Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

medlemmer - at sindssygdom i langt det
overvejende antal tilfælde medfører straffrihed.
Blandt de afgørelser, ved hvilke der er
statueret strafansvar, er der fra de første årtier
efter straffelovens ikrafttræden enkelte,
der næppe kan betragtes som vejledende i
dag.
Fra den trykte retspraksis skal anføres følgende
eksempler på strafansvar:
U 1952.1004 (H): En overbetjent T fandtes skyldig
i underslæb ved at have forbrugt nogle af
ham indkrævede bøde- og konfiskationsbeløb m. v.
Ifølge erklæring fra retslægerådet var T lidende af
en psykogen depression, der måtte antages at have
bestået på tidspunktet for de påsigtede handlinger.
VLR udtalte, at selv om T efter de lægelige udtalelser
led af sindssygdom i form af psykogen
depression på gerningstiden, kunne han ikke antages
at have været utilregnelig, og der fandtes
heller ikke grundlag for at anvende § 17. T idømtes
3 måneders fængsel. Højesteret gjorde - som
det var sket ved UR - straffen betinget, idet man
bl. a. henviste til T's som følge af den deprimerede
tilstand forringede modstandskraft. (Efter genoptagelse
blev T senere frifundet for 4 af de 13 tiltalepunkter,
se U 1958.197, hvor der ikke findes
referat af oplysninger om tilregnelighedsspørgsmålet.)
U 1959.571 (0): Den knap 30-årige T dræbte
sin kæreste med et pistolskud. Retslægerådet udtalte,
at der hos T i de senere år var udviklet en
nervøs spændingstilstand, som blev akcentueret
ved gentagne uoverensstemmelser med kæresten.
Tilstanden havde i de sidste dage før drabet udviklet
sig til en af sjælelige årsager fremkaldt depression
med selvmordstanker, d. v. s. en sindssygdom.
Nævningerne svarede benægtende på et
spørgsmål om forholdets henførelse under § 16,
men fandt § 85 anvendelig, og T idømtes 8 års
fængsel.
U 1966.460 (V): Den 45-årige T var tiltalt for
overtrædelse af skattekontrolloven ved gennem flere
år at have undladt at medtage indtægter på i alt
65.500 kr. på sin selvangivelse, hvorved han unddrog
det offentlige skatter til et beløb af godt
56.000 kr. T havde i 1943 haft en psykogen psykose.
Ifølge en erklæring fra retslægerådet var han
udtalt sensitiv, sky, sårbar, selvhenførende og tilbageholdende.
Siden 1960, da de i sagen omhandlede
skattebesvigelser begyndte, havde der påny
udviklet sig en sindssygdom hos ham med udtalte
selvhenføringsideer samt lettere forfølgelsesforestillinger.
VLR fandt ikke holdepunkter for at antage,
at der havde været en sådan forbindelse mellem
tiltaltes sindssygdom og hans urigtige oplysninger
til skattemyndighederne, at han kunne anses for at
have været utilregnelig. T idømtes 30 dages hæfte
og en tillægsbøde på 45.000 kr. Smh. om skattesager
Jørgen Smith, Skatteunddragelser, 1961, s. 81.
U 1968.885 (V): Den 47-årige T havde den 4.
oktober 1967 ført motorkøretøj i spirituspåvirket
tilstand. Han havde fra sin ungdom vist tilbøjelighed
til forstemninger med kraftige drikketure. I
efteråret 1966 havde der været en periode med
22
sindssygelig depression og alkoholmisbrug, kulminerende
i et svært forgiftningstilfælde ved indtagelse
af medicin. Omkring gerningstiden, i oktober
1967, var T påny inde i en drikkeperiode. De
symptomer på sindssygdom, som T frembød ved
indlæggelse på statshospital knap 3 uger efter spirituskørslen,
kunne ifølge retslægerådet være en følgetilstand
af svært alkoholmisbrug, men det var
efter rådets opfattelse mere sandsynligt, at drikkeriet
havde sin oprindelse i en depression. Ved UR
blev T under dissens idømt 20 dages hæfte. Under
anke til VLR var det oplyst, at T i august 1968
påny blev indlagt som sindssyg. VLR stadfæstede
UR's dom, idet man statuerede, at T vel på gerningstiden
havde befundet sig i en tilstand, der
måtte ligestilles med sindssygdom, men at der ikke
var holdepunkter for at antage en sådan sammenhæng
mellem den sjælelige defekttilstand og det af
T begåede forhold, at dette ikke kunne tilregnes
ham som strafbart.
Det må til denne dom bemærkes, at der ifølge
lægeerklæringerne ikke var tale om en med sindssygdom
ligestillet tilstand, men om en sindssygdom
(således også dissensen i UR).
Det forekommer i nogle tilfælde, at der
ifølge mentalerklæringen dels er spørgsmål
om sindssygdom på gerningstiden dels om en
mere varig tilstand, der er omfattet af § 17,
f. eks. en psykopatisk karakterafvigelse. Der
er formentlig i sådanne tilfælde en tilbøjelighed
til at foretrække § 17, navnlig hvis der
er en tvivl om § 16-tilstanden på gerningstiden.
Resultatet kan blive, at tiltalte undergives
foranstaltninger i medfør af § 70, jfr. §
17, se f. eks. U. 1951.557 (V): forvaring, og
VLT 1954.360: anbringelse i sindssygehospital.
Til den sidstnævnte afgørelse bemærkes,
at tiltalte, der havde gjort sig skyldig i
overfald med en trækølle, ifølge retslægerådets
udtalelse havde været i en egentlig depression,
d. v. s. en sindssyg tilstand, på gerningstiden.
Et eksempel på, at tilstanden
henføres under § 17, og straf idømmes, trods
muligheden af en sindssygdom på gerningstiden,
foreligger i følgende drabssag:
U 1961.585 (H): Den knap 28-årige T havde
dræbt sin hustru og sit 9-årige barn og to dage
senere forsøgt at sætte ild på lejligheden for at
skjule sporene af drabene. Ifølge en erklæring fra
retslægerådet måtte T karakterologisk betegnes
som betydeligt afvigende og uegnet til påvirkning
gennem straf. Det var muligt, at han på gerningstiden
havde været lidende af en psykogen sindssygdom,
men noget helt sikkert kunne ikke siges
herom. Retslægerådet anbefalede anbringelse i
forvaring. Nævningerne svarede benægtende på
spørgsmålet om anvendelse af § 16, men T henførtes
under § 17 og idømtes ved ØLR fængsel på
livstid. Under anke til Højesteret blev T påny mentalundersøgt.
I sin nye erklæring uddybede retslægerådet
sin opfattelse af T's personlighed og til-