Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

egel om, at ophold i sikkerhedsforvaring i
gentagelsestilfælde - d. v. s. ved gentagen
dom til sikkerhedsforvaring - skulle vare i
mindst 8 år.
Den minimale varighed af opholdet er i
alle tilfælde 4 år. På dette tidspunkt og derefter
hvert andet år skal fængselsnævnet
tage spørgsmålet om prøveløsladelse op til
overvejelse. Hvis fængselsnævnet ikke finder
at kunne løslade den pågældende efter
20 års forløb, skal spørgsmålet om hans fortsatte
förbliven i sikkerhedsforvaring forelægges
for landsretten for den landsdel, i
hvilken anstalten er beliggende (d. v. s. Vestre
landsret). Rettens afgørelse om fortsat
tilbageholdelse er ikke bundet af tidsgrænser.
Sikkerhedsforvaring er derfor reelt en
helt tidsubestemt foranstaltning; kun i relation
til fængselsnævnets kompetence er den
relativt tidsubestemt. 1 praksis har der vistnok
kun én gang foreligget spørgsmål om
forlængelse af sikkerhedsforvaring ved domstolskendelse,
se herved afgørelsen i U
1969.819 (H):
Domfældte T, der var født i 1895, blev i 1932
for drab af sin kæreste idømt 16 års tugthus. Han
blev prøveløsladt i maj 1947. Ved Østre landsrets
dom af 1. februar 1949 blev han fundet skyldig
i forsøg på drab af sin hustru og dømt til anbringelse
i sikkerhedsforvaring. Herfra blev han i henhold
til fængselsnævnets resolution prøveløsladt
den 31. oktober 1964. Ved Østre landsrets dom
af 6. juli 1965 blev T fundet skyldig i overtrædelse
af strfl. § 244, stk. 4, jfr. stk. 2, og § 266 i anledning
af vold og trusler overfor en kvinde, med
hvem han samlevede, og han blev genindsat i sikkerhedsforvaring
i henhold til fængselsnævnets resolution
af 22. april 1965.
I anledning af, at T den 10. februar 1969 ville
have opholdt sig 20 år i sikkerhedsforvaring, tog
fængselsnævnet i december 1968 stilling til spørgsmålet
om løsladelse, jfr. strfl. § 66, stk. 5. Nævnet
fandt det betænkeligt at løslade den pågældende,
og sagen blev derefter indbragt for Vestre landsret,
som ved kendelse af 7. februar 1969 bestemte,
at T ikke skulle løslades. Ifølge en erklæring fra
overlægen havde der i funktionærmøde været nogen
betænkelighed ved at anbefale løsladelse.
Overlægen tiltrådte for sit vedkommende dette
synspunkt og fremhævede, at T, hvis aggressivitet
navnlig havde givet sig til kende i relation til
kvinder, som han følelsesmæssigt havde knyttet sig
til, formentlig stadig havde et stærkt behov for
kvindeligt bekendtskab. Overlægen ville dog ikke
finde en løsladelse helt uforsvarlig, såfremt han
blev anbragt under forhold, der muliggjorde et
vist umiddelbart tilsyn. Prøveløsladelse uden tilsyn
og andre vilkår ville overlægen fraråde. (Det må
herved fremhæves, at løsladelse efter 20 års forløb
skal være ubetinget). Retslægerådet udtalte, at risikoen
for ny kriminalitet skønnedes at være så
95
nærliggende, at man måtte fraråde løsladelse. -
Efter at T havde kæret landsrettens kendelse til
Højesteret, udtalte overlægen i en ny erklæring,
at både personalet og han selv fortsat måtte nære
nogen betænkelighed ved at anbefale løsladelse.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse.
1 forbindelse med indførelsen af sikkerhedsforvaring
blev der i strfl. § 37, stk. 2,
givet en bestemmelse om adgang til ved en
beslutning truffet af fængselsnævnet at anbringe
visse fængselsfanger i sikkerhedsforvaring
(uden at der herved sker nogen ændring
i den tilstand, at den domfældte er
dømt til fængsel på bestemt tid eller på livstid).
Efter ændringer i 1965 har denne bestemmelse
nu følgende ordlyd:
»Er den dømtes straffetid 6 år eller derover,
kan fængselsnævnet bestemme, at han midlertidigt
eller for resten af straffetiden skal overflyttes til
sikkerhedsforvaring. Medmindre særlige omstændigheder
taler derfor, kan overflytning dog ikke
ske, før en trediedel eller, hvis fængsel på livstid
er idømt, 6 år af straffetiden er udstået.«
Reglerne om overflytning af fængselsfanger
til sikkerhedsforvaring har oprindelig
været begrundet i ønsket om at kunne lade
langtidsfanger nyde godt af et mildere anstaltsregime
efter lang tids afsoning. Som
følge af de senere skete ændringer i fuldbyrdelsen
af fængselsstraf er dette hensyn blevet
mindre fremtrædende. Der er i øvrigt nu
indrettet en fængselsafdeling i Horsens.
Med hensyn til afgrænsningen af området
for dom til sikkerhedsforvaring gav rigsadvokatens
cirkulære af 7. december 1932 i tilknytning
til lovens forarbejder følgende vejledning:
»... de positivt farlige, erhvervs- eller vanemæssige
forbrydere, som gennem talrige indbrudstyverier,
lommetyverier eller andre specialer af tyveriforbrydelser
eller ved pengeafpresninger, røverier
eller omfattende hælerivirksomhed har dokumenteret,
at de har gjort forbrydelsen til deres levevej,
og som efter hele deres levevis og det antal straffe,
der hidtil forgæves har været anvendt på dem, må
forventes at ville vedblive hermed under former,
mod hvilke hensynet til samfundets sikkerhed nøder
til at anvende de skarpeste forholdsregler, og
i et omfang, der som regel står i det stærkeste
misforhold til den eller de enkelte forbrydelser,
som det lykkes at overbevise dem om. Til denne
gruppe må endvidere henføres de farlige sædelighedsforbrydere,
navnlig egentlige voldtægtsforbrydere
og sådanne, hvis angreb på børn eller unge
personer bæres af sadistiske tilbøjeligheder eller
af andre årsager vidner om dybtgående seksuel
depravation, samt visse alfonser, navnlig når disse
står i ledtog med professionelle ejendomsforbrydere.
Endelig kan under særlige omstændigheder