Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

havde 51 pet., medens det for kronisk kriminelle
varierer i de forskellige tidsperioder i
recidivprocenten for 5 år mellem 57 og 44,
statsfængslet 77.
Fordelt efter dominanstyper er der ingen
større recidivforskel med hensyn til berigere,
men derimod en påfaldende større forskel
vedr. voldskriminelle, omend antallet her er
så lille, at det ikke tæller.
Der er forsøgt forskellige grafiske fremstillingsmåder
af forløbsbillederne. I 1959arbejdet
kan man se den samlede gruppes recidiv
i forhold til tiden efter prøveløsladelsen.
I det nyeste arbejde ses de individuelle
levnedsløbs forløb. Særlig de sidste giver et
grafisk klart indtryk af, at det for de berigere,
vi har arbejdet med, drejer sig om en
meget hårdt belastet gruppe med et ikke
ubetydeligt positivt resultat.
Opbygningen af det nødvendige tillidsforhold
mellem anstalt og indlagte er dog blevet
meget vanskeligere i de senere år. Den enkelte
medarbejder er måske også blevet mere
usikker, og i en periode har i hvert fald det
overvejende ældre personale været mere tilbøjelige
til at undgå at tage en konflikt, der
måske ville have været i stand til at ruske op
i et dødvande, men som også ville være akut
belastende.
De sidste års slagords-kampagne, der ikke
bygger på nogen sikker viden om den »ubestemte
tids« belastninger contra motiverende
virkninger, har også virket hæmmende på
den hidtidige konstruktive udnyttelse af
netop dette element i forvaringsopholdet.
Skarpt, og måske lidt for skarpt sagt, har
den forvarede hidtil, når han kom til os,
haft så få specielle rettigheder som muligt.
Vi drøftede nøje med ham, at han nu var
kommet til en endestation. Samfundets rette
284
Georg K. Stiirup.
myndigheder, domstolene, havde bestemt, at
nu måtte samfundet have fred, i hvert fald
for en længere periode. Det var derfor nødvendigt
at lægge vægt på sikkerheden mod
flugt og mod andre former for impulsive reaktioner,
herunder også flugten for en erkendelse
af virkeligheden. Udfra humanitære terapeutiske
overvejelser lod man ham derefter
nyde så mange rettigheder, som det i det
enkelte tilfælde fandtes forsvarligt i den
givne situation. Nøgleordene i dette arbejde
blev: »Når forholdene taler derfor«. Med
disse muligheder har vi igennem årene været
i stand til ikke alene i ord, men også i handlinger
at demonstrere vor anerkendelse af
hans egen indsats.
I de seneste år med den stigende standardisering
af rettigheder, der gælder såvel begyndere,
som dem der har været alle institutioner
igennem, er vi kommet i den modsatte
situation. Vort behandlingsmæssigt nyttige
klima er ikke så positivt, som det har været.
I den ene situation efter den anden forpligtes
vi nu til at uddybe en negativ kritik af et
eller andet adfærdselement for dermed at
motivere, at et af de goder, der nu betegnes
som rettigheder, ikke kan nydes. Den positive,
stimulerende motivationsproces er i
disse tilfælde erstattet med en negativ proces,
hvorved vi ufrivilligt kommer til at accentuere
den forvaredes »forpligtelse« til at
føle sig særlig ilde behandlet ved at være
idømt denne strenge foranstaltning. Forhåbentlig
kan den konstruktive hjælp, der kan
ydes via det hos os anvendte behandlingssystem
(I I V), i nogen grad bevares. Den
bølge af klagesager, der fulgte i hælene på de
såkaldte reformer, synes allerede nu at være
lidt aftagende, og dermed følger måske muligheden
for en ny evolution.