Vredens Vin_da

Vredens Vin
I bjergkløfter i rædsel for Herren og for hans storhed og vælde, når han rejser sig for at
skræmme jorden.“9 {MBF 515.3}
Gennem en rift i skyerne stråler en stjerne, hvis stråleglans er firedoblet i kontrast til
mørket. Den bringer håb og glæde til de trofaste, men forbitrelse og smerte til dem, der har
overtrådt Guds lov. De, som har ofret alt for Kristus, er nu i sikkerhed, gemt som i skjul i
Herrens telt. De er blevet sat på prøve og har over for verden og dem, der foragtede
sandheden, vist deres troskab mod ham, som døde for dem. Der er sket en vidunderlig
forandring med dem, der ansigt til ansigt med døden har holdt fast ved deres tro. Pludselig
er de blevet befriet fra det frygtelige tyranni, som blev udøvet af mennesker, der var
forvandlet til dæmoner. Deres ansigter, der for nylig var blege, ængstelige og forpinte, lyser
nu af undren, tro og kærlighed. Deres stemmer løfter sig i sejrssang: „Gud er vor tilflugt og
styrke, altid at finde som hjælp i trængsler. Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og
bjergene vakler i havets dyb, når vandet larmer og bruser og rejser sig, så bjergene
bæver.“10 {MBF 515.4}
Mens denne sang fuld af hellig tillid stiger op til Gud, fejes skyerne til side, og himlens
stjener kommer til syne, usigeligt strålende i modsætning til det sorte og vrede himmelrum
på begge sider. Den himmelske bys stråleglans strømmer ud gennem dens åbne porte. Så
viser en hånd sig på himlen; den holder to sammenlagte stentavler. Profeten siger: „Og
himlen forkynder hans retfærdighed, for Gud selv er dommer.“11Den samme hellige lov,
Guds retfærdighed, der forkyndtes fra Sinaj bjerg under torden og lynild som ledetråd for
livet, afsløres nu for mennesker som dommens lov. Hånden åbner tavlerne, og de ti bud
kommer til syne, som var de skrevet med ildskrift. Ordene er så tydelige, at alle kan læse
dem. Hukommelsen vågner, overtroens og vildfarelsens mørke forjages fra alle sind, og
Guds ti bud, korte, klare og myndige, holdes frem for alle jordens beboere. {MBF 516.1}
Det er umuligt at beskrive den rædsel og fortvivlelse, der bemægtiger sig dem, der har
trådt Guds hellige forskrifter under fode. Herren gav dem sin lov; de kunne have
sammenlignet deres karakter med den og indset deres fejl, mens der endnu var mulighed for
omvendelse og forbedring; men for at opnå verdens gunst tilsidesatte de dens forskrifter og
lærte andre at gøre det samme. De har forsøgt at tvinge Guds børn til at vanhellige hans
sabbat. Nu fordømmes de af den lov, de har foragtet. Med uhyggelig klarhed ser de, at de
ikke har nogen undskyldning. De har selv valgt, hvem de ville tjene og tilbede. „Da kan I
atter skelne retfærdig fra uretfærdig, ham, der tjener Gud, fra ham, der ikke gør
det.“1212 {MBF 516.2}
Guds lovs fjender, fra præster ned til de mindste blandt dem, får en ny opfattelse af
sandhed og pligt. For sent indser de, at det fjerde buds sabbat er den levende Guds segl. For
sent indser de den sande betydning af den falske hviledag — og at de ikke har bygget på
klippegrund, men på sand. De indser, at de har kæmpet mod Gud. Religiøse ledere har ført
406