Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge
personers hospitalsophold.
(d) Foranstaltninger overfor personer,
der findes straffri efter § 16, pålægges ved
dom i straffesagen, og det er også domstolene,
der har kompetence med hensyn til ændring
og ophævelse af disse foranstaltninger,
bortset fra den delegation af beføjelsen til at
foretage ændringer, som kan være sket ved
dommen. Foranstaltningernes varighed er
ikke begrænset af nogen længstetid.
Forinden denne ordning omtales nærmere,
skal der anføres nogle hovedtræk af
de regler, som gælder i Norge og Sverige.
I norsk ret findes hovedbestemmelserne
om »sikring« i strfl. § 39, nr. 1, som dels angiver
de personer, der kan undergives sikring,
dels opregner sikringsmidlerne. § 39,
nr. 1, lyder således:
»Hvis en ellers straffbar handling er foretatt i
sinnssykdom eller bevisstløshet eller en straffbar
handling er begått i bevisstløshet som er en følge
av selvforskylt rus (§ 45) eller under en forbigående
nedsettelse av bevisstheten eller av en person
med mangelfullt utviklede eller varig svekkede
sjelsevner, og der er fare for at gjerningsmannen
på grunn av en sådan tilstand atter vil foreta en
handling som foran nevnt, kan retten beslutte at
påtalemyndigheten i sikringsøiemed skal
a. anvise eller forby ham et bestemt opholdssted,
b. stille ham under opsikt av politiet eller en dertil
særlig opnevnt tilsynsmann og pålegge ham
å melde sig for politiet eller tilsynsmannen til
visse tider,
c. forby ham å nyte alkoholholdige varer,
d. anbringe ham i betryggende privat forpleining,
e. anbringe ham i psykiatrisk sykehus, kursted,
pleieanstalt eller sikringsanstalt, såframt det er
adgang til dette etter alminnelige forskrifter
utferdiget av kongen,
f. holde ham i fengslig forvaring«.
Som det fremgår af ordlyden, svarer § 39,
nr. 1, i store træk til den danske strfl. § 70
både med hensyn til afgrænsningen af personkredsen,
som kan dømmes til særreaktion,
og med hensyn til foranstaltningernes
art. En væsentlig forskel er imidlertid, at sikringsinstituttet
har en dobbeltsporet karakter.
Lovovertrædere, som ikke omfattes af
norsk strfl. § 44, og som således opfylder de
personlige forudsætninger for strafansvar,
dømmes til straf og sikring. I disse tilfælde
fuldbyrdes straffen i almindelighed helt eller
delvis, før den pågældende undergives sikring,
men i nogle tilfælde bestemmer justitsministeriet
i medfør af § 39. nr. 5. at straf-
37
fen skal bortfalde helt, og den domfældte vil
således overgå direkte til sikring. Overfor
lovovertrædere, som frifindes for straf i medfør
af § 44 (de utilregnelige), kan påtalemyndigheden
rejse såkaldt »ren« sikringssag,
jfr. § 39 b, nr. 1.
I det altovervejende antal tilfælde indeholder
sikringsdommen en ramme for,
hvilke sikringsmidler anklagemyndigheden
kan iværksætte, f. eks. foranstaltninger efter
§ 39 a-e. Inden for rammen har anklagemyndigheden
frit valg. Den første beslutning om
iværksættelse af sikring træffes af anklagemyndigheden,
medens myndigheden til at
bestemme senere ændring af foranstaltningerne
inden for den ramme, der er fastlagt
ved sikringsdommen, tilkommer justitsministeriet
(fengselsstyret), jfr. nærmere § 39,
nr. 4.
Når retten idømmer sikring, skal der fastsættes
en længstetid for sikringen (i praksis
som regel 5 år), men denne tid kan forlænges
ved ny dom, jfr. § 39, nr. 3. I forbindelse
med en dom til forlængelse kan den
oprindeligt fastsatte ramme for sikringen udvides.
For så vidt sikringen går ud på anbringelse
i psykiatrisk sygehus eller anden institution
under den sociale forsorg i medfør af
§ 39, nr. 1 e, gælder i Norge et princip om
»asylsuverænitet«, som bevirker, at institutionens
ledelse kan nægte at modtage den sikringsdømte.
Og selvom man først har modtaget
den domfældte i en institution under socialforsorgen,
kan ledelsen udskrive den pågældende,
når det anses for hensigtsmæssigt.
Men ved udskrivning før længstetidens udløb,
skal fengselsstyret underrettes, således
at man kan have tid til at træffe beslutning
om ændring af sikringsmidlet. En beklagelig
følge af denne »asylsuverænitet« er, at en
del lovovertrædere, som rettelig burde have
været anbragt i en social institution, kommer
i en anstalt under fængselsvæsenet, fortrinsvis
11a sikringsanstalt. Det norske straffelovråd
har oplyst, at man overvejer at foreslå
begrænsninger i den nævnte asylsuverænitet.
Man vil foreslå en tidsubestemt særreaktion
med anbringelse i institution under socialforsorgen.
Denne reaktion skal kunne idømmes
over for visse grupper af utilregnelige
lovovertrædere, og man vil sandsynligvis
foreslå, at ledelsen for den pågældende institution
får pligt til at modtage domfældte, så-