Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

Kapitel X.
Foranstaltninger over for alkoholister.
1. Afholdspålæg.
Før straffeloven af 1930 fandtes der kun i
mindre omfang bestemmelser om foranstaltninger
over for drikfældige lovovertrædere i
straffelovgivningen. Efter § 6 i straffelovstillægget
af 1905 kunne afholdspålæg anvendes
over for personer, der havde begået visse
grove volds- og sædelighedsforbrydelser
under påvirkning af spirituøse drikke. Disse
regler blev i uændret form optaget i straffelovstillægget
af 1911.
Medens afholdspålæg som nævnt efter bestemmelsen
i straffelovstillægget af 1905
kun kunne anvendes ved visse grovere forbrydelser,
blev området for pålægget i straffelovsforslaget
af 1912 (U.I. § 85) udvidet
til at omfatte alle tilfælde, hvor nogen under
en offentlig sag dømtes til arbejdsfængsel
eller højere straf.
I sit straffelovsudkast af 1917 (U II)
ytrede Torp nogen betænkelighed ved hensigtsmæssigheden
af bestemmelsen om afholdspålæg
(forslagets § 59). Det anførtes i
motiverne side 83: »Om den praktiske Nytte
af disse Regler, navnlig i større Byer, kan
der vist nok rejses grundet Tvivl. Da de paa
den anden Side næppe kan gøre Skade og
dog maaske i noget Omfang, særlig på Landet
og i Smaabyerne, kan gøre Nytte, er de
foreslaaet optagne med nogle uvæsentlige
Forandringer . . . «.
Også straffelovsudkastet af 1923 U.III (§
74) fandt, »at Bestemmelsen om Afholdspaalæg
kunne have sin Værdi, navnlig under
landlige og smaabymæssige Beboelsesforhold,
ligesom den vil kunne indgaa som et
naturligt Led i den Række Kontrolbestemmelser,
hvorigennem Nutidens Lovgivning
søger at bekæmpe Alkoholmisbruget«.
Sin endelige udformning fik bestemmelsen
om afholdspålæg under rigsdagsbehandlin-
14
gen. Bestemmelsen, der er undergået mindre
ændringer i 1961 og 1967, har nu følgende
ordlyd:
§ 72. Bliver nogen for en i denne lov omhandlet
forbrydelse dømt til frihedsstraf, og retten finder,
at forbrydelsen er begået under påvirkning af spirituøse
drikke, kan der ved dommen gives den
dømte pålæg om, at han under ansvar efter § 138,
stk. 2, i et vist tidsrum, dog ikke ud over 5 år
fra straffens udståelse, ikke må nyde eller købe
spirituøse drikke; tilsvarende pålæg kan gives, dersom
vedkommende frifindes i henhold til § 18,
når frihedsstraf ellers ville være forskyldt.
Stk. 2. Af politiet skal der så vidt muligt gives
beværtere, handlende og uddelere pålæg om under
ansvar efter § 138, stk. 3, ikke at udskænke, sælge
eller uddele spirituøse drikke til en efter stk. 1
domfældt person.«
Det er efter bestemmelsen en betingelse
for at kunne give et afholdspålæg, at det begåede
forhold er strafbart efter straffeloven.
Dernæst er det en betingelse, at vedkommende
dømmes til frihedsstraf, som dog ikke
omfatter forvandlingsstraffen ved bødedomme.
Med dom til frihedsstraf må sidestilles
dom til arbejdshus og sikkerhedsforvaring,
der er betinget af, at fængselsstraf er
forskyldt. Der er desuden hjemmel til, at tilsvarende
pålæg kan gives, dersom vedkommende
frifindes i henhold til § 18, når frihedsstraf
ellers ville være forskyldt. Af holdspålægget
har virkning fra dommens afsigelse,
men kan udstrækkes ud over afsoningstiden.
Afholdspålæg kan også anvendes som foranstaltning
i medfør af straffelovens § 70.
Af betænkning nr. 208/1958 om forsorgen
for alkohollidende fremgår, at medens
afholdspålæg i årene 1938-42 gennemsnitligt
blev meddelt i 214 tilfælde om året,
faldt tallene senere væsentligt. I hvert af
årene 1950-55 blev der således kun meddelt
henholdsvis 98, 105, 53, 40 og 20 afholdspålæg.
Ifølge betænkningen skyldes nedgangen