Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

åbnes domstolene en mulighed for at statuere
strafansvar. Et forbehold herom vil bl. a.
kunne få betydning i visse sager, hvor det
oplyses, at tiltalte tidligere har været i lignende
tilstande, og hvor det derfor kan bebrejdes
ham, at han påny har indladt sig på
spiritusnydelse med kendskab til de risikomomenter,
som dette for hans vedkommende
indebærer. Til stötte for en fakultativ regel
kan også anføres, at en sådan regel efter
straffelovrådets opfattelse bør vælges med
henblik på selvforskyldte tilstande af narkotikapåvirkning
o. 1., se herom nedenfor.
Straffelovrådet foreslår, at man i strfl. §
16, stk. 3, optager en regel af følgende ordlyd:
»Personer, der som følge af indtagelse
af alkohol eller andre rusmidler forbigående
befandt sig i en tilstand af sindssygdom eller
i en tilstand, der må ligestilles hermed, bedommes
efter reglen i stk. 2«. § 16, stk. 2,
hvortil der her henvises, indeholder den
ovenfor i kap. 11,3 omtalte regel om tilstande
ligestillet med sindssygdom. Personer,
der har handlet i en sådan tilstand, kan
ikke straffes, medmindre særlige omstændigheder
taler for at pålægge straf.
Efter straffelovrådets forslag til § 18 kan
der idømmes bode uanset reglen i § 16, stk.
3, jfr. stk. 2.
Medens den nugældende bestemmelse i
§ 70 ikke indeholder hjemmel til at anvende
særlige retsfolger over for den, der frifindes
på grund af en rustilstand, vil dette være tilfældet
efter straffelovrådets forslag til § 65,
jfr. § 16.
2. Narkotikapåvirkning.
(a) Den norske straffelovs § 45 om bevidstloshed
som følge af selvforskyldt rus
omfatter tilstande »fremkaldt ved alkohol
eller andre midler«. Det fremgår heraf, at
tilstanden vel skal kunne karakteriseres som
»rus«, men at der inden for denne begrænsning
også kan være tale om en ændring af
bevidstheden, der (selvforskyldt) følger af
indtagelsen af narkotika og andre rusgifte,
jfr. Andenæs, Straffrett, s. 271.
Bestemmelsen i den svenske brottsbalk
kap. 1, § 2, 2. stk., indeholder ikke en sådan
præciserende tilføjelse til ordene »självforvållat
rus«, men den fortolkes således, at
også tilstande af narkotikapåvirkning m. v.
40
anses for omfattet af begrebet »rus«, jfr.
Beckman, Holmberg, Hult og Strahl I, 2.
udgv. s. 37. Desuden indeholder samme bestemmelse
en tilføjelse om den, som »eljest
genom eget valland tillfälligt (var) från sina
sinnens bruk«, en tilføjelse som efter sammenhængen
kan bevirke en udvidelse af bestemmelsens
område ud over grænsen for begrebet
»självförvållat rus«.
Heller ikke i den danske straffelovs § 18
er det udtrykkelig sagt, hvad der skal forstås
ved en »beruselse«. Der er ingen tvivl om, at
bestemmelsen er skrevet med henblik på alkoholrusens
strafferetlige problemer. På den
anden side udelukker § 18 ikke ved sin ordlyd,
at andre tilstande henføres under bestemmelsen,
såfremt de kan karakteriseres
som »beruselse«. Spørgsmålet har sjældent
foreligget i praksis, og det er tvivlsomt, om
der findes domme om påvirkning af andet
end alkohol, i hvilke en frifindelse er støttet
på straffelovens § 18. I en sag om drabsforsøg
begået af en kvinde, der havde indtaget
et betydeligt kvantum allypropymal, udtalte
retslægerådet, at sigtede havde været i udtalt
grad barbitursyreforgiftet og antagelig af
den grund i en psykisk undtagelsestilstand,
hvor hun ikke havde haft herredømme over
egne handlinger, men handlet »uden bevidsthed«.
Det er formentlig kriteriet i § 18, der
her er anvendt. Sagen sluttede uden tiltale
(se RÅ 1957.87). I nogle sager er § 18 drøftet
i forbindelse med tilstande, hvor der har
været tale om en forenet virkning af spiritusog
medicinindtagelse. I sager, hvor der alene
har været spørgsmål om patologisk bevidsthedssvækkelse
som følge af indtagelse af
nervetabletter, sovemidler m. v., synes
spørgsmålet i almindelighed at have været,
om der har foreligget en af § 16 omfattet tilstand,
der kunne ligestilles med sindssygdom,
se f. d. U 1961.458, U 1964.744 og RÅ
1968.107. Under hensyn til den nævnte
regel i § 16 og til den uklarhed, der formentlig
har været vedrørende den selvstændige
betydning af § 18, må det betragtes som naturligt,
at man har været tilbageholdende
med at sætte andre tilstande end alkoholrus i
forbindelse med bestemmelsen i § 18.
De spørgsmål, som særlig giver anledning
til overvejelse i forbindelse med en revision
af straffelovens regler om straffrihed, hænger
sammen med det stærkt øgede omfang,
som narkotikamisbrug har antaget i Dan-