Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

Fra juli 1945 til juli 1953 havde anstalten
en midlertidig afdeling på herregården »Lekkende«
i Sydsjælland, hvor der gennemsnitligt
opholdt sig 40 forvarede. Fra december
1948 til november 1951 var der en midlertidig
afdeling i Vestre fængsel med ca. 130
forvarede. Disse midlertidige afdelinger må
ses på baggrund dels af inddragningen af anstalten
i 1945 til varetægtsfængsel, dels af
den voldsomme øgning i antallet af domme
til forvaring i de pågældende år, jfr. ovenfor
s. 60-61.
Da forvaringsanstalten i Herstedvester i
slutningen af 1940'erne var blevet for lille
til det stadigt voksende antal domfældte,
etableredes i november 1951 en midlertidig
afdeling for forvarede i statsfængslet i Horsens.
Denne afdeling blev selvstændig den
30. september 1953. Forvaringsanstalten her
og fra 1955 særfængslet er indrettet i den
ældste fængselsbygning, der endnu er i brug
i Danmark. Bygningen, der er i 4 etager, omfatter
5 fløje med i alt 232 pladser. Dertil
kommer en modtagelsesafdeling med 4 pladser
og en sygeafdeling med 20 pladser. Til
anstalten er knyttet en åben afdeling i Amstrup
med plads til 21 mand.
Anstalten i Herstedvester omfattede oprindeligt
både et psykopatfængsel og en psykopatforvaringsanstalt.
Indtil april 1945 var
psykopatfængslet formelt ret strengt adskilt
fra forvaringsafdelingen. Som følge af vanskelige
pladsforhold tillodes det da indtil videre
at behandle psykopatfængselsfangerne
sammen med de forvarede og i det væsentlige
efter de samme retningslinier.
I 1955 flyttede psykopatfængslet til anstalten
i Horsens. I 1968 åbnedes påny en
afdeling for særfængselsfanger i Herstedvester.
Forvaringsanstalterne i Herstedvester og
Horsens modtager kun mænd. Kvinder, der
idømmes særfængsel eller forvaring, anbringes
i en særlig afdeling i statsfængslet i Horserød.
(b) Spørgsmålet om oprettelse af en særlig
anstalt for kriminelle sindssyge og psykopater
har været overvejet i to udvalg nedsat
af justitsministeriet.
Det første udvalg blev nedsat i 1946 med
den opgave at overveje spørgsmålet om oprettelse
af et kriminalasyl for psykisk abnorme
lovovertrædere. Udgangspunktet for
63
udvalgets overvejelser var et forslag fra overlæge,
dr. med. G. K. Stump om oprettelse
af et »kriminalasyl«, der skulle rumme ikke
blot en del af de personer, som efter straffelovens
§ 17 ikke findes egnede til påvirkning
gennem straf, og som i medfør af straffelovens
§ 70 dømmes til anbringelse i en særlig
forvaringsanstalt, men også sindssyge personer,
der frifindes i medfør af straffelovens §
16, men dømmes til anbringelse i medfør af
straffelovens § 70. Udvalget afgav i 1949 sin
betænkning om oprettelse af et kriminalasyl
for psykisk abnorme lovovertrædere.
Det andet udvalg blev nedsat i 1957 med
den opgave at overveje spørgsmålet om oprettelse
af en særlig behandlingsinstitution
for en del af de psykisk abnorme lovovertrædere,
som efter de gældende regler anbringes
på de almindelige sindssygehospitaler. I den
forbindelse drøftedes også spørgsmålet om et
muligt behov for særlig anbringelse af nogle
af de personer, som dømmes til forvaring.
Udvalget afgav i 1967 sin betænkning om
oprettelse af en særlig behandlingsinstitution
for en del af de psykisk abnorme lovovertrædere
(betænkning nr. 450/1967).
Medens det første udvalg gik ind for tanken
om oprettelse af en anstalt for alle kriminelle
sindssyge og psykopater, kunne det
andet udvalg ikke anbefale oprettelsen af en
særinstitution til behandling af visse kriminelle
sindssyge og psykopater uafhængig af
sindssygevæsenet på linie med de øvrige institutioner
for særbehandling af lovovertrædere.
Udvalget støttede sig herved på udtalelser
indhentet fra Direktoratet for statshospitalerne
og overlægerne ved disse. Det var
udvalgets konklusion, at der ikke kunne påregnes
at være et tilstrækkeligt patientmateriale
som grundlag for en særinstitution som
den nævnte.
4. Klientellet i forvaring og særfængsel.
Forvaringens og særfængslets klientel er
ikke direkte afgrænset i straffeloven, men
omfattes af den mere almindeligt holdte bestemmelse
i § 17, stk. 1, som også omfatter
andre persongrupper. Der benyttes i § 17 to
kriterier. Det ene er lægeligt, idet det henviser
til visse former for psykisk abnormitet:
de ved mangelfuld udvikling, svækkelse
eller forstyrrelse af sjælsevnerne betingede
varigere tilstande. Det andet, som principielt