Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

us måtte opfattes som en sindssygdom, og
at den af § 18 omfattede tilstand derfor eo
ipso også var omfattet af § 16.
Straffelovrådet har stillet retslægerådet
nogle spørgsmål vedrørende den lægelige bedømmelse
af rustilstande, jfr. herved bilag 2,
pkt. 4. Af retslægerådets udtalelser herom
skal fremhæves følgende:
Retslægerådet anser den patologiske rus
for at være »en sindssygdom eller i sjældne
tilfælde for en tilstand, der må ligestilles
hermed« (pkt. 4 (c)). Patologisk rus karakteriseres
således:
»Denne særform af akut alkoholpåvirkning er
som andre sindssygdomme karakteriseret ved en
indgribende personlighedsændring indtil det totalt
personlighedsfremmede, og ved en pludseligt indsættende
og pludseligt ophørende bevidsthedsforstyrrelse
af en sådan beskaffenhed, at der ikke
består erindring for det under tilstanden oplevede.
Rustilstanden kan optræde under forskellige former
(som en exciteret eller en delirant patologisk
rus eller som en alkoholisk tågetilstand). Typisk
indsætter den efter indtagelse af en ringe mængde
alkohol, men alkoholindtagelsen vil ofte fortsætte
under den patologiske rus, hvorfor en høj alkoholpromille
i blodet er forenelig med diagnosen«.
(Hertil føjes nogle bemærkninger om, hvilke oplysninger
man vil lægge vægt på ved diagnosticeringen
af en patologisk rus: personlighedsfremmed
adfærd, mængden af indtaget alkohol, erindringstabet,
udmattelsestilstande eller hjernelidelse, tilstandens
tidligere forekomst.)
Rådet er af den opfattelse, at alle de i §
18 omhandlede tilfælde samtidig er omfattet
af § 16 (pkt. 4 (b), jfr. pkt. 1 (b) 3), hvor
det fremhæves, at rådets stigende tilbøjelighed
til at anføre § 16 i stedet for § 18 i sager
om patologisk rus har været begrundet i ønsket
om at gøre anvendelsen af § 70-foranstaltninger
mulig.
Med hensyn til den strafferetlige virkning
af patologisk rus udtaler retslægerådet, at
man ikke skal udtale sig imod en fakultativ
regel om straffrihed, såfremt en sådan regel
fra straffelovrådets side anses for ønskelig.
Denne udtalelse omfatter også den retlige
virkning af indtagelse af afhængighedsskabende
stoffer (se herom nedenfor).
Det er straffelovrådets opfattelse, at den
særlige regel om beruselse i § 18 kan ophæves.
Selvom det i teorien er anført, at denne
bestemmelse kan tænkes anvendt ikke blot
med hensyn til patologisk rus, men også i
visse tilfælde af normal rus af meget høje
grader, er dette ikke tilstrækkelig begrundelse
for at bevare en særregel om straffri-
45
hed, når den patologiske rus kan henføres
under § 16.
En forudsætning for at placere den patologiske
rus under § 16 vil det naturligvis
være, at der herved fremkommer en hensigtsmæssig
og forsvarlig regel om diskulperende
virkning af beruselse. Som anført i
kap. II foreslår straffelovrådet, at der, for så
vidt angår frihedsstraf, skal gælde en obligatorisk
regel om straffrihed for sindssygdom,
men kun en fakultativ regel med hensyn til
tilstande ligestillet med sindssygdom. Retslægerådets
udtalelse viser, at man i almindelighed
må regne med, at psykiatriske erklæringer
vil betegne den patologiske rus som
en sindssygdom. Der er ikke udtalt noget om,
under hvilke omstændigheder der kan blive
tale om i stedet at betegne tilstanden som blot
ligestillet med sindssygdom, men det siges, at
dette kun vil ske »i sjældne tilfælde«. Efter
de oplysninger, der er meddelt straffelovrådet
ved mundtlig drøftelse med retslægerådet,
må det antages, at diagnosen »ligestillet
med sindssygdom« kan tænkes anvendt i
nogle tilfælde, hvor de for forløbet af en patologisk
rus karakteristiske træk ikke fuldt
ud er til stede, idet det drejer sig om et
meget kortvarigt bevidsthedstab, d.v.s. en
tilstand af udpræget episodisk karakter. De
strafferetlige overvejelser vedrørende reglernes
affattelse må, således som retslægerådets
erklæring er formuleret, bygge på den forudsætning,
at patologisk rus vil blive betegnet
som en sindssygdom, og at der - som rådets
forslag er udformet - vil blive tale om obligatorisk
straffrihed, såfremt man ikke udtrykkelig
fraviger dette resultat ved en særregel.
Det har i straffelovrådet givet anledning
til nogen tvivl, om man skal foreslå en sådan
særregel, d.v.s. en regel om ikke-obligatorisk
straffrihed. Sager om patologisk rus har
været ret sjældne i retspraksis, og det er
straffelovrådets opfattelse, at domstolene -
bortset fra en mulig tendens til at anlægge
en særlig målestok med hensyn til beviset
for tilstanden - generelt har tillagt patologisk
rus diskulperende virkning, - en ordning
som formentlig også stemmer bedst
med fortolkningen af § 18. Straffelovrådet
mener, at det også fremtidig bør være det almindelige,
at patologisk rus fritager for
straf. På den anden side finder man det velbegrundet,
at reglen udformes således, at der