Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

visse voldsmænd, der idelig gør sig skyldig i rå
mishandlinger af eller grove angreb på sagesløse
personer, finde plads i denne gruppe.«
Det fremhævedes i cirkulæret, at § 65
efter sine forudsætninger ikke burde få en
udpræget ringe praktisk betydning, idet lovgiveren
bevidst var gået uden for de snævreste
grænser for farlighedstilstande, og at der
burde anlægges en social bedømmelse, ved
hvilken der blev taget hensyn til »den hele
gruppes samfundsfarlige og -fjentlige sindelag«
.
(b) Sikkerhedsforvaring for mandlige
domfældte blev indrettet som en afdeling af
statsfængslet i Horsens. Regler om fuldbyrdelsen
af sikkerhedsforvaring blev givet ved
anordning nr. 25 af 31. januar 1933 (ændret
ved anordning nr. 78 af 1. april 1936). Et
reglement for sikkerhedsforvarede blev udfærdiget
ved justitsministeriets cirkulære nr.
49 af 1. april 1936.
Således som domstolenes praksis udviklede
sig, kunne det allerede efter få års forløb
fastslås, at sikkerhedsforvaring ikke ville
blive en retsfølge af stor praktisk betydning.
I de tre år 1934-36 faldt der ganske vist i alt
46 domme til sikkerhedsforvaring, men i
årene 1957-49 var der gennemsnitlig kun
godt 6 domme om året, og i årene 1950-69
har gennemsnittet været under 2 domme årligt.
Om den sidstnævnte periode henvises
til bemærkningerne nedenfor.
Fængselsinspektør Aage Worm fremlagde
på Dansk Kriminalistforenings årsmøde i
1951 en række oplysninger om indsættelserne
fra de første knap 19 år. Det fremgik
klart heraf, at det kriminelle klientel afveg
en del fra det, som lovens forarbejder og
rigsadvokatens cirkulære havde peget på. Af
136 indsatte var ikke mindre end 122 personer
dømt til sikkerhedsforvaring udelukkende
for tyverier, og i yderligere 8 tilfælde
drejede det sig om tyveri i forbindelse med
dokumentfalsk, betleri, legemsbeskadigelse
eller brandstiftelse. Om de sidste 6 tilfælde
oplystes, at der var 2 domme for røveri, 1
for drabsforsøg og 3 for sædelighedsforbrydelser.
Sikkerhedsforvaring blev altså næsten
udelukkende anvendt i sager om tyveri
(i de fleste tilfælde indbrud), og foranstaltningen
spillede med andre ord næsten ingen
rolle som middel til at sikre samfundet mod
personer, der frembød fare for liv og legeme,
%
herunder fare for sædelighedsforbrydelser.
På den anden side måtte det erkendes, at
de for berigelsesforbrydelser domfældte personer
repræsenterede en meget omfattende
kriminel aktivitet og frembød en betydelig
recidivrisiko. 51 domfældte havde tidligere
været i arbejdshus, og for 6 personers vedkommende
var der tale om gentagen dom til
sikkerhedsforvaring.
Aldersmæssigt fordelte de domfældte sig
således:
21-24 år:
25-29 -
30-39 -
40-49 -
50-59 -
60-69 -
3 domfældte
6
53
50
21
3
På baggrund af denne aldersfordeling var
det påfaldende, at 96 af de 136 domfældte
hverken var eller havde været gift, medens
20 var fraskilte eller fraseparerede.
Der henvises til Aage Worm i NKÅ
1951-52 s. 103 ff. (med referat af diskussion).
Se endvidere oplysninger på grundlag
af det samme materiale meddelt af Jesper Simonsen
til det 3. nordiske kriminalistmøde i
København i 1952, NTfK 1952 s. 129 f. og
NKÅ 1951-52 s. 281 ff. (med referat af diskussion)
. Jesper Simonsen, som dengang
var formand for fængselsnævnet, havde endvidere
omtalt sikkerhedsforvaringen i et foredrag
gengivet i NTfK 1949 s. 34 ff. Vedrørende
perioden forud for 1950 kan endelig
henvises til K. Borgsmidt Hansen i NTfK
1943 s. 217 ff.
I begyndelsen af 1950'erne skete der den
anstaltsmæssige ændring, at statsfængslet i
Horsens overgik til brug som forvaringsanstalt
i henhold til § 70. I 1955 flyttedes også
psykopatfængslet (særfængslet) til Horsens,
og sikkerhedsforvaringen, som forblev i
Horsens, kom under en for de tre sanktionsarter
forvaring, særfængsel og sikkerhedsforvaring
fælles lægelig ledelse. I en redegørelse
fra 1964 (Beretning om fængselsvæsenet
i Danmark 1961 s. 57) udtalte anstaltens
leder, overlæge Jan Sachs:
»De tre kategorier af indsatte er som hovedregel
anbragt i hver deres belægningsafsnit, men
nogen skarp adskillelse opretholdes ikke, og både
ved arbejde og ved fritidsarrangementer blandes
de tre kategorier sammen. De for opholdet gældende
reglementariske bestemmelser etc. er så vidt
muligt ensartede. Den væsentligste forskel i så