Vredens Vin_da

Vredens Vin
hykleri. Men der ville ikke være nogen hjertets oprigtighed, ej heller tro og kærlighed. Hvis
disse tre mangler, mangler alt, og jeg vil ikke give en pærestilk for et sådant resultat. Gud
virker mere ved sit ord alene end I og jeg og hele verden ved forenede kræfter. Gud griber
hjertet, og når det er vundet, er alt vundet.“ {MBF 152.5}
„Jeg vil prædike, drøfte og skrive, men jeg vil ikke tvinge nogen, for tro er noget
frivilligt. Se, hvad jeg har gjort. Jeg trådte op mod paven, mod afladsbreve og katolikker,
men uden voldsomhed og uroligheder. Jeg fremlagde Guds ord; jeg prædikede og skrev —
og det var alt hvad jeg gjorde. Og alligevel har det ord, jeg har prædiket, besejret
pavevældet, mens jeg sov — hverken fyrsterne eller kejseren har gjort det så stor skade. Og
dog gjorde jeg intet — Ordet alene udrettede alt. Hvis jeg havde ønsket at bede jordiske
magter om hjælp, havde hele Tyskland måske været oversvømmet af blod. Men hvad ville
resultatet være blevet? Undergang og ødelæggelse for både legeme og sjæl. Derfor forholdt
jeg mig rolig og overlod til Ordet alene at fare ud i verden.“11 {MBF 153.1}
Dag efter dag i en hel uge vedblev Luther at prædike for lydhøre skarer. Guds ord brød
den fanatiske ophidselses trolddom. Evangeliets magt førte de vildledte tilbage til
sandhedens vej. Luther ønskede ikke at møde de sværmere, som havde været årsag til så
meget ondt. Han vidste, at de havde en usund dømmekraft og utøjlede lidenskaber, mens de
hævdede at være oplyst af himlen, og at de ikke ville tåle den mindste modsigelse eller selv
de venligste bebrejdelser eller råd. De tiltog sig selv den højeste myndighed og krævede, at
alle uden at stille spørgsmål skulle gå ind på deres krav. Men da de forlangte at mødes med
ham, indvilligede han, og det lykkedes ham så grundigt at afsløre dem, at de straks måtte
forlade Wittenberg. {MBF 153.2}
Fanatismen var dæmpet for en tid; men nogle år senere brød den atter ud med endnu
større voldsomhed og med frygtelige resultater. Om lederne af denne bevægelse sagde
Luther: „For dem er Den hellige Skrift kun døde bogstaver. De giver sig alle til at råbe:
‘Ånden! Ånden!’ Men ét er sikkert: Jeg vil ikke følge derhen, hvor deres ånd fører dem.
Måtte Gud i barmhjertighed bevare mig fra en kirke, hvori der ikke findes andet end
helgener. Jeg ønsker at bo hos de ringe, de svage, de syge, som kender og føler deres synder
og stadig råber inderligt til Gud om hjælp og trøst.“12 {MBF 153.3}
Den mest aktive sværmer, Thomas Münzer, havde betydelige evner, som rigtigt anvendt
ville have hjulpet ham til at gøre meget godt; men han havde ikke lært de første principper
for sand gudstro. Han var besat af ønsket om at reformere verden og glemte som alle
fanatikere, at reformationen måtte begynde med ham selv.13Han stræbte efter lederstilling
og indflydelse og var uvillig til at være nummer to, selv efter Luther. Han erklærede, at ved
at erstatte pavens myndighed med Skriftens ord oprettede man en anden slags katolsk lære.
Han hævdede, at han selv havde fået guddommelig befaling til at indføre den sande
117