Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

Kapitel VIL
Sygdomstilstande efter gerningstiden.
(a) Om tilfælde, hvor en af § 16 eller §
17 omfattet tilstand indtræder efter gerningstiden,
men før sagens pådømmelse, indeholder
strfl. § 71 følgende bestemmelse:
»Er den, der har begået en strafbar handling,
efter dennes foretagelse, men før dom er gået, kommet
i en ikke blot forbigående tilstand af den i §
16 eller § 17 omhandlede art, afgør retten, om straf
skal idømmes, eller om den forskyldte straf skal
bortfalde. Hvis det af hensyn til retssikkerheden
skønnes fornødent, træffer retten i dommen bestemmelse
om, at foranstaltninger i overensstemmelse
med § 70 skal bringes til anvendelse i stedet
for straf, eller indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes«.
Om bestemmelsens forhistorie henvises til
U II § 58 med mot. s. 83, U III § 73 med
mot. sp. 162 ff. samt folketingsudvalgets betænkning
om F II ad § 74. § 71 er tilføjet
som konsekvens af, at både § 16 og § 17 forudsætter
den psykiske afvigelses tilstedeværelse
på gerningstiden. Hvis den først er indtrådt
derefter, ville det uden en særregel om
sådanne tilfælde være en selvfølge, at straf
måtte idømmes, men tilstanden ville kunne
begrunde en lavere strafudmåling eller en
betinget dom. Dette udgangspunkt fastholdes
efter § 71 med hensyn til tilstande, der
har været »blot forbigående«, hvormed efter
sammenhængen må være sigtet til tilstande,
der både er kommet og forsvundet mellem
gerningstid og domstid. Også med hensyn til
endnu vedvarende tilstande er der efter § 71
mulighed for at pålægge strafansvar. Men §
71 viser, at der også er andre muligheder.
Retten skal efter § 71 træffe en afgørelse,
ved hvilken der tages stilling til to spørgsmål:
dels om straf skal idømmes eller bortfalde,
dels om der skal anvendes foranstaltninger
efter § 70. Der fremkommer herved
følgende muligheder, som kan belyses med
de forholdsvis få trykte afgørelser siden
1933:
(1) Den forskyldte straf bortfalder, og
der sættes ikke nogen anden foranstaltning i
stedet. Dette er den for tiltalte gunstigste afgørelse.
Den stiller ham - bortset fra, at han
er fundet »skyldig« — som om han var straffri
efter § 16 og fri for retsfølger efter § 70.
VLT 1948.356: T havde gjort sig skyldig i overtrædelse
af straffelovstillægget af 28. august 1945
(værnemagerloven). Derefter var der indtrådt en
sindslidelse med forfølgelsesforestillinger. Den forskyldte
straf bortfaldt uden anvendelse af § 70-foranstaltninger.
U 1948.86 (H): T havde gjort sig skyldig i statsforbrydelser
i årene 1941-44. Retslægerådet antog,
at der efter to hjernerystelser i 1936 og 1942 var
indtrådt en organisk hjernelidelse med nogen svind
af hjernevævet og betydelig forværrelse af T's karakteruligevægt.
ØLR antog, at der ikke på gerningstiden
forelå nogen af §§ 16 eller 17 omfattet
tilstand, men at dette var tilfældet nu. I medfør af
§ 71 statueredes strafbortfald uden anvendelse af
§ 70-foranstaltninger. Under anke til HR udtalte
RR sig yderligere om tilstandens forløb efter de to
hjernerystelser i 1936 og 1942. HR henførte den
nuværende tilstand under § 17 og stadfæstede afgørelsen
om strafbortfald.
(2) Straf (eventuelt betinget dom) idømmes,
og der sættes ikke nogen anden foranstaltning
ved siden af denne straf. Det vil
bero på de fuldbyrdende myndigheders beslutning,
hvornår straffen skal fuldbyrdes,
og den kan kun bortfalde ved benådning.
Sml. herved ovenfor om de »blot forbigående«
tilstande.
U 1968.885. (V): T havde gjort sig skyldig i spirituskørsel
den 4. oktober 1967. Der var nogen
tvivl om arten og varigheden af en depressionstilstand
i den pågældende periode. Han blev indlagt
på statshospitalet den 22. oktober 1967 og igen
den 10. august 1968; der havde formentlig periodisk
været en forværrelse af hans tilstand. VLR
antog, at T på gerningstiden havde været i en tilstand
ligestillet med sindssygdom, men der statueredes
ikke straffrihed efter § 16, heller ikke strafbortfald
efter §71.
U 1940.733 (H): T fandtes skyldig i dokumentfalsk
(1938-39), bedrageri (1938) og underslæb