Vredens Vin_da

Vredens Vin
„Hver eneste dag kaster Faber en eller anden ny sten efter os evangeliske.“3 {MBF
160.4}
Der var ved lov indført tolerance i religionsspørgsmål, og de protestantiske stater var fast
besluttede på at modsætte sig enhver krænkelse af deres rettigheder. Luther var stadig
bandlyst og havde ikke lov til at være til stede i Speyer, men han blev repræsenteret af sine
medarbejdere og de fyrster, som Gud havde kaldet til at forsvare sin sag i denne farlige
situation. Den ædle Frederik af Sachsen var død, men hans bror og efterfølger, hertug Johan,
havde med glæde budt reformationen velkommen, og som en fredens ven lagde han stor
energi og stort mod for dagen i alle sager med relation til troens interesser. {MBF 160.5}
Præsterne krævede, at de stater, der havde antaget reformationen, ubetinget skulle
underkaste sig Roms jurisdiktion. Modsat gjorde reformatorerne krav på den frihed, de
tidligere havde fået. De kunne ikke gå med til, at Rom atter skulle beherske stater, som med
så stor glæde havde modtaget Guds ord. {MBF 160.6}
Som et kompromis blev det til sidst foreslået, at Worms-ediktet skulle håndhæves strengt,
„hvor reformationen ikke var blevet indført, og at der, hvor folket var afveget fra det, og
hvor det ikke uden fare for opstand kunne indrette sig efter det, måtte man i det mindste ikke
fremkalde nogen ny reform. Man måtte ikke komme ind på omstridte hovedspørgsmål eller
modsætte sig, at der blev holdt messe. Man måtte ikke tillade nogen katolik at antage
Luthers lære.“4Dette lovforslag blev vedtaget af rigsdagen til de pavelige prælaters store
tilfredshed. {MBF 161.1}
Hvis dette edikt blev håndhævet, „kunne reformationen hverken brede sig, hvor den
endnu var ukendt, eller få en sikker stilling, hvor den allerede fandtes.“5Der kom forbud
mod talefrihed! Ingen omvendelser ville være tilladt. Og man krævede, at reformationens
venner straks skulle underkaste sig disse restriktioner og forbud. Det var, som skulle
verdens håb slukkes! {MBF 161.2}
„Genoprettelse af det romerske præstevælde ville uvægerlig føre til de gamle misbrug, og
der kunne hurtigt findes en anledning til at fuldende nedbrydningen af et arbejde, der
allerede var så voldsomt rystet af fanatisme og uenighed.“6 {MBF 161.3}
Da det protestantiske parti mødtes for at rådslå, så man på hinanden med utilsløret
forfærdelse. Fra den ene til den anden lød spørgsmålet: „Hvad skal der gøres?“ Vægtige
stridspunkter for verden stod på spil. Skulle reformationens ledere underkaste sig og rette
sig efter ediktet? Hvor let kunne reformatorerne ikke i denne krise, der i sandhed var
forfærdelig, have argumenteret sig ind på en forkert kurs! Hvor mange plausible påskud og
gode grunde til at underkaste sig kunne de ikke have fundet! De lutherske fyrster var
garanteret fri udøvelse af deres religion. Den samme gunst omfattede også de af deres
undersåtter, som allerede havde antaget den reformerte tro. Burde dette ikke være nok?
123