Vredens Vin_da

Vredens Vin
Kapitel 12—Den franske reformation
Efter protesten i Speyer og den augsburgske konfession, som markerede reformationens
sejr i Tyskland, fulgte år præget af strid og mørke. Protestantismen var svækket af uenighed
mellem sine tilhængere, den blev angrebet af stærke fjender og syntes forudbestemt til
fuldstændig tilintetgørelse. Tusinder beseglede deres vidnesbyrd med deres blod. Der
udbrød borgerkrig; den protestantiske sag blev forrådt af en af sine ledende tilhængere; de
ædleste af de reformerte fyrster faldt i kejserens hænder og blev slæbt som fanger fra by til
by. Men netop som det så ud, som om kejseren havde sejret, led han nederlag. Han så byttet
blive vristet ud af sin hånd, og blev omsider tvunget til at tolerere de lærdomme, som det
havde været hans livs mål at tilintetgøre. Han havde sat sit kejserdømme, sine skatte og sit
liv ind på at knuse kætteriet. Nu så han sine hære hærget af kamp, sine skatkamre tømt og
sine mange kongeriger truet af oprør, mens den tro, han forgæves havde forsøgt at
undertvinge, bredte sig overalt. {MBF 171.1}
Karl V havde kæmpet mod den Almægtiges styrke. Gud havde sagt: „Der blive lys!“ men
kejseren havde forsøgt at bevare mørket. Hans hensigt var slået fejl. Alt for tidligt ældet og
udslidt af den lange kamp fraskrev han sig tronen og begravede sig i et kloster. {MBF
171.2}
I Schweiz kom der ligesom i Tyskland mørke dage for reformationen. Mens mange
kantoner antog den reformerte tro, holdt andre hårdnakket fast ved Roms lære. Deres
forfølgelse af dem, der ønskede at tage imod sandheden, førte til sidst til borgerkrig. Zwingli
og mange af hans tilhængere faldt på den blodige slagmark ved Kappel. Oecolampadius, der
var fortvivlet over disse frygtelige ulykker, døde kort efter. Rom triumferede og syntes
mange steder at være lige ved at genvinde alt, hvad der var tabt. Men han, der råder for
evigheden, havde hverken svigtet sin sag eller sit folk. Hans hånd skulle befri dem. I andre
lande havde han oprejst arbejdere, der skulle føre reformationen videre. {MBF 172.1}
I Frankrig var det allerede begyndt at lysne, før Luther blev kendt som reformator. En af
de første, der fangede lyset, var den gamle Lefèvre, en meget lærd mand, der var professor
ved universitetet i Paris og en oprigtig og nidkær katolik. Under sine studier af klassisk
litteratur blev han opmærksom på Bibelen, og han indførte studiet af den blandt sine
studenter. {MBF 172.2}
Lefèvre var en entusiatisk beundrer af alle helgener og havde påtaget sig at skrive
historien om helgener og martyrer på grundlag af kirkens legender. Dette var et værk, som
krævede en enorm arbejdsindsats, men han havde allerede gjort betydelige fremskridt med
det, da han begyndte at studere Bibelen, som han mente kunne være en værdifuld hjælp. Her
fandt han i sandhed helgener levende beskrevet, men ikke den slags, der fandtes i den
romerske kalender. En strøm af himmelsk lys trængte ind i hans sind. Med forbavselse og
131