Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

ede; efter manges opfattelse er det i realiteten
ikke muligt at opnå nogen egentlig helbredelse
af psykiske skader, der er indtrådt i
de første leveår, navnlig som følge af mangelfuld
fysisk og emotionel kontakt. Man må
stort set klare sig med en mere »symptomatisk«
behandling. Men i øvrigt er der nok
ikke nogen skarp grænse.
Den individuelle behandling sker først og
fremmest i form af samtalebehandling (psykoterapi),
som spænder fra den kausalt sigtende
dybdeterapi til den overfladiske støtteterapi.
Den dybtgående psykoterapi sker i
form af samtaler, hvorunder man analytisk
søger at trænge til bunds i udviklingshistorien.
Oftest vil der være tale om mere eller
mindre fortrængt erindringsstof, som først
langsomt mobiliseres og trækkes frem af
glemselen. Egentlig psykoanalytisk teknik i
ortodoks forstand behersker vi ikke, og den
vil formentlig heller ikke være velegnet over
for netop dette klientel, men vi prøver at udnytte
erfaringer fra psykoanalyse og dybdepsykologi
i vores behandling. Ved denne
dybdeterapi kan man i heldigste tilfælde
opnå en afdækning af fortrængt konfliktstof,
som kan afreageres, eventuelt i emotionelle
udladninger. Under samtalerne tilstræber
man desuden at bringe aktuelle holdningsog
adfærdsmønstre i relation til den indsigt,
der er opnået, så klienten får en mulighed
for at bearbejde sin holdning og sine reaktioner.
Under forløbet af en sådan behandling
opnår man ofte en høj grad af fortrolighed,
et tillidsforhold, som i sig selv kan være af
betydelig værdi i resocialiseringsbestræbelserne.
Dette gælder ikke mindst, når behandlingen
suppleres med såkaldte »narkosamtaler«,
en teknik, der består i at tale med
patienten, mens han er under påvirkning af
et bevidsthedsslørende stof, der indsprøjtes i
blodbanen.
Det må understreges, at dybtgående psykoterapi
er overordentlig tidskrævende og
besværlig, og at mulighederne for at gennemføre
behandlingen med held altid vil
være noget tvivlsom. Man må ikke forvente
en 100 procents helbredelse, men ved tilstrækkelig
intensiv behandling vil der dog
nok i de fleste tilfælde kunne opnås en bedring
i form af større psykisk balance og tilpasningsevne
(såvel menneskeligt som socialt).
Det er ikke helt let at angive, hvad en
tilstrækkelig intensiv behandling vil sige -
294
men det er til gengæld ikke vanske 1 igt at
fastslå, at en sådan i hvert fald ikke kan gennemføres
i anstalten med de nuværende ressourcer.
De få læger og den ene psykolog
kan kun helt undtagelsesvis gennemføre en
nogenlunde sufficient psykoterapeutisk samtaleserie
over for enkelte udvalgte patienter.
I langt de fleste tilfælde bevæger samtalebehandlingen
sig på et mere overfladisk plan
og får mere karakter af at være en symptomatisk
behandling, men nogen skarp grænse
er der som nævnt ikke. For en stor del beskæftiger
man sig i samtalerne med dagaktuelle
ting, undertiden helt banale anstaltsmæssige
småproblemer, men et væsentligt
formål med disse samtaler et at opbygge et
tillidsforhold mellem læge og patient, ikke
mindst med henblik på det videre ambulante
arbejde efter udskrivningen. Ved understøttende
(supportativ) psykoterapi søger man
at styrke patientens oftest særdeles svage
selvtillid og hans tro på omgivelserne og
fremtiden, og ikke mindst i denne henseende
spiller det en væsentlig rolle, at den anstaltsmæssige
ramme er i orden og ikke modvirker
behandlingsforsøgene. Også denne mere
understøttende samtalebehandling kræver i
virkeligheden en betydelig indsats af lægen
og må, for at den skal være virkningsfuld,
forudsætte en temmelig hyppig kontakt, da
der ellers vil være betydelig risiko for, at klienten
føler sig svigtet og skuffet. Heller ikke
denne behandlingsform kan gennemføres på
blot nogenlunde tilfredsstillende måde med
den nuværende besætning af terapeuter.
Som supplement til samtalebehandlingen
anvendes i Horsens i vidt omfang medikamentel
behandling med de nye psykofarmaka.
De moderne psykisk virkende lægemidler
har i vidt omfang revolutioneret den
psykiatriske behandling, først og fremmest
af patienter med sindssygdomme, men også
behandlingen af nervøse lidelser. Det drejer
sig dels om beroligende, angstdæmpende
midler, dels om antidepressive, stemningsnormaliserende
midler. Dertil kommer, at de
antipsykotisk virkende lægemidler foruden
at dæmpe angst, uro og ikke mindst aggressivitet,
også afsvækker tilbøjeligheden til realitetsafsporet
opfattelse og tænkemåde, således
som vi ofte møder det hos vort klientel.
Vore klienter er jævnligt tilbøjelige til at
misforstå, mistyde, føle sig forurettede, idet
de ved såkaldte projektionsmekanismer for-