Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

skyder indre vanskeligheder ud i fejl hos
omgivelserne, eller de hengiver sig til urealistisk
ønsketænkning eller undertiden fantasifuld
ekspansiv foretagsomhed. I visse tilfælde
lader psykiske mekanismer af denne
art sig tydeligt afdæmpe ad medikamentel
vej - men det forudsætter rigtignok, at den
pågældende selv er indforstået med at indtage
medicinen, og det kniber det ofte stærkt
med. Det skal i denne forbindelse understreges,
at al medikamentel terapi sker på helt
frivillig basis og uden nogen form for pression.
Principielt er den medikamentelle behandling
rettet mod symptomerne, men i sin
virkning vil den ofte i det lange løb virke
mere kausal. Psykiske og sociale skader er i
vidt omfang et produkt af onde cirkler:
manglende psykisk balance fører til vanskeligheder,
skuffelser og nederlag, der igen
fører til større psykisk uligevægt o. s. v. Helt
typisk forekommer de såkaldte dysforier:
pludselige dybe forstemninger, ledsaget af
tværhed, irritabilitet og trods og af en trang
til at slå spillet over ende og i desperation
gøre ondt værre. Sådanne dysforiske reaktioner,
der meget ofte er baggrunden for et kriminelt
recidiv, udløses lettere, når stemningslejet
i forvejen er sænket; behandling
med et stemningsstabiliserende (antidepressivt)
medikament vil derfor kunne nedsætte
recidivrisikoen. Svigtende selvtillid, følelse
af utilstrækkelighed, manglende tro på, at
noget vil lykkes, kendetegner adskillige af
vore klienter, og de ser bestandig dette bekræftet,
fordi de hele tiden roder sig ind i
vanskeligheder, bestandig kommer til kort.
Hvis det kan lykkes medikamentelt at skabe
større psykisk balance, mindre angst og usikkerhed
og en mere tillidsfuld og optimistisk
holdning, vil tingene lykkes bedre for den
pågældende, han undgår vanskeligheder og
nederlag, klarer sig bedre, og det afstiver
hans selvtillid og øger hans tro på, at tingene
måske alligevel kan lykkes for ham. Dermed
har man sat »en god cirkel« i gang, og hvis
denne efterhånden fører til, at han gennem
længere tid klarer sig godt, er tiden inde til,
at man kan begynde at aftrappe den medikamentelle
behandling. Der er altså ikke, som
mange tror, blot tale om, at man gennem den
medikamentelle behandling lægger røgslør
over symptomerne, som så melder sig uforandrede,
når behandlingen ophører. Der er
tværtimod tale om et målbevidst forsøg på at
295
hjælpe den pågældende til en mere varig stabilisering.
Det er flere gange nævnt, at mange af klienterne
er stemningsmæssigt uligevægtige og
ikke sjældent kronisk depressive, hvilket undertiden
skjules bag en eller anden facade,
f. eks. af aggressivitet eller af påtaget ligegladhed
eller lignende. Først og fremmest
søges sådan stemningsuligevægt og depression
behandlet medikamentelt, men hvor
dette ikke lykkes, forsøges undertiden (naturligvis
altid på frivillig basis) elektrochokbehandling.
Denne behandling, der foretages
under narkose, varetages af en udefra tilkaldt
speciallæge (narkoselæge).
Enkelte af klienterne befinder sig i grænseområdet
til det egentlig sindssygelige. Sådanne
patienter behandles fortrinsvis medikamentelt.
Hvor der er tale om stemningssvingninger
af den maniodepressive type,
forsøges i de senere år behandling med lithium.
I samråd med statshospitalet i Risskov
er lithiumbehandlingen også i visse tilfælde
forsøgt over for ukarakteristiske, overvejende
dysforisk prægede uligevægtstilstande
og i hvert fald i et par tilfælde med held.
Det bør tilføjes, at den lægelige behandling
naturligvis også omfatter det somatiske.
Denne side af sagen varetages i overvejende
grad af den deltidsbeskæftigede fængselslæge.
Erfaringsmæssigt er klientellet gennemsnitligt
relativt dårligt udrustet, også i
legemlig henseende, og det er derfor af den
største vigtighed, at opmærksomheden er
rettet imod at bringe klientellet i den bedst
mulige fysiske form. I vidt omfang må der
også ved arbejdsvalg og eventuel oplæring
tages hensyn til legemlige mangler (svag muskulatur,
dårlig ryg, nedsat syn eller hørelse,
organiske hjerneskader etc). I de senere år
har man i stigende omfang erkendt, at en
kombination af legemlige og psykiske svagheder
kan være så alvorlige handicap, at den
pågældende i realiteten ikke er i stand til at
klare sig erhvervsmæssigt, og man har i konsekvens
heraf i en række tilfælde skaffet de
pågældende invalidepension. Det har stort
set vist sig, at man derved har opnået en væsentlig
nedsættelse af risikoen for kriminelt
tilbagefald.
Den her skitserede individuelle lægelige
behandling forudsætter i og for sig ikke
(eller i hvert fald kun forbigående) anstaltsanbringelse.
Den kan lige så godt - ofte