Vredens Vin_da

Vredens Vin
kirken. Var den kommet helt udefra, ville den ikke være trængt igennem, hvor der var så
hårdt brug for den. Men da disse vækkelsesprædikanter var kirkens egne mænd og arbejdede
inden for kirkens rammer, hvor de på nogen måde kunne finde lejlighed til det, havde
sandheden adgang, hvor dørene ellers ville have været lukkede. Nogle af præsterne blev
vækket af deres åndelige sløvhed og blev nidkære prædikanter i deres egne sogne.
Menigheder, der var stivnet i formalisme, blev genfødt til nyt liv. {MBF 208.4}
På Wesleys tid, som til alle andre tider i kirkens historie, udrettede mænd
med forskellig begavelse hver sin særlige gerning. De var ikke enige om alle spørgsmål,
men lod sig alle lede af Guds ånd og var forenede i det altoverskyggende mål: at vinde sjæle
for Kristus. På et tidspunkt truede forskellighederne mellem Whitefield og brødrene Wesley
med at skabe en kløft imellem dem, men de havde lært ydmyghed i Kristi skole og blev
forsonede i kærlighed. De havde ikke tid til at skændes, mens det vrimlede med vildfarelser
og synd alle vegne, og syndere gik deres undergang i møde. {MBF 209.5}
Det var en stenet vej, Guds tjenere måtte gå. Lærde og indflydelsesrige mænd
modarbejdede dem. Efter nogen tid lagde mange af præsterne en udpræget fjendtlig
holdning for dagen, og kirkedørene blev lukket for den sande tro og for dem, som forkyndte
den. At gejstligheden nægtede dem adgang til prædikestolen, kaldte mørke, uvidenhed og
uretfærdighed til live. Atter og atter undgik John Wesley døden ved et mirakel af Guds
nåde. Når mængdens raseri var blevet optændt imod ham, og der ikke syntes at være nogen
mulighed for at undslippe, stod en engel i menneskeskikkelse ved hans side, og Guds tjener
kom sikkert bort fra det farlige sted. {MBF 209.1}
Wesley fortalte hvordan han var blevet befriet fra den rasende pøbel: „Mange forsøgte at
kaste mig til jorden, mens vi gik ned mod byen ad en glat og fedtet sti. De mente nok, at
hvis jeg først lå på jorden, kunne jeg næppe rejse mig igen. Men jeg snublede ikke en eneste
gang og kom heller ikke til at glide, før jeg var sluppet helt fri af dem. … Mange prøvede på
at gribe fat i mit tøj for at trække mig ned, men kunne ikke få ordentligt fat. Kun én fik tag i
mit ene vesteskøde, men stod snart efter med det i hånden; det andet skøde, i hvis lomme
der lå en pengeseddel, blev kun halvt revet af. … En kraftig mand slog flere gange efter mig
med en stor egekæp. Havde han blot én gang rammig i nakken, kunne han have sparet sig
yderligere ulejlighed; men hver gang blev slaget drejet til side, jeg ved ikke hvordan, for jeg
kunne ikke flytte mig hverken til højre eller venstre. — En anden kom farende gennem
trængslen og løftede armen til slag, men lod den pludselig falde og klappede mig på
hovedet, idet han sagde: ‘Sikken et blødt hår, han har!’ {MBF 209.2}
De allerførste, der blev omvendt, var byens ‘helte’ de, som ved alle lejligheder anførte
det værste pak. En af dem havde været professionel bokser på markeder. {MBF 209.3}
161