Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

sættelse træffes af fængselsnævnet. Spørgsmålet
om løsladelse skal tages op senest efter
1 års ophold og, hvis der ikke sker løsladelse,
senest ved udgangen af det følgende
år. Hverken i straffeloven eller i fængselsnævnets
praksis findes nogen forudsætning
om, at årsterminerne er de normale løsladelsestider.
Med de foran nævnte begrænsninger
kan spørgsmålet tages op og løsladelse
ske når som helst.
De nævnte regler i straffelovens §§ 42 og
43 har fået deres nuværende indhold ved lov
nr. 163 af 31. maj 1961, se herved Folketingstidende
1960-61 tillæg A sp. 560 f.
samt straffelovskommissionens betænkning
om unge lovovertrædere, 1959, s. 56 ff.
Ved beregningen af tidsfrister medregnes
den fængslingstid, med hensyn til hvilken
der er givet fradrag ved dommen, jfr. § 86
samt nedenfor om virkningen af denne regel
på opholdstiden i ungdomsfængsel.
(b) Praksis med hensyn til løsladelse
efter 1. ophold i ungdomsfængsel (incl. varetægt,
men excl. ophold i strafcelle) kan
belyses ved følgende oversigt over 197 tilfælde,
i hvilke 1. løsladelse på prøve fandt
sted i tiden fra 1. januar til 31. august 1969:
Antal pct.
Under 1 år 9 4,6
12-13 mdr 50 25,4
13-14 - 19 9,6
14-15 - 22 11,2
15-16 - 38 19,3
16-17 - 17 8,6
17-18 - 16 8,1
18-19 - 7 3,6
19-20 - 7 3,6
20-24 - 10 5,0
Mindst 2 år 2 1,0
197 100,0
Tallene viser, at der i 65,5 pct. eller to trediedele
af alle tilfælde er sket løsladelse indenfor
intervallet 12-16 måneder. De lidt
længere opholdstider har dog ikke været
uden praktisk betydning: mellem 16 og 20
måneder ligger yderligere 23,9 pct. eller omtrent
en fjerdedel af alle tilfælde. Opholdstider
på under 1 år eller over 20 måneder tæller
sammenlagt kun med 10,6 pct. Det må
antages, at opholdstider på over 16 måneder
er blevet sjældnere i de allerseneste år. Det
skal fremhæves, at der i tallene vedrørende
opholdstider på over 16 måneder er indbe-
122
fattet en del tilfælde, hvor der har foreligget
undvigelse, udeblivelse fra orlov o. 1. under
1. ophold, uden at der er sket genindsættelse.
Med hensyn til 99 personer løsladt i
samme periode efter een genindsættelse viser
en opgørelse, at kun 15 pct. ved denne 2. løsladelse
har haft en kortere samlet opholdstid
(incl. varetægt) end 20 måneder. Det
typiske bliver nu, at det samlede ophold har
varet mellem 20 og 26 måneder; dette gælder
for 56,6 pct. af alle i gruppen. Yderligere
20 pct. har haft en samlet opholdstid på
26-30 måneder og yderligere godt 8 pct. på
30-36 måneder. I den nedenfor omtalte undersøgelse
fra 1971 er særskilt opgjort varigheden
af det gentagne ophold.
Der er endvidere foretaget en opgørelse
over de gennemsnitlige opholdstider for personer
løsladt fra ungdomsfængsel i 1. halvår
1971, ialt 169 personer. Opgørelsen indeholder
ingen fordeling på månedstrin som den
foran omtalte fra 1969, men bygger til gengæld
på en meget detailleret inddeling efter
forskellige anstaltstyper og -forløb. Idet der
iøvrigt henvises til bilag 11, skal her fremhæves
nogle af de vigtigste tal til belysning
af de samlede opholdstider og fordelingen
på varetægt, lukket og åbent ungdomsfængsel.
101 personer, som i den nævnte periode
blev løsladt 1. gang fra ungdomsfængsel,
havde gennemsnitlig opholdt sig 423 dage
eller 14 måneder i ungdomsfængsel, incl. varetægtsfængsel
og mentalundersøgelse. Hertil
kom 24 dages ophold i strafcelle. Det må
antages, at der siden o. 1965 er sket en forkortelse
i den samlede opholdstid på ca. 4
måneder.
Af de 14 måneder var gennemsnitligt 146
dage eller næsten 5 måneder tilbragt i varetægtsfængsel
(heri medregnet varetægt ved
tidligere tiltalefrafald eller betinget dom,
som var genoptaget i forbindelse med dommen
til ungdomsfængsel, ventetid efter dommen
og varetægt i forbindelse med undvigelse).
Af de 277 dage i ungdomsfængslets
forskellige institutioner blev gennemsnitlig
106 dage tilbragt i lukket afdeling, kun 171
dage eller henved 6 måneder i åbent ungdomsfængsel.
Det fremgår heraf, at de domfældte
opholdt sig 252 dage eller godt 8 måneder
af de ialt 14 måneder i en lukket institution.