Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

sygdom ligestillet tilstand (stk. 2) eller i en tilstand
af sindssygdom o.l. fremkaldt ved indtagelse af
alkohol eller andre rusmidler (stk. 3). Straffri er
endvidere efter § 17 personer, der har handlet i en
tilstand af åndssvaghed i lettere grad eller i en tilstand,
der ganske må ligestilles med åndssvaghed;
det er dog også her en forudsætning for straffriheden,
at særlige omstændigheder ikke taler for at
pålægge straf.
Ved rettens afgørelse i henhold til § 65 skal der
lægges vægt på, hvad der må anses for formålstjenligt
for at forebygge yderligere lovovertrædelser.
Dette kriterium, der træder i stedet for det nu i § 70
nævnte „hensyn til retssikkerheden", finder anvendelse
dels med hensyn til spørgsmålet, om særlige
retsfølger overhovedet skal iværksættes, dels — når
dette spørgsmål besvares bekræftende — med hensyn
til valget af foranstaltninger. Ved dette valg
skal følges den retningslinie, at en mindre indgribende
foranstaltning såvidt muligt skal foretrækkes
frem for en mere indgribende.
Opregningen af foranstaltninger, som ikke er udtømmende,
indeholder nogle overvejende redaktionelle
ændringer i forhold til den gældende bestemmelse
i § 70, stk. 1. Bortset fra reglen i 3. punktum
om forvaring omfatter bestemmelsen ikke anbringelse
i institutioner under kriminalforsorgen. I øvrigt
er der ved formuleringen „anbringelse i egnet
hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg"
åbnet mulighed for en række forskelligartede anbringelsesformer
i offentlige eller private hjem eller
institutioner.
Som anført ovenfor i kap. V, 8, vil det i visse tilfælde
kunne være hensigtsmæssigt at anvende forvaring
over for personer, der er straffri i medfør af
reglerne i §§ 16-17, når den psykiske unormalitet
er af særlig kompliceret art. Straffelovrådet foreslår
derfor, at de omhandlede personer skal kunne
anbringes i forvaring, når de betingelser, der er opstillet
for denne retsfølge, er opfyldt.
Foranstaltninger i henhold til § 65 anordnes som
hidtil uden tidsbegrænsning. Om ændring og ophævelse
af foranstaltninger henvises til udkastets § 70.
Det fremgår heraf, at kompetencen til at træffe bestemmelser
om at ændre eller ophæve en foranstaltning
ligger hos domstolene. Dette er ikke til hinder
for, at retten som hidtil kan udforme sin bestemmelse
om foranstaltningers anvendelse på en sådan
måde, at der overlades et hospital eller en forsorgsmyndighed
en beføjelse til at træffe nærmere angivne
beslutninger om udskrivning fra hospital o.l.,
jfr. herved rigsadvokatens cirkulære nr. 57 af 15.
marts 1957.
19
145
Til § 66.
Til stk. 1.
Lovudkastets § 66, stk. 1, giver mulighed for at
anvende foranstaltninger som nævnt i § 65 overfor
personer, der ved den strafbare handlings foretagelse
befandt sig „i en ved mangelfuld udvikling, svækkelse
eller forstyrrelse af de psykiske funktioner betinget
tilstand", der ikke omfattes af §§ 16 eller 17.
Den nævnte formulering er omtrent den samme som
den, der nu findes i § 17, stk. 1, dog at ordet „sjælsevnerne"
er foreslået ændret til „de psykiske funktioner".
Bestemmelsen kan derfor siges at svare til
den nuværende § 70, stk. 1, sammenholdt med § 17.
Det må dog herved fremhæves, at åndssvaghed i
lettere grad efter straffelovrådets forslag er omtalt
i en selvstændig regel, jfr. lovudkastets § 17, og at
adgangen til at idømme forvaring i medfør af § 70
er foreslået ændret således, at betingelserne for at
idømme forvaring er selvstændigt angivet i lovudkastets
§ 67. Bestemmelsen i § 66, stk. 1, får derfor
alene betydning med henblik på nogle sjældnere
forekommende psykiske afvigelser, der er omtalt i
betænkningens kap. VI. Kriteriet „egnethed til påvirkning
gennem straf" vil ikke blive opretholdt
efter straffelovrådets forslag; det skal i stedet bero
på rettens afgørelse, om det i stedet for at idømme
straf findes formålstjenligt at anvende nogen af
de i § 65 nævnte foranstaltninger.
Til stk. 2.
Ved udkastet til § 66, stk. 2, er det foreskrevet,
at retten skal fastsætte en 1 ængstetid for varigheden
af frihedsberøvende foranstaltninger, der iværksættes
i medfør af stk. 1. Forslaget indeholder ingen
bindende forskrifter med hensyn til den længstetid,
som retten kan fastsætte, men det siges i udkastet,
at der i almindelighed ikke kan fastsættes en længstetid,
der overstiger 1 år. Med hensyn til begrundelsen
for, at der i disse tilfælde af retten skal fastsættes
en længstetid, henvises til bemærkningerne
ovenfor i kap. VI, afsnit 3.
Efter stk. 2, 2. pkt., kan den fastsatte længstetid
senere forlænges af retten under særlige omstændigheder.
Bestemmelsen herom kan tænkes anvendt i
tilfælde, hvor domfældtes tilstand er blevet forværret
på en sådan måde, at han frembyder fare for
andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb
foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en
behandling eller pleje, der har betydning med henblik
på forebyggelse af ny kriminalitet.
Til § 67.
Efter forslaget opretholdes den tidsubestemte retsfølge
forvaring, der nu har hjemmel i § 70, men om-