Vredens Vin_da

Vredens Vin
Resten blev forødt i et ryggesløst liv. De mænd, som udsugede deres medmennesker, var
selv fritaget for skat, og loven eller skik og brug berettigede dem til alle offentlige stillinger.
De privilegerede klasser talte ca. 150.000 personer, og millioner af mennesker var dømt til
en håbløs og nedværdigende tilværelse, for at de kunne leve højt (se noter). {MBF 225.4}
Hoffet hengav sig til luksus og tøjlesløshed. Der var ringe tillid mellem folket og
regenterne. Regeringens forholdsregler blev betragtet med mistro og stemplet som
udspekulerede og egoistiske. I mere end et halvt århundrede før revolutionen var tronen
besat af Ludvig XV, som — selv i disse fordærvede tider — udmærkede sig som en
ugidelig, overfladisk og vellysten monark. Med et depraveret og grusomt aristokrati og en
forarmet og uvidende underklasse, en vaklende statsøkonomi og et forbitret folk, krævede
det ikke noget profetisk blik at forudse det frygtelige oprør, der truede. Når kongens
rådgivere advarede ham, svarede han gerne: „Prøv at få det hele til at glide, så længe jeg
lever. Efter min død kan det gå, som det vil.“ Forgæves sagde man til ham, at en reform var
nødvendig. Han kunne godt se det, men havde hverken mod eller magt til at gøre noget ved
det. Den undergang, som ventede Frankrig, kom kun alt for tydeligt til udtryk i hans
ugidelige og selviske svar: „Efter mig kommer syndfloden!“ {MBF 226.1}
Ved at spille på kongernes og de herskende klassers skinsyge og misundelse havde
romerkirken fået dem til at holde folket nede i trældom, vel vidende at staten derved ville
blive svækket, og med det formål at fastholde både herskere og folk som sine slaver. I sin
fremsynethed indså romerkirken, at man for at slavebinde menneskene effektivt måtte lænke
dem åndeligt; at den sikreste måde at forhindre dem i at undslippe deres slaveri var at gøre
dem ude af stand til at være frie. Tusind gange værre end de fysiske lidelser, der var en følge
af Roms politik, var det moralske forfald. Uden kendskab til Bibelen og prisgivet hykleriets
og selviskhedens lære var folket hyllet i uvidenhed og overtro og nedsunket i laster, så de
var helt ude af stand til at regere sig selv. {MBF 226.2}
Men resultatet af dette blev vidt forskelligt fra, hvad romerkirken havde haft til hensigt. I
stedet for at holde masserne i blind lydighed mod kirkens dogmer fik denne politik dem til
at blive vantro og revolutionære. De foragtede katolicismen, som de anså for præstelige
intriger, og de betragtede gejstligheden som medskyldig i deres underkuelse. Den eneste
gud, de kendte, var romerkirkens gud, og romerkirkens lære var deres eneste religion. De
betragtede kirkens grådighed og grusomhed som det naturlige resultat af Bibelens lære —
og de ville intet have med den at gøre. {MBF 227.1}
Romerkirken havde fordrejet Guds karakter og perverteret hans krav, og nu vragede
menneskene både Bibelen og dens forfatter. Kirken havde krævet blind tro på sine dogmer
under foregivende af Skriftens billigelse. Som reaktion forkastede Voltaire og hans
meningsfæller Guds ord og såede vantroens giftige sæd overalt. Romerkirken havde søgt at
knuse folket under sin jernhæl, men nu tilsidesatte de nedværdigede og forråede masser
175