Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

teret med hensyn til udviklingen fra 1959 til
1969. Den gennemsnitlige opholdstid i forvaring
var i 1969 for samtlige ejendomskriminelle
(når man medregner ophold både i
henhold til dom og kendelse) 1 år 8 måneder,
medens den 10 år tidligere havde været
2 år 5 måneder. Tallet var lidt højere for
domfældte, altså for det første ophold efter
en dom (herunder evt. gentagen dom til forvaring),
nemlig 2 år 1 måned; det var lidt
lavere for personer genindsat ved kendelse,
nemlig 1 år 5 måneder. For så vidt angår
fordelingen på forskellige varigheder, viser
opgørelsen i bilag 6 tabel 4 b, at der med
hensyn til hovedgruppen - 53 personer, der
er fundet skyldige i indbrudstyveri - er en
betydelig spredning, idet 9 har hensiddet i
mindre end 1 år og 7 i mindst 3 år (heraf 4
mellem 3 og 4 år, 2 mellem 4 og 5 år og 1
mellem 5 og 6 år). Med hensyn til andre berigelsesforbrydere
end indbrudstyve er ophold
på mindst 2 år kun forekommet i 6 ud af i alt
34 tilfælde. Den gennemsnitlige opholdstid
for forskellige typer af berigelseskriminelle
(fordelt efter forbrydelsens art) fremgår af
undersøgelsens tabel 5. Der foreligger ikke
oplysning om, hvorledes varigheden i de
enkelte tilfælde og de nævnte gennemsnit
for forbrydelsestyper fordeler sig på første
ophold og gentaget ophold i forvaring, men
det må formodes, at lange ophold overvejende
falder på første ophold, korte ophold
overvejende på genanbringelse.
Ud fra almindelige erfaringer om de domfældte
personer og om arten og omfanget af
deres berigelseskriminalitet kan det næppe
hævdes, at der er noget betænkeligt ved
praksis, for så vidt angår udstrækningen af
opholdet i forvaring. Opgørelsen siger naturligvis
intet om, hvorledes straf af særfængsel
ville være blevet udmålt, såfremt tidsbestemt
straf var blevet foretrukket eller havde
været den eneste mulighed. Det kan dog nok
antages, at der i adskillige tilfælde ville have
været tale om straffe på 2-4 år i stedet for
dom til forvaring, medens det er mere usikkert,
i hvilket omfang varigheden af gentaget
ophold efter genindsættelse (1 år 5 måneder
i 1969) ville modsvares af ny tidsbestemt
straf (plus reststraf fra den første afgørelse)
.
Efter straffelovrådets opfattelse kan man
gå ud fra, at det i en betydelig del af forvaringssagerne
mod berigelsesforbrydere ville
75
have været muligt at udmåle straffe, som
ville føre til en frihedsberøvelse af tilsvarende
varighed. Det er vanskeligt at danne
sig en mening om, i hvilket omfang forvaringen
derudover har fordele i kraft af muligheden
for en individualiserende afgørelse med
hensyn til tidspunktet for prøveudskrivning
og i kraft af en positivt motiverende betydning
af tidsubestemtheden. Værdien af foranstaltningen
i disse henseender er fremhævet
af retslægerådet og kan ikke afvises. På
den anden side må man fremhæve, at der
formentlig i ikke ringe udstrækning sker en
standardisering af opholdenes varighed, at
tidsubestemtheden også kan have en uheldig
virkning fra et behandlingssynspunkt, og at
en del af behandlingseffekten ikke isoleret
er knyttet til frihedsberøvelsens varighed,
men også afhænger af efterforsorgen og af
muligheden for at træffe bestemmelse om
fortsat anstaltsophold i tilfælde, hvor ny kriminalitet
eller andre forhold viser, at der
ikke er opnået den tilsigtede stabilisering.
§ 17-undersøgelsen giver ikke stærke holdepunkter
for at regne med, at forvaring har
haft væsentlig større recidivforebyggende
virkning end tidsbestemt straf. Hovedundersøgelsens
konklusion lyder i sin generelle
formulering således: »Alt i alt er undersøgelsens
hovedresultat, at det ikke er lykkedes at
påvise forskelle i effektiviteten mellem de
forskellige behandlingstyper anvendte på
ejendomskriminelle« (s. 309). Forfatterne
til den supplerende redegørelse har på
grundlag af en fortsat analyse hertil føjet
den konklusion, at der er »en klar og signifikant
forskel på antallet af tilbagefald hos
dem, der recidiverer, idet de forvarede over
en længere periode klarer sig signifikant
bedre end de indsatte i stats- eller særfængsel«
(s. 423).
Uanset den sidstnævnte konklusion kan
resultatet af undersøgelserne ikke på afgørende
måde ændre det resultat, som straffelovrådets
overvejelser har ført til, nemlig at
tidsubestemt forvaring bør afskaffes for så
vidt angår berigelseskriminelle. Det må erkendes,
at en sådan ændring i et vist omfang
kan formindske mulighederne for en specialpræventivt
hensigtsmæssig sanktion over for
stærkt recidiverende, karaktermæssigt afvigende
berigelsesforbrydere. Det ville være
urigtigt at betragte de af overlæge Stiirup
ved mange lejligheder - og af retslægerådet i