Vredens Vin_da

Vredens Vin
afsky vendte han sig fra sin selvbestaltede opgave og helligede sig studiet af Guds ord. De
dyrebare sandheder, som han opdagede der, begyndte han snart at undervise i. {MBF 172.3}
I 1512, endnu før både Luther og Zwingli havde påbegyndt deres arbejde for
reformationen, skrev Lefèvre: „Det er Gud, som ved troen giver os den retfærdighed, der
alene ved nåde retfærdiggør til evigt liv.“1Dvælende ved frelsens mysterium udbrød han:
„Hvilken usigelig storhed i dette bytte — den skyldfri fordømmes, og den skyldige går fri;
den velsignede bærer forbandelsen, og den forbandede velsignes; livet dør, og den døde
lever; herligheden indhylles i mørke, og den, som ikke kendte andet end forvirring, iklædes
herlighed.“2 {MBF 172.4}
Han forkyndte, at frelsens herlighed alene tilhører Gud, men sagde også, at mennesket
har pligt til at være lydig. „Hvis du er medlem af Kristi kirke, er du et af hans legemes
lemmer; hvis du er en del af hans legeme, er du fuld af guddommelig natur. Kunne
mennesker blot forstå dette privilegium — hvor ville deres liv blive rent, kysk og helligt! De
ville foragte denne verdens herlighed, når de sammenlignede den med den indre herlighed,
som kødelige øjne ikke kan se.“3 {MBF 173.1}
Der var nogle stykker blandt Lefévres elever, som lyttede ivrigt til hans ord, og som
skulle komme til at fortsætte med at forkynde sandheden, længe efter at lærerens stemme
var blevet bragt til tavshed. Blandt dem var Guillaume Farel. Som søn af gudfrygtige
forældre og opdraget til med uforbeholden tro at stole på kirkens lære kunne han ligesom
apostlen Paulus have sagt om sig selv: „Som farisæer har jeg levet efter den strengeste
retning i vor religion.“44 {MBF 173.2}
Han var en nidkær katolik og brændte efter at tilintetgøre enhver, der vovede at modsige
kirken. „Jeg skar tænder som en rasende ulv,“ sagde han senere, når han talte om denne
periode i sit liv, „når jeg hørte nogen tale imod paven.“5 {MBF 173.3}
Han var utrættelig i sin tilbedelse af helgenerne og havde sammen med Lefèvre besøgt
alle Paris’ kirker, bedt ved altrene og lagt gaver på helgenskrinene. Men disse ceremonier
bragte ham ingen sjælefred. Syndsbevidstheden nagede ham, og alle hans bodsøvelser,
kunne ikke forjage den. Lefèvres ord var som en røst fra himlen: „Frelsen gives af nåde.
Den uskyldige fordømmes, og den skyldige frikendes. Kristi kors alene kan åbne himlens
port og lukke Helvedes port.“6 {MBF 173.4}
Farel tog imod sandheden med glæde. På samme måde som Paulus vendte han sig fra
overleveringens trældom til Guds børns frihed. „I stedet for den glubende ulvs morderiske
hjerte,“ sagde han, „kom jeg tilbage så rolig som et blidt og uskadeligt lam, med hjertet helt
vendt bort fra paven og givet til Jesus Kristus.“7 {MBF 173.5}
Mens Lefèvre fortsatte med at udbrede lyset blandt sine studenter, gav Farel sig til at
forkynde sandheden offentligt — lige så nidkær i Kristi tjeneste som han havde været i
132