Vredens Vin_da

Vredens Vin
århundrede. I vore dage er man kommet langt bort fra Skriftens lære, og det er hårdt
tiltrængt at vende tilbage til det store protestantiske princip: Bibelen og Bibelen alene er
afgørende for vor tro og pligt! Satan arbejder stadig med alle midler for at tilintetgøre
religionsfriheden. Den antikristelige magt, som protestanterne forkastede i Speyer, søger nu
med fornyet styrke at genoprette sit tabte herredømme. Det eneste håb om en reformering i
dag er den samme aldrig svigtende troskab over for Guds ord, som viste sig i dette for
reformationen så afgørende øjeblik. {MBF 165.2}
Det var en farlig situation for protestanterne — men Guds hånd var udstrakt for at
beskytte dem. Det var omkring dette tidspunkt, at „Melanchton hastigt førte sin ven, Simon
Grünæus, gennem Speyers gader til Rhinen. Dette hastværk forbavsede Grünæus.
Melanchton sagde: ‘En gammel mand, jeg ikke kendte, men som så meget alvorlig og
højtidelig ud, kom hen til mig og sagde: Om et øjeblik vil Ferdinand sende retsbetjente hen
for at arrestere Grünæus!’ “ {MBF 165.3}
Samme dag var Grünæus blevet forarget over en prædiken af Faber, en ledende katolsk
universitetsdoktor. Da denne var færdig med at tale, bebrejdede han ham, at han forsvarede
„visse afskyelige vildfarelser.“ Faber skjulte sin vrede, men gik straks derefter til kongen,
hvor han opnåede en fængslingskendelse på den besværlige lærer fra Heidelberg.
Melanchton var ikke i tvivl om, at Gud havde frelst ham ved at sende en engel for at advare
ham. „Han ventede ubevægelig ved Rhinens bred, til floden havde skilt hans ven fra hans
forfølgere. ‘Endelig,’; udbrød Melanchton, da han så ham på den modsatte bred, ‘endelig er
han revet ud af gabet på dem, der tørster efter uskyldigt blod.’; Da Melanchton kom hjem,
fik han at vide, at betjente, som var kommet efter Grünæus, havde undersøgt huset fra
kælder til kvist.“17Reformationen skulle blive endnu mere iøjnefaldende fremstillet for
denne verdens mægtige. Kong Ferdinand havde afslået at høre på de reformerte fyrster, men
der blev tilstået dem en lejlighed til at fremstille deres sag for kejseren og de højeste
embedsmænd inden for stat og kirke. For at skabe ro om den strid, som forstyrrede rigets
fred, sammenkaldte Karl V ret snart efter protesten i Speyer en rigsdag i Augsburg, hvor han
personlig ville præsidere. De protestantiske ledere blev indkaldt. {MBF 165.4}
Store farer truede reformationen, men dens forkæmpere satte deres lid til Gud og
forpligtede sig til at holde fast ved evangeliet. Kurfyrsten af Sachsen blev rådet til ikke at
vise sig ved rigsdagen. Man sagde, at kejseren forlangte fyrsternes tilstedeværelse for at
lokke dem i en fælde. Ville det ikke være at sætte alt på spil at lukke sig inde sammen med
en mægtig fjende bag en bys mure? Men andre erklærede dristigt: „Lad kun fyrsterne
optræde modigt, så er Guds sag reddet!“ „Gud er trofast! Han vil ikke svigte os,“18sagde
Luther. Kurfyrsten drog med sit følge til Augsburg. Enhver var klar over de farer, som
truede ham, og mange rejste med tungt hjerte. Luther, som ledsagede dem til Coburg, satte
nyt liv i deres svigtende tro ved at synge den salme, han skrev på denne rejse: „Vor Gud han
127