler, og
således at anstaltsopholdet suppleres med efterfølgende
anbringelse i mindre pensioner,
eventuelt tillige familieplejeordninger.
For en betydelig del af de indsatte vil
dette utvivlsomt være ensbetydende med en
så væsentlig nedsættelse af opholdstiden 3
anstalterne, at dette på mærkbar måde vil
forringe de behandlingsmæssige muligheder
under opholdet. Afsoningstiderne under første
ophold i anstalten må således, når hensyn
tages til prøveløsladelse og eventuelt tillige
fradrag for varetægtsfængsel, i mange tilfælde
blive så kortvarige - formentlig helt
ned til 3-4 måneder - at muligheden for at
opnå resultater med hensyn til modning og
karaktermæssig påvirkning og for at gennemføre
undervisning og uddannelse efter
det tidligere mønster i ungdomsfængslerne
bortfalder. Inspektørerne, som erkender risikoen
herfor, mener ifølge deres erklæring, at