Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

sens konklusion i den supplerende redegørelse.
7. Udtalelser om forvaring og
særfængsel.
(a) Lederne af de to forvarings- og særfængselsinstitutioner
i Herstedvester og Horsens,
overlægerne Georg K. Stump og Jan
Sachs, har ved mange lejligheder givet udtryk
for deres erfaringer og synspunkter vedrørende
disse sanktionsformer. De har begge
fremhævet værdien af den psykiatrisk ledede
behandlingsform, der er udviklet på
grundlag af reglerne i strfl. §§ 17 og 70, men
de har samtidig understreget, at anstalterne
har arbejdet under mangelfulde vilkår,
navnlig personalemæssigt, og at der derfor
ikke har været grund til at vente en sådan
grad af effektivitet i de resocialiserende og
recidivforebyggende bestræbelser, som man
ville have kunnet opnå med et bedre udbygget
behandlingsapparat. Over for den kritik,
som går ud på, at behandlingsarbejdet kun
har haft en ringe effektivitet, har overlægerne
dog peget på, at der i helt utilstrækkeligt
omfang er gennemført undersøgelser, der
kan underbygge en sådan kritik, hvilket
hænger sammen med, at anstalterne ikke har
haft ressourcer til at udføre et forskningsarbejde
vedrørende klientellets beskaffenhed,
behandlingsarbejdet og dets resultater.
På den anden side er det velkendt, at der
er forskelle mellem anstalterne i Herstedvester
og Horsens med hensyn til behandlingsarbejdets
karakter og - hvad der er særlig
grund til at fremhæve i denne sammenhæng
- mellem overlægerne med hensyn til
deres bedømmelse af den tidsubestemte anbringelse
sammenholdt med tidsbestemt særfængsel.
Medens overlæge Stump har fastholdt,
at den tidsubestemte anbringelse er en
væsentlig forudsætning for behandlingsarbejdet,
har overlæge Sachs meget stærkt
betonet ulemperne ved tidsubestemtheden
og mulighederne for at gennemføre en behandling
på grundlag af en dom til en tidsbestemt
sanktion.
Overlæge Stump har som medlem af retslægerådet
deltaget i udarbejdelse af den udtalelse
om forvaring og særfængsel, som refereres
nedenfor. Overlæge Sachs har over
for straffelovrådet understreget, at anstaltsopholdet
efter hans mening i almindelighed
71
bør være tidsbegrænset, men at den samlede
behandling af den enkelte kriminelle -
d. v. s. anstaltsopholdet i forbindelse med
tilsyn og efterbehandling — principielt bør
være tidsubestemt. Han har dog tilføjet, at
en tidsbegrænsning af tilsynet i almindelighed
ikke vil spille nogen rolle, såfremt anstaltens
forsorgsapparat får tilstrækkelig muligheder
for at forsætte efterforsorgen på frivilligt
grundlag. I visse, ikke særlig hyppigt
forekommende tilfælde vil det dog være
stærkt indiceret at anvende vilkår, som ikke
er tidsbegrænsede, eller som kan forlænges
ved en senere retskendelse. Straffelovrådet
skal hertil bemærke, at medens bestræbelser
for at styrke en forsorg, der virker på frivilligt
grundlag efter tilsynstidens udløb, fortjener
stærk støtte, vil det næppe efter de forslag,
som rådet fremsætter, være mulighed
for at anvende ikke tidsbegrænsede vilkår i
forbindelse med en tidsbestemt sanktion.
Overlæge Sachs har også gjort opmærksom
på, at de vilkår om tilbageføring til anstalten,
som i en del tilfælde anvendes ved
prøveudskrivning fra forvaring, har store
fordele, som muligvis ikke kan fastholdes, såfremt
forvaringsdomme tænkes ændret til
straffedomme på bestemt tid, hvor genanbringelse
efter de gældende regler kun kan
ske som genindsættelse til fuldbyrdelse af
reststraf med den tidsmæssige begrænsning,
som følger af den fastsatte prøve- og tilsynstid.
Straffelovrådet har anmodet overlæge
Sachs om at udtale sig om, hvorvidt der efter
hans opfattelse bør opretholdes en tidsubestemt
forvaring for særligt farlige lovovertrædere.
Overlæge Sachs har givet udtryk for
stærk tvivl på dette punkt, men det er hans
konklusion, at spørgsmålet må besvares bekræftende.
(b) Om retslægerådets synspunkter skal
oplyses følgende:
Med hensyn til kriteriet »egnethed til påvirkning
gennem straf«, som er straffelovens
udgangspunkt for sondringen mellem forvaringens
og særfængslets områder, kunne det
allerede under drøftelserne mellem retslægerådet
og straffelovrådet konstateres, at der
var fuld enighed om at foreslå dette kriterium
afskaffet. Retslægerådet har i sin skrivelse
af 24. august 1972 bekræftet dette
synspunkt (se III, ad pkt. 6).