Vredens Vin_da

Vredens Vin
„Kætter!“ lød svaret. „Jeg beklager, at jeg så længe har søgt at overtale dig. Jeg ser, at du
er besat af Djævelen.“25 {MBF 92.4}
Kort efter blev dødsdommen afsagt. Hieronymus blev ført til samme sted, hvor Huss
havde givet sit liv. Han gik syngende derhen, og hans ansigt lyste af glæde og fred. Han
fæstede blikket på Kristus og frygtede ikke længere døden. Da bødlen trådte hen bag ham
for at tænde bålet, råbte han: „Kom frit frem. Tænd ilden i mit påsyn. Havde jeg været
bange, ville jeg ikke have været her.“ Da flammerne slog op om ham, råbte han:
„Almægtige Fader, forbarm dig over mig og tilgiv mine synder. Du ved, at jeg altid har
elsket din sandhed.“26 {MBF 92.5}
Hans røst forstummede, men hans læber blev ved med at bevæge sig i bøn. Da ilden
havde fuldført sit værk, blev hans aske samlet op og kastet i Rhinen, ligesom tilfældet havde
været med Johan Huss. {MBF 92.6}
Således omkom Guds trofaste lysbærere. Men lyset fra de sandheder, de havde forkyndt,
og fra deres heltemodige eksempel kunne ikke slukkes. Mennesker kunne lige så godt
forsøge at få solen til at gå baglæns på sin bane som at standse den morgenrøde, som
allerede på det tidspunkt var ved at bryde frem over verden. {MBF 92.7}
Huss’ henrettelse havde vakt en storm af forfærdelse og harme i Bøhmen. Hele nationen
følte, at han var blevet bytte for præsternes ondskab og kejserens forræderi. Han blev kaldt
en trofast forkynder af sandheden, og det kirkemøde, som havde afsagt dødsdommen, blev
anklaget for mord. Nu vakte hans lære større opmærksomhed end nogen sinde. De pavelige
edikter havde dømt Wicliffs skrifter til at brændes — nu blev de af dem, som havde undgået
ilden, taget frem fra deres gemmesteder og studeret sammen med de bibler eller dele af
disse, man kunne få fat på. Og mange blev tilskyndet til at antage den reformerte tro. Huss’
mordere stod ikke stille og så på, at hans sag gik sin sejrsgang. Paven og kejseren sluttede
sig sammen for at knuse bevægelsen, og Sigismunds hær blev sendt til Bøhmen. Men en
befrier fremstod. Bøhmerne blev anført af Zizka, som kort efter krigens udbrud blev
fuldstændig blind. Men han var en af sin samtids dygtigste hærførere. I tillid til Guds hjælp
og deres sags retfærdighed klarede bøhmerne sig i kampen mod de største hære, man kunne
sende imod dem. Gang på gang samlede kejseren nye hære og gjorde indfald i Bøhmen, blot
for at lide det ene vanærende nederlag efter det andet. Hussitterne var hævet over frygten for
døden, og ingen kunne stå sig imod dem. Få år efter krigens udbrud døde Zizka, men han
blev erstattet af Prokopius, der var lige så tapper og dygtig som hærfører og i visse
henseender mere fremragende som leder. {MBF 92.8}
Da bøhmernes fjender fik at vide, at Zizka var død, anså de tidspunktet for gunstigt til at
genvinde det tabte. Paven proklamerede et korstog mod hussitterne, og en vældig hær blev
igen sendt ind i Bøhmen, blot for at lide et frygteligt nederlag. Et nyt korstog blev
proklameret. I alle Europas katolske lande samlede man mænd, penge og våben. Store
68