Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

såvel patienter som personale. Som allerede
nævnt er jeg af den overbevisning, at såvel
selve frihedsberøvelsen som opholdet i en
anstalts »unaturlige« samfund særdeles let
kan virke mere skadelig end gavnlig. Som
hovedregel mener jeg derfor, at anstaltsopholdet
bør gøres så kort som muligt. Så
længe anstaltsopholdet nødvendigvis skal
vare (og det må helt overvejende bestemmes
af andre hensyn end de lægelige), bør man
naturligvis behandlingsmæssigt prøve at få
det bedst mulige ud af det i enhver henseende
både miljømæssigt og ved individuel
behandling. Men i øvrigt mener jeg, at hovedvægten
bør lægges på behandlingen i frihed
såvel lægeligt som socialt.
Idet jeg vedrørende efterbehandlingen og
efterforsorgen henviser til redegørelse fra
forsorgsleder Lund (jfr. underbilag 3), skal
jeg påny understrege, at det tilstræbes at fortsætte
den lægelige behandling også efter udskrivningen.
Den ambulante side af den lægelige
virksomhed er i de senere år blevet prioriteret
højt, men desværre har det med de forhåndenværende
lægekræfter ikke været muligt
på langt nær at dække behovet for lægelig
bistand til de udskrevne. Dertil kommer,
at det heller ikke har været muligt i tilstrækkeligt
omfang at udnytte anstaltsopholdet til
at skabe den fortrolige og tillidsfulde kontakt
med klienterne, som er en nødvendig
forudsætning for den ambulante behandling.
Denne bør helt overvejende baseres på frivillighed;
og det gælder i øvrigt såvel i relation
til lægerne som til forsorgspersonalet, at det
helt afgørende er at opnå patientens egen
forståelse af, at han har brug for bistand,
ganske særligt når han kommer i vanskelig-
298
heder eller i psykisk uligevægt. Det vigtigste
i det ambulante arbejde såvel lægeligt som
forsorgsmæssigt er at få patienten indstillet
på at komme af sig selv, så snart der opstår
problemer. I de tilfælde, hvor dette lykkes,
vil man næsten altid kunne forebygge kriminelt
tilbagefald. Lykkes det ikke at få dette
indarbejdet som en naturlig refleks, vil man
jævnligt opleve, at der er god og løbende
kontakt, så længe det går godt, men at kontakten
svigter netop i det øjeblik, hvor der
var brug for den - med det resultat, at recidiv
indtræder. Derfor spiller den geografiske
afstand til den udskrevne ikke den helt store
rolle, langt vigtigere er den personlige kontakt,
og det er derfor et afgørende princip, at
anstalten selv skal udøve tilsynet og ikke
overlade det til andre. På den anden side er
rutinemæssig kontakt med ikke alt for lange
mellemrum af meget stor betydning, for hvis
kontakten ikke er løbende, glemmer klienten
også at henvende sig, når det kniber.
Anstaltsopholdets varighed er ikke i og
for sig afgørende for at opbygge et tilstrækkeligt
kontakt- og tillidsforhold. Grunden til
et sådant tillidsfuldt kontaktforhold kan
principielt godt lægges i måske blot en enkelt
samtale og forudsætter for så vidt slet
ikke noget anstaltsophold. Men på den
anden side er det af den største vigtighed, at
patienten ikke føler sig forsømt eller svigtet
under anstaltsopholdet, for i så fald opstår
der ikke noget tillidsforhold. Det vil af det
foregående fremgå, at disse ideale fordringer
desværre langt fra kan opfyldes med den
forhåndenværende stab af læger og forsorgsmedarbejdere.
Jan Sachs.