Vredens Vin_da

Vredens Vin
lignende erfaringer. Guds magt og majestæt hævede sig over menneskers råd og Satans
vældige magt. {MBF 133.3}
På kejserens foranledning fik Luther snart befaling om at vende hjem, og han vidste, at
en fordømmelse ville følge hurtigt efter denne befaling. Truende skyer hang over hans vej,
men da han forlod Worms, var hans hjerte fuldt af lovsang. „Det var Djævelen selv,“ sagde
han, „der vogtede pavens borg, men Kristus har slået en stor breche i muren — og Satan må
indrømme, at Herren er stærkere end han.“39 {MBF 133.4}
Luther ønskede stadig, at hans fasthed ikke fejlagtigt skulle antages for oprørskhed, og
han skrev efter sin afrejse til kejseren: „Gud, som ransager hjerterne, er mit vidne, at jeg er
rede til af ganske hjerte at adlyde Eders Majestæt i ære eller i vanære, i liv eller i død, og
uden anden undtagelse end Guds ord, ved hvilket mennesket lever. I alle dette livs
forehavender skal min troskab være urokkelig; for at tabe eller vinde er her uden betydning
for frelsen. Men når det drejer sig om evighedens anliggender, vil Gud ikke, at et menneske
skal underkaste sig et andet menneske. For sådan underkastelse i åndelige sager er sand
dyrkelse og bør ikke tilkomme andre end Skaberen.“40 {MBF 133.5}
På rejsen fra Worms var modtagelsen af Luther endnu mere smigrende, end da han rejste
dertil. Højtstående gejstlige bød den bandlyste munk velkommen, og de civile myndigheder
ærede den mand, som kejseren havde fordømt. Han blev indtrængende opfordret til at
prædike, og på trods af kejserens forbud gjorde han det. Han sagde: „Jeg har aldrig
forpligtet mig til at lænkebinde Guds ord og vil heller ikke gøre det nu.“41 {MBF 134.1}
Kort efter at Luther havde forladt Worms, lagde papisterne pres på kejseren for at få ham
til at udstede et edikt imod ham. I dette blev Luther beskrevet som „Satan selv i
menneskeskikkelse, forklædt som munk.“42Det blev befalet, at hans arbejde skulle standses,
så snart hans lejdebrev udløb. Det blev forbudt alle at huse ham, at give ham mad og drikke
eller i ord eller gerning, offentligt eller privat at hjælpe eller støtte ham. Han skulle pågribes
og udleveres til myndighederne, hvor han end var. Hans tilhængere skulle også fængsles og
deres ejendomme konfiskeres. Hans skrifter skulle tilintetgøres — og alle, som vovede at
handle imod dette edikt, blev fordømt. Kurfyrsten af Sachsen og de fyrster, som var Luther
mest venligt stemt, havde forladt Worms kort efter hans afrejse, og kejserens dekret blev
stadfæstet af rigsdagen. Nu jublede katolikkerne! De anså reformationens skæbne for at
være beseglet. {MBF 134.2}
I farens time havde Gud beredt sin tjener en udvej. Et vågent øje fulgte Luthers
bevægelser, og et trofast og ædelt hjerte havde besluttet at redde ham. Det var tydeligt, at
Rom ikke ville lade sig nøje med mindre end hans død. Kun ved at blive skjult kunne han
reddes fra løvens gab. Gud gav Frederik af Sachsen visdom til at udtænke en plan for at
frelse Luther. Denne plan blev udført ved trofaste venners hjælp, og Luther blev grundigt
skjult for både venner og fjender. På hjemrejsen blev han grebet, skilt fra sine ledsagere og i
102