Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

vise sig at være uden praktisk betydning,
idet det - jfr. bemærkninger i betænkning
nr. 519, side 38 - forudsættes, at klienten
selv er indstillet på indlæggelse (f. eks. i tilfælde
af svært alkoholrecidiv eller ved en
ændring af den psykiske tilstand, som med
rimelighed kan motivere en kortvarig - og i
sjældne tilfælde en længerevarende -
indlæggelse i en psykiatrisk afdeling). Der er
i den nævnte betænkning redegjort for, at
reglerne i straffelovens § 60 og retsplejelovens
§ 1004 kan bringes i anvendelse, men
da således, at der alene kan blive tale om frivillige
indlæggelser i relation til klienten,
medens hospitalet ikke kan afvise at modtage
en patient, for hvem pålæg om indlæggelse
indgår i special vilkårene. RR. er ikke i
besiddelse af materiale, der kan belyse praksis.
Det er imidlertid et alment indtryk, at et
sådant specialvilkår om indlæggelse, der kan
tjene klart kriminalitetsprofylaktiske interesser,
anvendes relativt sjældent. (I denne
henseende må undtages visse ambulatorier,
deriblandt ambulatorierne i københavnsområdet
og ambulatoriet på Statshospitalet ved
Århus, idet disse institutioner opfattes som
integrerede led i det almindelige hospitalsvæsen).
Det vil jævnligt ske, at tilsynsmyndighed
og den behandlende læge - imod
klientens ønske - finder en indlæggelse indiceret.
Dersom ambulatoriet da er knyttet til
et psykiatrisk hospital, vil det oftest være
muligt at overtale klienten til den nødvendige
indlæggelse. Selv i så tilfælde kan man
imidlertid støde på det førnævnte problem,
at det opfattes som en frivillig sag, om alkoholisten
vil modtage indlæggelsestilbuddet til
trods for, at der formelt foreligger en vilkårsovertrædelse,
ifald han modsætter sig indlæggelsen.
RR. forestiller sig ikke, at alkoholistbehandling
i en nærmere fremtid vil ændre sig
i retning af genoptagelse af langtidsindlæggelser
(internering) som led i behandlingen.
Mere end 20 års erfaring taler for, at alkoholistbehandling
bedst udføres ambulant. R.
vil følgelig ikke pege på den mulighed, at
der oprettes specielle institutioner til længerevarende,
stationær behandling af alkoholister.
(Der findes i øjeblikket kun få institutioner
med dette formål. Ingen af disse ønsker
at modtage patienter med »specialvilkår«
, ligesom de i øvrigt heller ikke ønsker at
modtage patienter til tvungen behandling i
186
medfør af forsorgslovens særlige paragraffer
herom).
RR. må herefter finde det ønskeligt, at de
eksisterende alkoholistambulatorier udbygges,
og at nye søges oprettet efter det mønster,
som man forestillede sig i 1960 - nemlig
oprettelsen af et rimeligt antal ambulatorier
i nær tilknytning til det psykiatriske hospitalsvæsen.
Den ambulante behandling af alkoholister
i sig selv vil - efter de hidtidige erfaringer -
ikke frembyde væsensforskelle, når grupper
af kriminelle sammenlignes med ikke-kriminelle.
Som tidligere nævnt kan pålæg efter
straffelovens § 72 næppe længere tillægges
betydning. Tværtimod kan det behandlingsmæssigt
netop være gunstigt, at alkoholrecidiver
optræder under behandlingsforløbet,
idet man derved over for patienten får anledning
til at påpege det uhensigtsmæssige i
at drikke og altså bruge recidivet som behandlingsmotiverende
element. (Det kan tilføjes,
at en eventuel forskel i behandling af
kriminelle og ikke-kriminelle alkoholister
erfaringsmæssigt vil bestå i, at de kriminelle
behandles med noget større omhu og
intensitet end de ikke-kriminelle. I de ambulatorier,
der modtager kriminelle, føler man
sig, trods den mangelfulde normering, behandlingsmæssigt
og moralsk stærkest forpligtet
over for de socialt mest truede. Hermed
hænger det formentlig sammen, at
behandlingsresultaterne for denne gruppe
ikke er dårlige, hvad angår selve alkoholmisbruget;
snarest lidt bedre end for de ikkekriminelles
vedkommende).
Udover de ovenfor berørte forslag til ændringer
i det bestående behandlingsapparat,
nemlig udbygning af ambulatorier og en ændret
vilkårsanvendelse, vil RR. anbefale, at
der i eller uden for fængselsvæsenets regie
oprettes en række beskyttede pensionater,
som kan gøre det muligt uden besvær at løse
klienternes ofte meget alvorlige boligproblemer.
Noget sådant ville lette ambulatoriernes
arbejde med klienterne og utvivlsomt i
sig selv virke kriminalitetsforebyggende. De
pågældende institutioner burde virke på tilnærmelsesvis
samme måde som Dansk Forsorgsselskabs
pensionater (optagelseshjem),
men ikke nødvendigvis være forsynet med så
stort et personale som disse. I visse byer
ville man med fordel kunne anvende bestående
forsorgshjem eller herberger tilhørende