Vredens Vin_da

Vredens Vin
kun var det første drag af den vredesskål, som de skulle drikke til sidste dråbe i den endelige
dom. Guddommelig medynk og inderlig kærlighed kom til udtryk i de sørgmodige ord:
„Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor
ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I
ville ikke.“20 {MBF 18.4}
Havde blot du, der som nation er begunstiget over alle andre, kendt din besøgelsestid og
vidst, hvad der tjener til din fred! Jeg har holdt retfærdighedens engel tilbage og bedt dig om
at angre, men forgæves. Det er ikke blot tjenere, sendebud og profeter, du har afvist og
forkastet, men Israels Hellige, din Genløser. Hvis du går til grunde, bærer du alene skylden.
„Og dog vil I ikke komme til mig og få liv.“21 {MBF 19.1}
Kristus så i Jerusalem et symbol på verden, forhærdet i vantro og oprør og hastigt på vej
mod Guds dom og gengældelse. Den faldne menneskeslægts ulykker tyngede hans sjæl og
fremtvang dette fortvivlede råb fra hans læber. Han så syndens spor i menneskenes sorg,
tårer og blod. Hans hjerte blev grebet af en usigelig medfølelse med jordens hjemsøgte og
lidende beboere. Han længtes inderligt efter at hjælpe dem alle sammen; men ikke engang
hans hånd formåede at standse bølgen af menneskelig elendighed. Kun få ville søge hen til
ham, som var den eneste, der kunne hjælpe. Han var villig til at udøse sin sjæl i døden for at
bringe frelsen inden for deres rækkevidde, men kun få ville komme til ham for at få
liv. {MBF 19.2}
Himlens Majestæt græd! Den almægtige Guds søn var nedbøjet og dybt og smerteligt
bekymret. Synet heraf fyldte alle i himlen med undren. Dette viser os, hvor frygtelig synden
er og hvor vanskeligt det er, selv for den Almægtige, at frelse de skyldige fra følgerne af
deres overtrædelse af Guds lov. Idet Jesus rettede blikket fremad mod den sidste generation,
så han verden indviklet i et bedrag af samme art som det, der blev årsag til Jerusalems
ødelæggelse. Jødernes store synd var deres afvisning af Kristus, den kristne verdens store
synd ville være deres afvisning af Guds lov, grundlaget for hans regering i himlen og på
jorden. Herrens bud ville blive afvist og betragtet som værende uden betydning. Millioner,
fanget af synd og slaver af Satan, dømt til at lide den anden død, ville nægte at lytte til
sandhedens ord, når deres besøgelsestid kom. Hvilken forfærdlig blindhed — hvilken
besynderlig forblindelse! {MBF 19.3}
To dage før påske gik Jesus atter med sine disciple ud på Oliebjerget og satte sig sammen
med dem på den grønne skråning, hvorfra der var udsigt over byen. Han havde fordømt de
jødiske rådsherrers hykleri og forladt templet for sidste gang. Endnu engang betragtede han
templets mure, tårne og paladser og lod blikket dvæle ved dets blændende skønhed, der
prydede det hellige bjerg. {MBF 19.4}
Tusind år tidligere havde salmisten lovsunget Gud, fordi han havde vist Israel den gunst
at gøre dets hellige tempel til sin bolig. „Han fik sin hytte i Salem, sin bolig på Zion.“ „Han
9