Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

fundet skyldig i en lignende strafbar handling
eller i overtrædelse af strfl. § 138, stk.
1 eller 2. Hvor en afgørelse om strafnedsættelse
eller -bortfald ikke er helt udelukket af
de nævnte grunde, skal der foreligge »i øvrigt
formildende omstændigheder«.
Der var under forarbejderne til straffeloven
nogen tvivl om, hvorvidt der skulle
gælde en særregel om beruselse. Folketingets
udvalg foreslog, at man ikke optog en sådan
regel i loven. Man ønskede at give hele § 85
en fakultativ formulering, hvorved det ville
blive overladt til domstolene at afgøre, hvilken
vægt der eventuelt skulle lægges på det
forhold, at tiltalte havde været beruset.
Dette forekommer at være den rigtige løsning.
Den obligatoriske udelukkelse af strafnedsættelse
og strafbortfald i § 85 er af
ringe praktisk betydning og iøvrigt noget vilkårlig
i sin afgrænsning. Man kan uden betænkelighed
lade domstolene afgøre, hvilken
betydning der skal tillægges beruselse i
denne sammenhæng, således som tilfældet er
ved almindelig strafudmåling og ved valget
mellem betinget og ubetinget dom. Straffelovrådet
fremhæver, at forslaget om at ophæve
den her omtalte begrænsning i § 85
ikke tilsigter nogen ændring med hensyn til
den bedømmelse af rustilstandens betydning,
som anlægges i retspraksis.
Straffelovrådet foreslår følgende affattelse
af §85:
»§ 85. Straffen kan nedsættes, når en
strafbar handling er begået under indflydelse
af stærk sindsbevægelse, eller når der
foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens
sindstilstand eller omstændighederne
ved gerningen, og de nævnte forhold
taler for en mildere straf end den, som ellers
92
ville finde anvendelse. Under særlig formildende
omstændigheder kan straffen bortfalde.«
Efter forslaget vil bestemmelsen som hidtil
være begrænset til at angå omstændigheder,
der foreligger ved den strafbare handlings
foretagelse. Ud fra de almindelige synspunkter
med hensyn til vide rammer for
domstolenes sanktionsvalg, som er anført
ovenfor, kunne der formentlig være grund
til at lade en regel om strafnedsættelse og -
bortfald omfatte også senere indtrædende
omstændigheder, således som det også er tilfældet
med den svenske regel. Straffelovrådet
finder dog, at en eventuel ændring af §
85 i denne retning bedst kan overvejes i forbindelse
med en revision af § 84, der også
handler om strafnedsættelse og strafbortfald,
bl. a. med hensyn til visse omstændigheder,
der indtræder efter gerningstiden. En gennemgang
af reglerne i § 84 fører langt udenfor
den kreds af problemer, som straffelovrådet
nu har beskæftiget sig med, og bør derfor
vente til en senere lejlighed. Rådet finder
dog anledning til allerede nu at pege på, at
der næppe er grund til at opretholde den
regel, at strafbortfald efter § 84, stk. 2, er
udelukket med hensyn til de forhold, som
nævnes i § 84, stk. 1, nr. 7-9, og som alle
ligger efter foretagelsen af den strafbare
handling.
Når § 84 således ikke optages til drøftelse,
er det også praktisk ikke at ændre bestemmelsen
i § 84, stk. 1, nr. 4, om handlinger
begået »i en af den skadelidende ved retsstridigt
angreb eller grov fornærmelse fremkaldt
oprørt sindsstemning«, en bestemmelse
som ellers klart har sammenhæng med de tilfælde,
der er omfattet af § 85.