Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

delinger bemærkes, at Søbysøgård tidligere i
almindelighed modtog den mindst belastede
gruppe, medens Møgelkærs belæg var stærkere
præget af mentale defekter og havde en
mere omfattende kriminalitet og flere anbringelser
under børne- og ungdomsforsorg.
1 dag er der imidlertid ikke forskel på det
ungdomsfængselsklientel, der anbringes i de
to afdelinger.
Som følge af det dalende antal ungdomsfængselsfanger
begyndte man for nogle år
siden at optage også almindelige statsfængselsfanger
i de to nævnte anstalter. Der er
her en væsentlig forskel i det klientel, der
modtages henholdsvis i Søbysøgård og i Møgelkær.
Medens Søbysøgård således normalt
modtager unge førstegangsstraffede med relativt
lange straffe, ofte så lange, at de i opholdstiden
nærmer sig det normale førstegangsophold
i ungdomsfængsel, modtager
Møgelkær normalt lidt ældre (d. v. s. ældre
end det normale ungdomsfængselsklientel)
førstegangsstraffede med så korte frihedsstraffe,
at der ikke kan blive tale om prøveløsladelse.
3. Ungdomsfængslets klientel.
(a) Efter den oprindelige affattelse af
strfl. § 41 gik den aldersmæssige betingelse
for dom til ungdomsfængsel ud på, at tiltalte
skulle være mellem 15 og 21 år på gerningstiden.
Ved lovændring af 1961 ændredes
dette kriterium til at angå alderen på
domstiden. Samtidig tilføjedes en bestemmelse
om, at også en person mellem 21 og
23 år kan dømmes til ungdomsfængsel, når
særlige grunde taler derfor. Hverken før
eller efter denne lovændring har ungdomsfængsel
haft praktisk betydning i sager mod
unge, der var fyldt 21 år på domstiden.
Om afgrænsningen af ungdomsfængslets
klientel siges i øvrigt ikke noget i loven, bortset
fra at det af reglen i § 41, stk. 2, om fuldbyrdelsen
af ungdomsfængsel kan udledes,
at der også ved dommen skal lægges vægt
på, om der foreligger et behov for social og
karaktermæssig udvikling gennem arbejdstræning,
oplæring og undervisning.
Også på dette punkt er reglernes udformning
resultatet af lovændringer i 1961. I
sin oprindelige affattelse udtalte § 41, stk. 1,
at det skulle dreje sig om »en forbrydelse,
der må anses som udslag af forbryderiske til-
117
bøjeligheder eller af hang til lediggang eller
til at søge slet selskab«. I Betænkning 1959
s. 52 hed det, at denne formulering efter
straffelovskommissionens opfattelse rummede
»en for snæver og i det hele mindre tilfredsstillende
karakteristik af lovovertrædernes
personlighedsmæssige forhold«.
Straffelovens forarbejder fremhævede, at
ungdomsfængsel er en foranstaltning over for
unge, der »er kommet så vidt ind på forbryderbanen,
at de må betegnes som begyndende
professions- og vaneforbrydere«. En mere
præcis karakteristik af klientellet blev ikke
søgt formuleret, men det fremhævedes dog,
at man måtte se bort fra tilfælde, hvor kriminaliteten
måtte antages at have mere tilfældige
miljøbetingede årsager, og at der på den
anden side ville være tilfælde, hvor de tiltalte
måtte skønnes at være så forhærdede,
at der ikke kunne næres forventninger om
resultater af en opdragende og oplærende
påvirkning. I den sidstnævnte gruppe måtte
almindelig straf og efter omstændighederne
psykopatforvaring komme i betragtning. Se
til det anførte navnlig U III sp. 109 og 123,
rigsadvokatens cirkulære af 7. december
1932 pkt. I A og Krabbe i Seks Foredrag
over Borgerlig Straffelov (tillæg til Ugeskrift
for Retsvæsen 1932) s. 19 ff.
(b) Ungdomsfængsel fik efterhånden en
ganske betydelig anvendelse over for personer,
som frembød særlige behandlingsproblemer.
Straffelovskommissionen udtalte i sin
betænkning af 1959 s. 43, at denne udvikling
måtte anses for velbegrundet:
»Selvom behandlingen i ungdomsfængslet ikke
i første række har været tilrettelagt med psykisk
afvigende personer for øje, har det dog i mange
tilfælde været klart, at denne sanktionsform var
den relativt bedst egnede og burde foretrækkes
fremfor ubetinget tidsbestemt straf, betinget domfældelse
etc. Inspektøren for ungdomsfængslet på
Søbysøgård har da også hyppigt i udtalelser afgivet
under verserende straffesager anbefalet, at man
i ungdomsfængslet modtog unge lovovertrædere,
som afveg væsentligt fra det normale belæg,
selvom de kunne blive en belastning for det samlede
behandlingsarbejde i institutionen«.
Der forelå for straffelovskommissionen en
erklæring fra direktoratet for fængselsvæsenet
indeholdende en redegørelse for de anstaltsmæssige
problemer vedrørende to hovedgrupper
af personer, som frembød særlige
behandlingsproblemer: sinkerne og de
karaktermæssigt stærkt afvigende (psykopa-