Vredens Vin_da

Vredens Vin
farefulde stilling. Han havde tabt sig selv af syne og søgte kun at fremstille Jesus som
synderes frelser. {MBF 123.2}
På reformatorens videre rejse flokkedes ivrige skarer omkring ham, og venlige stemmer
advarede: „De vil brænde dig, som de brændte Johan Huss. Og der bliver kun en smule aske
tilbage af dig.“ Luther svarede: „Ville de end tænde bål hele vejen fra Worms til
Wittenberg, ville jeg dog i Herrens navn vandre gennem ilden. Jeg ville gå ind i dette uhyres
gab og knuse dets tænder, mens jeg bekendte vor Herre Jesus Kristus.“12 {MBF 123.3}
Meddelelsen om, at Luther nærmede sig Worms, vakte stort røre. Hans venner skælvede
for hans sikkerhed; hans fjender frygtede, at deres sag ikke skulle lykkes. Man frarådede
ham ihærdigt at gå ind i byen. Efter tilskyndelse fra katolikkerne blev han indtrængende
bedt om at trække sig tilbage til en venligsindet ridders borg, hvor man erklærede, at alle
vanskeligheder kunne blive ordnet i mindelighed. Venner forsøgte at vække hans frygt ved
at beskrive de farer, der truede ham. Men Luther var stadig urokkelig og erklærede: {MBF
123.4}
„Selv om der skulle være lige så mange djævle i Worms, som der er tagsten på husene,
vil jeg alligevel drage ind i byen.“13 {MBF 123.5}
I Worms var en stor menneskemængde samlet for at byde ham velkommen. Ikke engang
kejseren selv var blevet hilst af så mange. Ophidselsen var umådelig, og midt inde fra
sværmen lød en gennemtrængende, klagende stemme, der sang en begravelsessang, som
skulle advare Luther om den skæbne, der ventede ham. „Gud vil være mit skjold,“ sagde
han, idet han steg ud af vognen. Katolikkerne havde ikke troet, at Luther virkelig ville vove
at vise sig i Worms, og hans ankomst fyldte dem med rædsel. Kejseren kaldte straks sine
rådgivere sammen for at overveje, hvilken kurs man skulle følge. En nidkær katolsk biskop
erklærede: „Vi har længe nok drøftet denne sag! {MBF 123.6}
Eders kejserlige Majestæt burde straks skaffe sig af med denne mand. Lod ikke
Sigismund Johan Huss brænde? Vi har ingen forpligtelse til hverken at give eller respektere
et lejdebrev til en kætter.“ „Nej,“ svarede kejseren, „vort løfte må vi holde.“14Man
besluttede derfor at høre, hvad Luther havde at sige. {MBF 124.1}
Alle i byen ville se denne mærkelige mand, og snart var hans bolig fyldt med en sværm
af gæster. Luther var knap kommet til kræfter efter en nylig overstået sygdom. Han var træt
efter den to uger lange rejse og måtte forberede sig til morgendagens vigtige møde. Men
ønsket om at se ham var så stort, at han kun havde nydt nogle få timers hvile, da adelsmænd,
præster og borgere ivrigt flokkedes om ham. Blandt dem var mange af de adelsmænd, der så
modigt havde bedt kejseren om at skride ind over for gejstlighedens udskejelser, og som,
efter hvad Luther sagde, „alle var blevet frigjort ved mit evangelium.“15Både venner og
fjender kom for at se den uforfærdede munk. Han modtog dem med største ro og besvarede
93