Vredens Vin_da

Vredens Vin
arm og førte ham sikkert bort fra den rasende pøbel. Hans gerning var endnu ikke fuldendt,
og Satan og hans udsendinge måtte se deres forehavende mislykkes. {MBF 270.3}
Trods al modstand voksede interessen for adventbevægelsen stadig. Fra nogle snese og
hundreder var forsamlingerne vokset til mange tusind. De forskellige menigheder havde haft
stor tilgang; men efter en tids forløb rettedes modstanden også mod disse nyomvendte, og
og man begyndte at tage disciplinære skridt mod dem, der havde antaget Millers
synspunkter. Dette kaldte et svar frem fra hans pen i en henvendelse til alle kristne uanset
trosretning, hvori han bad dem vise ham ud fra Skriften, hvori hans læresætninger var
falske. {MBF 270.4}
„Hvad er der i vor tro,“ sagde han, „som Guds ord ikke har befalet os at tro, det ord, I
selv indrømmer, er den eneste sande rettesnor for vor tro og vore gerninger? Hvad har vi
gjort, der nedkalder så voldsomme anklager og fordømmelser mod os fra prædikestol og
presse, og som giver jer en gyldig grund til at udelukke os (adventtroende) fra jeres
menigheder og fællesskab?“ „Hvis vi tager fejl, så beder vi jer vise os, hvori vor fejl består.
Vis os ud fra Guds ord, at vi tager fejl. Vi er blevet latterliggjort nok, det kan aldrig
overbevise os om, at vi har uret. Kun Guds ord kan ændre vort syn. Vi har draget vore
slutninger med roligt overlæg og under bøn ud fra Skriftens vidnesbyrd.“53 {MBF 271.1}
Til alle tider er de advarsler, Gud har sendt verden ved sine tjenere, blevet modtaget med
samme vantro og mistillid. Da menneskenes ugudelighed før syndfloden fik Gud til at sende
en vandflod over jorden, advarede han dem først om sin hensigt, for at de kunne få lejlighed
til at omvende sig fra deres ondskab. I hundrede og tyve år blev de stadig opfordret til at
omvende sig, så Guds vrede ikke skulle udløses og ødelægge dem. Men budskabet forekom
dem som tom snak, og de troede ikke på det. Opflammet af deres ondskab gjorde de nar af
Guds sendebud, lod hånt om hans indtrængende ord og beskyldte ham endog for
formastelse. Hvordan turde en enkelt mand gå imod alle verdens stormænd? Hvis Noas
budskab var sandt, hvorfor kunne hele verden så ikke se og forstå det? Én mands påstand
mod alle verdens stormænd? Én mands påstand mod tusinders visdom! De ville ikke regne
med advarslen og heller ikke søge ly i arken. {MBF 271.2}
Spottere pegede på naturforholdene, på årstidernes regelmæssige vekslen, på den blå
himmel, hvorfra der aldrig var faldet regn, de grønne marker, der blev vederkvæget af
nattens milde dug — og de råbte: „Taler han ikke i gåder?“ Foragteligt kaldte de
retfærdighedens forkynder for en vild fanatiker, og de fortsatte med større iver end nogen
sinde med deres fornøjelser og deres onde livsførelse. Men deres vantro forhindrede ikke
den forudsagte begivenhed. Gud bar længe over med deres ondskab og gav dem rigelig
anledning til at omvende sig; men til den fastsatte tid hjemsøgte hans straffedomme dem,
der havde forkastet hans nåde og barmhjertighed. {MBF 271.3}
214