Vredens Vin_da

Vredens Vin
Luthers teser blev ivrigt diskuteret, men ingen vovede at tage udfordringen op. I løbet af
få dage spredtes de spørgsmål, han havde forelagt, over hele Tyskland, og i løbet af få uger
havde de givet genlyd over hele kristenheden. Mange fromme katolikker, som havde sørget
dybt over det forfærdelige, som foregik i kirken, men ikke havde vidst, hvordan man skulle
standse det, læste Luthers teser med stor glæde. De hørte Guds røst i dem. De følte, at
Herren nådigt havde udrakt sin hånd for at standse den hastigt voksende bølge af
fordærvelse, som udgik fra pavestolen i Rom. Fyrster og myndigheder glædede sig
hemmeligt over, at der ville blive sat en bremse på den hovmodige magt, som nægtede alle
ret til indsigelse mod dens beslutninger. {MBF 104.3}
Men de overtroiske masser, som elskede synden, blev forfærdet, da de spidsfindigheder,
som havde dulmet deres samvittighed, blev fejet bort. Snu gejstlige, der blev afbrudt i deres
godkendelse af forbrydelser og så deres indtægter truet, blev rasende og sluttede sig sammen
for at opretholde deres ubeviste påstande. De kom med hårde anklager. Nogle beskyldte
Luther for at handle overilet. Andre anklagede ham for ikke at have ladet sig lede af Gud,
men at have handlet frækt og hovmodigt. Hertil svarede Luther: „Ved ikke alle, at en mand
sjældent fremsætter nye tanker, uden at det i nogen grad forekommer hovmodigt, og uden at
blive beskyldt for at ophidse til tumulter? {MBF 104.4}
… Hvorfor blev Kristus og alle martyrerne dræbt? Fordi de syntes at være hovmodige
foragtere af deres tids visdom, og fordi de fremkom med noget nyt uden først ydmygt at
søge råd hos de gamle meningers orakel.“ {MBF 105.1}
Og igen erklærede han: „Hvad jeg gør, det gør jeg ikke ifølge menneskelig klogskab,
men efter Guds råd. Hvis ikke, hvem kan så fremme det? Ikke min vilje, ikke deres, ikke vor
vilje, men din, hellige Fader, som er i himlen.“17 {MBF 105.2}
Skønt Luther af Guds ånd var blevet drevet til at begynde sit værk, skulle han ikke
komme til at føre det igennem uden hård kamp. Fjendernes dadel, deres forvanskning af
hans hensigter og deres uretfærdige og ondsindede kritik af hans person og bevæggrunde
skyllede ind over ham som en mægtig strøm, og det var ikke uden virkning. Han havde
stolet på, at folkets ledere både i kirke og skole med glæde ville forene sig med ham i hans
bestræbelser for at reformere. Opmuntrende ord fra højtstående mennesker havde indgivet
ham håb og glæde. Han havde allerede forudset en lysere dag for kirken. Men opmuntringen
var blevet forvandlet til bebrejdelser og fordømmelse. Mange ledere inden for kirke og stat
var overbevist om sandheden i hans teser. Men de indså snart, at hvis disse blev godkendt,
ville det medføre store forandringer. Skulle man oplyse og reformere folket, ville det i
virkeligheden være det samme som at undergrave Roms myndighed og standse tusinder af
de kilder, som nu strømmede ind i Roms skatkammer, og således i høj grad begrænse de
pavelige lederes ødselhed og luksus. Og desuden: at lære folket at tænke og handle
ansvarligt ville omstøde pavens trone — og muligvis deres egen myndighed. Derfor afslog
78