Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

(1958-39) samt mandatsvig begået nogle år tidligere,
i 1935. Retslægerådet udtalte i erklæring af
8. december 1939, at T nu var sindssyg, lidende af
alkoholisk sløvsind, og at tilstanden formentlig var
begyndt 11/2-2 år tidligere. Nævningerne svarede
benægtende på spørgsmål om anvendelse af § 16
med hensyn til dokumentfalsk, bedrageri og underslæb
og ligeledes benægtende på spørgsmål om §
71 med hensyn til mandatsvig. T idømtes 4 års
fængsel. I HR stadfæstede flertallet denne afgørelse,
medens et mindretal ville hjemvise sagen,
da spørgsmål om anvendelse af § 17 burde have
været forelagt nævningerne.
(3) Den forskyldte straf bortfalder, men
der anvendes i stedet foranstaltninger efter §
70, fordi det »af hensyn til retssikkerheden
skønnes fornødent«. Denne afgørelse stiller
tiltalte - bortset fra, at han er fundet »skyldig«
- som om han var straffri efter § 16 og
undergivet retsfølger efter § 70.
U 1934.1025 (H): T var fundet skyldig i nogle
tilfælde af uterlighed overfor drenge. Han var psykopat,
og der havde efterhånden udviklet sig et
dominerende kompleks af paranoide forestillinger,
således at tilstanden var ved at antage karakter af
sindssygdom, (forfølgelsesforrykthed). Retslægerådet
betegnede T som farlig for retssikkerheden.
ØLR og HR bestemte, at den efter § 232 forskyldte
straf skulle bortfalde i medfør af § 71, og at T
skulle anbringes i sindssygehospital.
U 1935.414 (0): T fandtes skyldig i bedrageri
m. v. Ifølge retslægerådet var han nu lidende af
en sindssygdom (depression), men det kunne ikke
afgøres, om dette også var tilfældet på gerningstiden.
ØLR antog, at T nu var sindssyg, men at
man ikke kunne gå ud fra, at han også var sindssyg
på gerningstiden. Straffen bortfaldt efter § 71,
og T dømtes til sindssygehospital.
U 1936.195 (0): T fandtes skyldig i uterlighed
overfor en 7-årig pige samt i brandstiftelse. Han
var ifølge retslægerådet psykopatisk præget med
tilbøjelighed til reaktive stemningssvingninger, og
han var nu lidende af en sindssygdom (depression).
Ved nævningekendelse blev han henført under §
17, og straffen bortfaldt efter § 71, jfr. § 17, idet T
samtidig dømtes til sindssygehospital.
JD 1938.85: En vagtmand havde gjort sig skyldig
i uterlighed (§ 225 jfr. § 222) overfor to drenge.
Han var ifølge retslægerådet en psykopatisk præget
person, der fik en reaktiv psykose under arrestopholdet.
Når han var helbredt, ville han næppe
være strafuegnet, men et længerevarende ophold i
sindssygehospital måtte foretrækkes. Straffen bortfaldt
efter § 71, og T dømtes til sindssygehospital.
U 1942.152 (0): T havde begået underslæb i
perioden 1930-40. ØLR fandt T utilregnelig med
hensyn til de »i de senere år« begåede besvigelser,
»medens det i alt fald, for så vidt angår de besvigelser,
der ligger forud for årene 1936-37, ikke vil
kunne statueres, at dette har været tilfældet«. Også
med hensyn til disse forhold blev T imidlertid
fritaget for straf. Han dømtes til sindssygehospital.
(4) Straf idømmes, og der anvendes desuden
foranstaltninger efter § 70 af hensyn til
87
retssikkerheden, indtil straffen måtte kunne
fuldbyrdes. Dette er i princippet en mere
ugunstig afgørelse, end nogen utilregnelig
kan komme ud for, idet der kan opretholdes
en eventuelt langvarig frihedsberøvelse efter
§ 70, uden at den domfældte har nogen sikkerhed
for at slippe for den idomte straf den
dag, da han er blevet rask nok til at udstå
den.
U 1958.944 (V): T havde dræbt sin fraseparerede
hustru med pistolskud. Retslægerådet udtalte, at T
ikke var sindssyg på gerningstiden, men at han ved
selvmordsforsøg efter drabet havde pådraget sig en
svær hjernelæsion, der havde medført en betydelig
intellektuel og følelsesmæssig reduktion. Han var
nu i en tilstand, der måtte ligestilles med sindssygdom.
(Der indtrådte senere en alvorlig forværrelse
i tilstanden.) Nævningerne svarede benægtende på
spørgsmål om anvendelse af §71, jfr. §16, men
bekræftende med hensyn til § 85. T idømtes 6 års
fængsel og anbringelse i sindssygehospital, indtil
straffen måtte kunne fuldbyrdes.
U 1949.10 (H): T havde begået drab, angiveri
m. v. under besættelsen. Efter URs' dom til 14
års fængsel udviklede der sig en sindssygdom
(psykogen depression); T var desuden psykopat.
Ved ØLR blev T idømt 16 års fængsel samt i
medfør af § 71 forvaring efter § 70, indtil straffen
kunne fuldbyrdes. Ved anke til HR blev resultatet
imidlertid dom til forvaring uden anvendelse
af § 71. Retslægerådet havde her udtalt, at
T, der var psykopat, formentlig under afsoning
ville komme ud for idelige depressionsanfald,
ikke usandsynligt ledsaget af selvmordsforsøg.
Hans strafegnethed måtte anses for tvivlsom, og
forvaring anbefaledes. Højesterets flertal dømte T
til forvaring, medens 4 dommere fandt ham strafegnet
og fastsatte straffen til 16 år.
U 1940,1006 (H): T, der fandtes skyldig i drab,
var ifølge retslægerådet psykopatisk præget og nu
sindssyg, enten lidende af en psykogen psykose
eller af en mere kronisk. Hvis psykosen var af
psykogen art, kunne T ventes at blive rask indenfor
rimelig tid. Nævningerne svarede bekræftende
på spørgsmål om §§ 17 og 85, og benægtende
på spørgsmål om §71. T dømtes efter §70, jfr. §
17 til sindssygehospital. Under anke til HR påstod
anklagemyndigheden T idømt straf og indtil videre
foranstaltninger efter § 71 (under hensyn til psykosen).
Retslægerådet udtalte på dette stadium, at
de seneste oplysninger bestyrkede den mulighed,
at der var tale om en snigende udviklet schizofreni,
som sandsynligvis også havde bestået på
gerningstiden, men det kunne ikke udelukkes, at
der var tale om en psykogen psykose, og den
havde i så fald næppe været til stede på gerningstiden.
HR stadfæstede - i overensstemmelse med
RR's anbefaling - dommen til sindssygehospital.
Efter ØLR's og HR's domme blev der altså ikke
tale om at lægge den afgørende vægt på en efter
gerningstiden indtrådt tilstand (§ 71).
(b) Ved en revision af § 71 må det overvejes,
i hvilket omfang man bør opretholde