Vredens Vin_da

Vredens Vin
„Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn.“
Brudgommens forsinkelse symboliserer den tid, da Herren var ventet — skuffelsen og den
tilsyneladende udsættelse af genkomsten. I denne vanskelige tid begyndte de overfladiske
og lunkne snart at vakle og give op — men de, hvis tro byggede på et personligt kendskab
til Bibelen, stod på en klippe, som skuffelsens bølger ikke kunne rokke. De blev „alle døsige
og faldt i søvn.“ Den ene type var ubekymret og opgav deres tro, mens den anden type
tålmodigt ventede på mere lys. I prøvelsens stund syntes de sidstnævnte dog i nogen grad at
miste deres nidkærhed og iver. De lunkne og overfladiske kunne ikke længere støtte sig til
deres brødres tro. Enhver måtte klare sig selv. {MBF 317.3}
På dette tidspunkt begyndte fanatisme at komme frem. Nogle, der havde foregivet at tro
fuldt og fast på budskabet, fornægtede nu, at Guds ord er den eneste pålidelige rettesnor.
Idet de hævdede at være under Helligåndens ledelse, lod de sig lede af deres egne følelser,
indtryk og fantasier. Nogle fordømte med blind nidkærhed alle, som ikke godkendte deres
adfærd. Deres fanatiske ideer og opførsel vakte modvilje hos det store flertal af adventister,
men de bidrog til at bringe skam over sandhedens sag. {MBF 318.1}
Satan forsøgte på denne måde at modarbejde og tilintetgøre Guds værk.
Adventbevægelsen havde gjort stort indtryk på mennesker, tusinder af syndere var blevet
omvendt, og gudfrygtige mænd ofrede al deres tid på at forkynde sandheden, selv da
genkomsten alligevel ikke fandt sted. Ondskabens fyrste mistede mange af sine tilhængere,
og for at bringe Guds sag i vanry forsøgte han at friste nogle af dem, der foregav at tro, til at
gå til yderligheder. Og så var hans redskaber parat til at gøre folk opmærksomme på enhver
vildfarelse, fejltagelse eller upassende handling for at sætte adventisterne og deres tro i det
værste lys. Jo flere han kunne få til at udtale deres tro på genkomsten, skønt hans magt
beherskede deres hjerte, des større fordel ville han opnå ved at henvise til dem som
repræsentanter for alle de troende. {MBF 318.2}
Satan er „vore brødres anklager,“ og det er hans ånd, der får mennesker til at holde
regnskab med Guds børns fejl og mangler og henlede andres opmærksomhed på dem, mens
der ikke tales om deres gode gerninger. Han har altid travlt, når Gud arbejder på menneskers
frelse. Når Guds sønner kommer for at fremstille sig for Herren, er Satan iblandt dem. Han
er parat til ved enhver vækkelse at få nogle med, hvis hjerte ikke er helliggjort, og hvis sind
er ude af balance. Når de har antaget en del af sandheden og sluttet sig til de troende,
forsøger han gennem dem at indføre teorier, som vil bedrage de uforsigtige. At et menneske
befinder sig i kirken eller ved Herrens bord, er intet bevis for, at det er en sand kristen. Selv
ved de mest højtidelige anledninger er Satan ofte til stede personificeret ved dem, som han
kan bruge som sine redskaber. {MBF 318.3}
Ondskabens fyrste kæmper for hver tomme jord, som Guds børn tilbagelægger på deres
rejse mod den himmelske by. Der er aldrig i kirkens historie blevet gennemført en
250