Vredens Vin_da

Vredens Vin
bestå prøven. Sandhedens sag kunne komme til at lide skade på grund af hans svaghed! Det
var ikke for sin egen sikkerhed, men for evangeliets sejr, han kæmpede med Gud. Hans
sjæleangst og strid kunne sammenlignes med Jakobs natlige kamp ved den ensomme bæk
— og ligesom Jakob sejrede han. I hans fuldkomne hjælpeløshed blev hans tro på den
mægtige frelser styrket. Han fik kraft ved forvisningen om, at han ikke skulle stå alene for
rådet. Hans sjæl fik atter fred, og han frydede sig over, at han skulle få lov til at bære Guds
ord frem for folkets herskere. {MBF 126.2}
Med sit sind hvilende i Gud beredte Luther sig til den forestående kamp. Han overvejede,
hvordan han skulle svare, undersøgte steder i sine skrifter og fandt i Den hellige Skrift
beviser, som understøttede hans standpunkter. Idet han lagde sin venstre hånd på den hellige
bog, som lå opslået foran ham, og løftede den højre mod himlen, svor han „at forblive tro
mod evangeliet og frit bekende sin tro, om han så skulle komme til at besegle sit vidnesbyrd
med sit blod.“21 {MBF 126.3}
Da han på ny blev ført frem for rigsdagen, bar hans ansigt intet spor af frygt eller
forvirring. Roligt og fredfyldt, men ædel og tapper stod han som et vidne for Gud mellem
denne verdens store. Den kejserlige embedsmand forlangte nu hans afgørelse med hensyn
til, om han ønskede at tilbagekalde sine læresætninger. Luther svarede dæmpet og
beskedent. Han optrådte ærbødigt og uden selvsikkerhed, men udviste alligevel en glæde og
tillidsfuldhed, som overraskede forsamlingen: {MBF 127.1}
„Allernådigste kejser, berømmelige fyrster, nådige herrer,“ svarede Luther. „Jeg står her
foran jer i dag i henhold til den befaling, jeg modtog i går, og for Guds barmhjertigheds
skyld beder jeg indstændigt Eders Majestæt og Eders højheder om nådigt at lytte til
forsvaret for en sag, som jeg er overbevist om er retfærdig. Hvis jeg af uvidenhed skulle
komme til at forsynde mig mod, hvad der er skik og brug ved hoffet, beder jeg Eder tilgive
mig, for jeg er ikke oplært i kongers slotte, men i klostrets ensomhed.“22 {MBF 127.2}
Derefter gik han over til selve spørgsmålet og erklærede, at hans værker ikke alle var af
samme art. I nogle af dem havde emnet været tro og gode gerninger, og selv hans fjender
havde erklæret dem for ikke blot uskadelige, men nyttige. At tilbagekalde disse ville være at
fordømme sandheder, som alle parter var enige om. Den næste kategori bestod af skrifter,
som afslørede pavevældets fordærvelse og misbrug. At tilbagekalde disse skrifter ville
styrke Roms tyranni og bane vejen for endnu mere ugudelighed. I den tredie slags bøger
havde han angrebet personer, som havde forsvaret bestående onder. Han indrømmede åbent,
at han nok havde været mere voldsom, end det var passende. Han hævdede ikke at være
fejlfri, men selv disse bøger kunne han ikke tilbagekalde. Gjorde han det, ville sandhedens
fjender blive dristigere og underkue Guds folk med endnu større grusomhed. {MBF 127.3}
„Men jeg er jo kun et almindeligt menneske og ikke Gud,“ fortsatte han, „og jeg må
derfor forsvare mig ligesom Kristus: ‘Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert.’“
96