Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

mark siden 1960'erne. Denne udvikling har
gjort det aktuelt at overveje, om de regler
om straffrihed på grund af psykiske abnormtilstande,
som kan anbefales med henblik på
de hidtil kendte former for sindssygdom og
dermed ligestillede tilstande, uden videre
bør finde anvendelse på forbrydelser begået
i euforiske tilstande, som gerningsmanden
selv har fremkaldt. I de alvorligste tilfælde
drejer det sig om en bevidst hensættelse i en
tilstand, hvor den pågældendes bevidsthedsliv
totalt forandres, og hvor alle de forestillinger
og modforestillinger, der normalt bestemmer
hans legemlige aktivitet, sættes ud
af virksomhed.
Til belysning af disse problemer skal anføres
nogle tilfælde fra retspraksis.
ØLD af 2/4 1963 (utrykt): En knap 25-årig
kvinde havde med en kniv dræbt R ved at tilføje
denne en dyb stiklæsion i ryggen, således at R
kort efter af gik ved døden. T var ikke tidligere
straffet. T var 3 mdr. før drabet blevet indlagt
på en psykiatrisk afdeling under diagnosen psykogen
depression og var gentagne gange blevet behandlet
med LSD, senest 2 dage før drabet. Hun
blev udskrevet på drabsdagen og genindlagt senere
samme dag. Retslægerådet fremhævede, at T både
før og efter gerningen frembød symptomer på
psykogen depression (psykose) og desuden på dagen
for drabet måtte formodes at have været under
indflydelse af en to dage tidligere gennemført
LSD-behandling, hvilket havde svækket hendes
selvkontrol og aktiveret aggressive impulser. T
havde efter dette været sindssyg på gerningstiden.
Medens virkningen af LSD måtte antages at være
klinget af ret hurtigt, vedvarede symptomerne på
psykogen depression, ligesom T's adfærd fortsat
var præget af karakterologiske insufficienssymptomer.
Anklagemyndigheden nedlagde påstand om,
at T blev anbragt i et sindssygehospital i medfør
af § 70, jfr. § 16. T blev imidlertid frifundet efter
§ 16, uden at der fastsattes nogen foranstaltning.
ØLD af 24/10 1968 (utrykt): Den 23-årige T
havde forsøgt at dræbe sin hustru og ca. 20 dage
senere fuldbyrdet drab ved at tilføje hustruen stikog
snitsår i hovedet og på halsen m. v. T var ikke
tidligere straffet. Retslægerådet udtalte, at T var
personlighedsmæssigt afvigende i betydelig grad:
umoden, uselvstændig, sensitiv m. v. Samlivet med
hustruen havde været psykisk belastende, og misbrug
af hash havde antagelig medvirket til at
bringe ham ud af psykisk balance. Ved enkelte
lejligheder havde T også brugt andre stoffer (amfetamin,
mescalin, opium). Han angav, at han 2-3
timer før drabet for første gang havde indtaget
en dosis LSD. Der havde forud for drabet fundet
et opgør sted mellem T og hans hustru, hvilket
havde bragt ham yderligere ud af sjælelig ligevægt
og hensat ham i en affektbetonet abnormtilstand,
der måtte ligestilles med sindssygdom. Retslægerådet
antog, at de fundamentale forudsætninger for
drabet var de disharmonier, som prægede hans
47
sjælstilstand og navnlig forholdet til hustruen, og
som gjorde T i betydelig grad personlighedsafvigende.
En bedømmelse af hans tilstand på gerningstiden
var dog forbundet med usikkerhed.
Hvis det antoges, at han ikke havde indtaget LSD
før drabet, havde han dog antagelig været i en
sådan tilstand, at han måtte betegnes som havende
været sindssyg eller i en dermed ligestillet tilstand,
formentlig en tågetilstand, der havde sin årsag i
de nævnte konflikter og belastninger. T blev i
medfør af § 70, jfr. § 16, dømt til anbringelse i
et hospital for sindslidende.
URD af 15/3 1971 (utrykt): Den 19-årige T
havde dræbt en person, sammen med hvem han
samme dag havde begået et indbrud, ved at tilføje
den pågældende adskillige slag i hovedet med en
økse. T havde desuden begået tyverier m. v. I en
erklæring, afgivet før drabet blev begået, udtalte
retslægerådet, at T siden 1968 havde haft et tiltagende
og efterhånden svært blandet misbrug af
euforiserende stoffer. I december 1969 fandtes han
sindssyg under en indlæggelse i statshospital, og
rådet fandt det overvejende sandsynligt, at T's
sindssygdom havde bestået siden da, også på tidspunktet
for drabet i september 1970. Det drejede
sig formentlig om en af stofmisbruget fremkaldt
schizofrenilignende sindssygdom. Under fornyet
mentalobservation var T stadig sindssyg, og da
retslægerådet 2. gang afgav erklæring, havde T
ikke fået euforiserende stoffer i 5 måneder. Rådet
udtalte, at der syntes at være sket en alvorlig
udvikling af sindssygdommen, og at det ikke
kunne antages, at den nuværende tilstand var
forårsaget af toxiske stoffer. Der var formentlig
tale om en schizofreni. Det skønnedes sandsynligt,
at denne sindssygdom også havde bestået på gerningstiden,
og at et misbrug af cannabis og LSD
ikke havde været af afgørende betydning for det
samlede sygdomsbillede. Rådet fandt, at der var
en ganske uberegnelig risiko for nye handlinger
af mulig farlig art. T blev frifundet efter § 16
og dømtes i overensstemmelse med retslægerådets
indstilling til anbringelse i et hospital for sindslidende.
U 1971.560 (0): Den 19-årige T havde på gaden
i en provinsby dræbt en ham ubekendt kvinde ved
bagfra at stikke hende i venstre side af ryggen
med en kniv. T, der var ustraffet og ikke tidligere
havde vist tilbøjeligheder til impulsivitet eller
voldshandlinger, var for IV2 år siden begyndt at
ryge hash og havde i det sidste halve år yderligere
indtaget LSD. Forud for drabet havde han
ifølge retslægerådets udtalelse røget mere hash
end vanligt og - umiddelbart før gerningen - indtaget
en betydelig dosis LSD. Der indtrådte ifølge
retslægerådet en forgiftning, der viste sig ved intense,
barokke hallucinationer, angst, psykomotorisk
uro og glemsel. Denne tilstand, der af retslægerådet
betegnedes som »sindssygelig« (d. v. s.
psykotisk), varede fra 14-14,30 tiden til kl. ca.
19. Drabet fandt sted kl. 16,15. T frifandtes ved
nævningekendelse i medfør af § 16 og dømtes til
anbringelse i et hospital for sindslidende. Retslægerådet
havde udtalt, at ligeartede handlinger
efter indtagelse af narkotika ikke var usandsynlige,
og at både hensynet til retssikkerheden og til
tiltalte selv talte for en længerevarende afvænning.