Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

U 1967.167 (V) om trusler: det er »lidet sandsynligt,
at hans aggressivitet vil give sig andre
udslag end trusler, omend man ikke kan udelukke,
at han i visse situationer kunne blive korporligt
voldsom«.
U 1968.266 (H) om brandstiftelse: »Risikoen for
ligeartede handlinger er vanskelig at bedømme,
men kan ikke anses for at være negligeabel«.
U 1969.314 (H) om brandstiftelse: »Uden behandling
er der risiko for, at der hos sigtede kan
opstå nye tilsvarende abnorme bevidsthedstilstande,
under hvilke uberegnelige, muligvis farlige
handlinger ikke kan udelukkes«.
U 1969.957 (H) om overfald: »Som følge af sit
alkoholmisbrug må han anses for farlig for andre«.
Endelig skal som eksempel på spørgsmålet
om ændring af en foranstaltning i medfør af
§ 70 nævnes:
U 1961.129 (H): T var i 1957 dømt til sindssygehospital
for at have forsøgt at dræbe sin hustru.
Retslægerådet udtalte dengang, at T var sindssyg
med vrangforestillinger; nye alvorlige handlinger
turde ikke udelukkes, sålænge sygdommen bestod.
I anledning af spørgsmål om udskrivning erklærede
retslægerådet i marts 1959, at T efter det af
hospitalet oplyste ikke havde frembudt tegn på
sindssygdom siden sommeren 1957. Nye anfald
kunne ikke udelukkes, men risikoen ville ikke
blive nedsat ved fortsat hospitalsophold, og sandsynligheden
for tilbagefald var ikke så betydelig,
at den kunne motivere en mere varig tilbageholdelse.
Man anbefalede en ændring til psykiatrisk
behandling under tilsyn af hospitalet. Dette fastholdt
retslægerådet i marts 1960. Østre landsret
afslog i april 1960 at ændre foranstaltningen, og
denne afgørelse stadfæstedes af Højesteret (med 1
dissens).
(c) De foranstaltninger af forsorgsmæssig,
kurativ eller forvarende karakter, som
anvendes i henhold til strfl. § 70, udgør ikke
i administrativ henseende et enhedsmæssigt
system. Nogle henhører under kriminalforsorgen,
f. eks. forvaringsanstalter og tilsyn
ved Dansk Forsorgsselskab (som formentlig
inden længe vil overgå til den statslige kriminalforsorg);
andre iværksættes indenfor
det almindelige forsorgs- og sundhedsvæsen,
navnlig det psykiatriske hospitalsvæsen og
åndssvageforsorgen. Med hensyn til sindssyge
og dermed ligestillede personer gælder
der principielt ingen begrænsninger vedrørende
arten af de foranstaltninger, som kan
idømmes. Der er således intet i vejen for, at
en sindssyg i medfør af § 70, jfr. § 16, dømmes
til anbringelse i forvaringsanstalt (hvorfra
han eventuelt senere kan overføres til
statshospital efter retskendelse), ligeså lidt
som det er udelukket, at en person i medfør
af § 70, jfr. § 17, dømmes til anbringelse i
36
statshospital (og eventuelt senere overføres
til forvaring). I almindelighed anvendes dog
i § 16-tilfælde (bortset fra åndssvage) foranstaltninger
under sindssygeforsorgen, og
de domfældte anbringes i de samme hospitaler
for sindslidende som andre patienter.
Retten har ingen indflydelse på anbringelsesmåden
i det konkrete tilfælde, bortset fra de
særlige regler om anbringelse i sikringsanstalten
i Nykøbing Sjælland. Ved siden af
sindssygeforsorgen er dog, som ovenfor
nævnt, tilsyn ved Dansk Forsorgsselskab af
en vis praktisk betydning.
Det har nogle gange været drøftet, om der
burde oprettes en særlig institution til anbringelse
af sindssyge kriminelle og eventuelt
visse andre kategorier af psykisk afvigende
domfældte. Spørgsmålet har bl. a.
været aktuelt, fordi udviklingen inden for det
psykiatriske hospitalsvæsen er gået så klart i
retning af frie institutionsforhold uden brug
af egentlige sikringsforanstaltninger, at man
har draget i tvivl, om sindssygeforsorgens almindelige
institutioner kan påtage sig at
modtage sindssyge lovovertrædere, der frembyder
fare. Om dette spørgsmål har et af justitsministeriet
nedsat udvalg i 1967 afgivet
en betænkning om oprettelse af en særlig behandlingsinstitution
for en del af de psykisk
abnorme lovovertrædere. Udvalget tilvejebragte
et materiale, som førte til den konklusion,
at antallet af patienter, som var dømt
til anbringelse i statshospital (eller anbragt
ved farlighedsdekret i medfør af sindssygelovens
§ 10), og som måtte anses for egnede
til anbringelse i en særinstitution, var for
lille til at bære en sådan selvstændig institution.
Det fremgår endvidere af udvalgets
betænkning, at statshospitalerne og det
under Københavns kommune hørende Set.
Hans hospital, som oprindelig stærkt havde
tilrådet oprettelsen af en særinstitution, senere
erklærede sig rede til fortsat at modtage
de nævnte patienter.
Straffelovrådet har ikke set det som sin
opgave at genoptage drøftelsen af det her
omtalte spørgsmål eller i øvrigt at overveje
de behandlingsformer, som anvendes overfor
personer, der dømmes til psykiatrisk behandling
el. lign.
Det har også ligget uden for straffelovrådets
opgave at tage stilling til, om der måtte
være behov for ændringer i reglerne om
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i