Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

Som det vil ses, har begge årgange af løsladte
haft et recidiv på nogenlunde samme
niveau: tre fjerdedele af samtlige løsladte
har inden forløbet af 5V2 år modtaget en af
de foran nævnte reaktioner i anledning af ny
kriminalitet. Det er en lille unøjagtighed ved
opgørelsen, at genindsættelse på grund af
vilkårsovertrædelse uden kriminalitet er
medregnet, men det drejer sig kun om 2 tilfælde
i hver af perioderne. Ser man yderligere
bort fra hæfte og betinget dom, bliver
recidivet for hver af perioderne nogle få procent
lavere. Det må på den anden side fremhæves,
at tiltalefrafald (uden genindsættelse)
og bøde samt hæftestraf for overtrædelse
af færdselsloven ikke er medregnet.
Forskellene mellem tallene for de enkelte
anstalter forklares let ved praksis med hensyn
til den anstaltsmæssige sortering, som
gav Søbysøgård det mindst belastede, Nyborg
det vanskeligste klientel, jfr. ovenfor.
Der foreligger ikke med hensyn til løsladelser
fra statsfængsel tilsvarende opgørelser,
der kunne give mulighed for en sammenligning
med andre domfældte i samme
aldersgruppe. Det ville naturligvis under alle
omstændigheder være udelukket at foretage
sammenligninger med andre unge, der er
ligeså svært belastede med hensyn til kriminalitetens
omfang, tidligere kriminalitet, tidligere
anbringelse under børne- og ungdomsforsorgen
m. v. Tal vedrørende statsfængslerne
ville højst sandsynligt vise et lavere
recidiv end det foran nævnte.
8. Udtalelser om ungdomsfængsel.
(a) Lederne af de tre ungdomsfængsler
afgav i 1970 en udtalelse om principielle
spørgsmål vedrørende ungdomsfængselsinstitutionen.
Der var blandt inspektørerne
enighed om at foreslå en fortsat brug af åbne
og lukkede anstalter med intens behandling
af den kategori, som nu dømmes til ungdomsfængsel.
For så vidt angår spørgsmålet
om tidsubestemthed, udtalte inspektørerne
Karl Johan Ebbe og Vagn Kildemose, at de
fandt det ubetænkeligt at gå ind for en opgivelse
af det tidsubestemte element i denne
sanktion, medens fængselsinspektør Carl
Aude udtalte, at han med beklagelse måtte
konstatere, »at de psykologiske og politiske
124
muligheder for en fortsættelse af anvendelse
af relativt tidsubestemte opdragende foranstaltninger
for unge lovovertrædere er ændret
så vidt, at de indtil videre bør opgives«.
Bl. a. under hensyn til den fortsatte drøftelse
af ungdomsfængslets problemer og til,
at C. Aude i 1971 blev afløst af Jørgen Tolstrup
som leder af ungdomsfængslet i Nyborg,
opfordrede straffelovrådet i juli 1972
de tre nuværende fængselsinspektører til at
fremkomme med en ny udtalelse. Den af
fængselsinspektørerne Karl Johan Ebbe,
Vagn Kildemoes og Jørgen Tolstrup afgivne
udtalelse af 3. august 1972 er gengivet nedenfor
som bilag 19. I det følgende skal kun
refereres nogle hovedtræk af udtalelsen. Inspektørerne
finder, at ungdomsfængsel var
en af de værdifuldeste nyskabelser i straffeloven
af 1930, og at den praktiske gennemførelse
har ligget på et højt niveau. De
mener også, at der i en lang årrække blev
opnået resultater i kraft af en kombination
af intensiv indsats og den ubestemte tid. Det
fremhæves imidlertid, at forholdene på forskellige
måder har ændret sig. Det er ikke
længere et særkende for ungdomsfængsel, at
der praktiseres fuldbyrdelse i åbne anstalter.
Også med hensyn til arbejde, undervisning,
fritidsbeskæftigelse m. v. har fuldbyrdelsen i
statsfængsel fået lighed med ungdomsfængsel.
0g med hensyn til tidsubestemtheden
må der nu anlægges en anden bedømmelse
end for nogle år siden. Man har kunnet konstatere
en stigende uvilje mod tidsubestemtheden
og mod forlænget frihedsberøvelse.
Dette har også vanskeliggjort behandlingsarbejdet,
hvortil kommer, at der har været et
stigende antal indsatte af passiv type, overfor
hvem behandlingsforsøg ikke har nogen
effekt. Undvigelserne er blevet talrige og
fører til mange anbringelser i lukket afdeling
med heraf følgende opsplitning af behandlingstiden
mellem åben og lukket afdeling.
Det er fængselsinspektørernes opfattelse, »at
de psykologiske muligheder for en fortsat
anvendelse af relativt tidsubestemte foranstaltninger
over for unge lovovertrædere er
ændret så vidt, at de nu bør opgives, og at
opgivelsen ikke efter vor opfattelse kan siges
af være i disharmoni med tidens bestræbelser
på at humanisere straf fuldbyrdelsen«.
Samtidig bør man opretholde et system af
åbne og lukkede anstalter med intens behandling
af det unge klientel.