Vredens Vin_da

Vredens Vin
afsværge deres tro.“9Ventede den hovmodige magthaver mon at møde disse ord igen?
Vidste han, at de blev nedskrevet i himlens bøger, og at de vil møde ham i dommen? „Alt,
hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig,“10sagde
Jesus. {MBF 63.2}
Pavens bulle opfordrede alle kirkens medlemmer til at deltage i korstoget mod kætterne.
For at anspore dem til at deltage i denne grusomme gerning eftergav den alle kirkelige
straffe, almindelige og specielle. Den fritog alle, der sluttede sig til korstoget, fra enhver ed,
de måtte have aflagt. Den gav dem ret til beholde alt, hvad de måtte have erhvervet sig på
ulovlig vis, og den lovede tilgivelse for alle synder til enhver, der dræbte en kætter. Den
annullerede alle kontrakter, der var sluttet med valdensere, befalede deres tjenestefolk at
forlade dem, forbød alle at yde dem nogen som helst hjælp, og bemyndigede alle til at tage
deres ejendom i besiddelse.11Dette dokument viser med al ønskelig tydelighed, hvilken
mesterhjerne der står bag det. Det er dragens brøl — ikke Kristi stemme, man hører. {MBF
63.3}
Pavekirkens ledere ville ikke indrette deres liv efter Guds lovs store forbillede. De
opstillede en norm, som passede dem, og besluttede at tvinge alle til at rette sig efter den,
fordi kirken ville det således. De frygteligste tragedier udspillede sig. Fordærvede præster
og paver udførte den gerning, Satan havde givet dem. De var blottede for barmhjertighed.
Den ånd, som korsfæstede Jesus, dræbte apostlene og fik den blodtørstige Nero til at dræbe
de trofaste på hans tid, søgte at udrydde de mennesker, som Gud elskede. {MBF 63.4}
Disse gudfrygtige mennesker bar de forfølgelser, som rasede i flere århundreder, med en
tålmodighed og standhaftighed, som ærede deres frelser. Skønt der blev sendt korstog imod
dem og de blev nedsablet på den mest umenneskelige måde, fortsatte de med at sende
missionærer ud med den dyrebare sandhed. De blev jaget til døde, men deres blod vandede
den sæd, der var sået, og frugten udeblev ikke. På denne måde vidnede valdenserne om Gud
flere hundrede år før Luthers fødsel. Spredt over mange lande såede de frøene til den
reformation, der begyndte på Wicliffs tid, voksede sig stor og stærk på Luthers tid og skal
fortsættes til verdens ende af dem, der er villige til at ofre alt for „Guds ords og Jesu
vidnesbyrds skyld.“12 {MBF 64.1}
44