Vredens Vin_da

Vredens Vin
ægteskabsløftet. Den synd, Israel begik ved at fjerne sig fra Herren, symboliseres ved
ægteskabsbrud, og Guds vidunderlige kærlighed, som de foragtede, beskrives med disse
gribende ord: „Jeg gav dig min ed og indgik en pagt med dig, så du blev min, siger Gud
Herren.“ „Du blev meget smuk, du fik kongelig værdighed. Blandt folkene fik du ry for din
skønhed, som var fuldendt ved al den pragt, jeg havde iført dig. … men i tillid til din
skønhed og dit ry gav du dig til at hore.“ „Men som en kvinde er troløs mod sin elskede, var
I troløse mod mig, Israels hus, siger Herren.“9 {MBF 306.3}
I Det Nye Testamente rettes en lignende udtalelse til dem, der kalder sig kristne, men
foretrækker verdens venskab for Guds. Apostlen Jakob siger: „I utro, ved I ikke, at venskab
med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af
Gud.“10 {MBF 306.4}
Den kvinde (Babylon), der omtales i Åb 17, beskrives således: „Kvinden var klædt i
purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et
guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. På panden var der skrevet
et navn, en hemmelighed: ‘Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens
afskyeligheder.’“ Profeten siger: „Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af
Jesu vidners blod.“ Det siges videre, at Babylon er „den store by, som har herredømme over
jordens konger.“11Den magt, som i mange hundrede år bevarede sit despotiske herredømme
over de kristne monarker, er romerkirken. Purpur og skarlagen, guld, ædelstene og perler er
et udtryk for den rigdom og mere end kongelige pragt, som de høje gejstlige i Rom omgav
sig med. Og ingen anden magt kunne med samme sandhed kaldes „beruset af de helliges
blod“ som den kirke, der så grusomt havde forfulgt Kristi tilhængere. Babylon beskyldes
også for at have et utilbørligt forhold til „jordens konger“. Den jødiske kirke blev en skøge,
fordi den forlod Herren og sluttede forbund med hedningerne. På lignende måde
nedværdigede romerkirken sig ved at søge de verdslige magters støtte; og den blev fordømt
på samme måde. {MBF 306.5}
Babylon beskyldes for at være „moder til skøgerne.“ Hendes døtre må være de kirker,
som holder fast ved hendes læresætninger og traditioner og følger hendes eksempel ved at
ofre sandheden og Guds billigelse for at slutte en ulovlig pagt med verden. Budskabet i Åb
14, der forkynder Babylons fald, må være møntet på de trossamfund, der engang var rene,
men er blevet fordærvede. Da budskabet følger efter advarslen om dommen, må det
forkyndes i de sidste dage. Derfor kan det ikke udelukkende gælde romerkirken, for den har
været falden i mange århundreder. I Åb 18 opfordres Guds folk yderligere til at drage ud af
Babylon. I henhold til dette skriftsted må mange af Guds børn stadig være i Babylon. Og i
hvilke trossamfund findes flertallet af Kristi tilhængere i dag? Utvivlsomt i de forskellige
kirker, der bekender sig til den protestantiske tro. Da disse kirker blev grundlagt, stod de på
Guds og sandhedens side, og Gud velsignede dem. Selv den vantro verden blev tvunget til at
anerkende de gode resultater af at anerkende evangeliets principper. Dette udtrykker
242