Vredens Vin_da

Vredens Vin
den lovgivende forsamlings påbud erklærede, at der ikke fandtes nogen Gud, og hvis hele
befolkning i hovedstaden og et stort flertal uden for denne, kvinder såvel som mænd,
dansede og sang af glæde over at modtage denne erklæring.“9 {MBF 218.5}
Også det kendetegn, som tidligere havde været typisk for Sodoma, passede på Frankrig.
Under revolutionen var der en moralsk fordærvelse, som kunne måle sig med den, der
bragte ødelæggelse over Sodoma og de omliggende byer. Også historikerne omtaler
Frankrigs ateisme og usædelighed som beskrevet i profetien: „Nært knyttet til disse love om
religionen var den lov, som reducerede ægteskabet — den helligste forpligtelse mennesker
kan påtage sig, og hvis varighed sikrest fører til stabilitet i samfundet — til en kortvarig
borgerlig kontrakt, som to mennesker kunne indgå og ophæve efter forgodtbefindende. …
Hvis djævle havde forsøgt at finde det bedste middel til at tilintetgøre alt, hvad der er smukt
og varigt i hjemlivet og samtidig sikre, at den fortræd, de ville gøre, skulle overføres fra det
ene slægtled til det andet, kunne de ikke have udtænkt en bedre plan end denne fornedrelse
af ægteskabet. … Sophie Arnould, som var berømt for sit vid, beskrev det republikanske
ægteskab som ‘utroskabens sakramente.’ “10 {MBF 219.1}
„Hvor også deres Herre blev korsfæstet.“ Denne del af profetien blev også opfyldt i
Frankrig. I intet andet land havde fjendskabet mod Kristus vist sig mere tydeligt. Under den
forfølgelse, som Frankrig havde iværksat mod evangeliets forkyndere, blev Kristus
korsfæstet i sine disciples skikkelse. {MBF 219.2}
I århundreder var de helliges blod blevet udgydt. Mens valdenserne døde på Piemontes
bjerge som vidner om „Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd,“ havde Frankrigs albigensere
aflagt et lignende vidnesbyrd om sandheden. Under reformationen var de blevet dræbt under
frygtelige pinsler. Konger og adelige, kvinder af fornem byrd, nationens fornemste havde
frydet sig over martyrernes lidelser. De tapre huguenotter, der kæmpede for de rettigheder,
som menneskehjertet værdsætter højest, havde udgydt deres blod på mange slagmarker,
protestanterne blev betragtet som fredløse, der blev sat en pris på deres hoved, og de blev
jaget som vilde dyr. {MBF 219.3}
„Menigheden i ørkenen,“ de få efterkommere af de tidligere kristne, som stadig boede i
Frankrig i det attende århundrede og skjulte sig i de sydlige bjerge, holdt stadig fast ved
deres fædres tro. Hvis de vovede ved nattetid at mødes på en bjergside eller en ensom hede,
blev de jaget af dragoner og slæbt bort til et livsvarigt slaveri i galejerne. De ædleste og
mest intelligente franskmænd blev lagt i lænker og torteret sammen med røvere og
mordere.1111 Andre fik en mere barmhjertig behandling, idet de koldblodigt blev skudt, når
de ubevæbnede og hjælpeløse faldt på knæ for at bede. Hundreder af gamle mænd,
forsvarsløse kvinder og uskyldige børn blev efterladt døde på mødestederne. Den, som rejste
gennem de bjergegne og skove, hvor de plejede at mødes, kunne ofte finde „grønsværen
plettet af lig for hvert fjerde skridt, og døde kroppe hængende i træerne.“ Deres land, der var
169