Vredens Vin_da

Vredens Vin
Hieronymus bebrejdede sig selv, at han havde fornægtet sandheden, og fortsatte: „Af alle
de synder, jeg har begået fra min ungdom, er der ingen, der hviler så tungt på mit sind og
piner min samvittighed så meget som den, jeg begik, da jeg bifaldt den uretfærdige dom,
som blev fældet over Wicliff og den hellige martyr Johan Huss, min mester og ven. Jeg
bekender af mit ganske hjerte og med gru, at jeg optrådte vanærende, da jeg af frygt for
døden fordømte deres lære. Jeg bønfalder derfor den almægtige Gud om at tilgive mine
synder — og da navnlig denne, den afskyeligste af dem alle.“ Idet han pegede på sine
dommere, sagde han med fasthed: „I fordømte ikke Wicliff og Huss, fordi de havde rokket
ved kirkens lære, men simpelt hen fordi de fordømte gejstlighedens forargelige livsførelse
— dens pragt, dens stolthed og alle prælaternes og præsternes laster. Alt, hvad de har
fremhævet, og som er uigendriveligt sandt, det er også min opfattelse, og det vil jeg
fremføre, ligesom de gjorde det.“ {MBF 91.2}
Nu blev han afbrudt i sin tale. Prælaterne dirrede af raseri og råbte: {MBF 91.3}
„Hvorfor skal vi føre flere beviser? Vi ser med vore egne øjne den mest hårdnakkede af
alle kættere!“ {MBF 91.4}
Uanfægtet udbrød Hieronymus; „Hvad! Tror I, jeg frygter at dø? I har holdt mig
indespærret i et afskyeligt fængsel, værre end selve døden, i et helt år. I har behandlet mig
grusommere end en tyrk, en jøde eller en hedning, og mit kød er bogstavelig talt rådnet på
mine ben i levende live. Men det sømmer sig ikke for en modig mand at beklage sig. Men
jeg kan ikke undlade at udtrykke min forundring over, at man viser så stor en grusomhed
mod et kristent menneske.“24 {MBF 91.5}
Raseriet brød atter løs, og Hieronymus blev skyndsomst ført tilbage til fængslet. I
forsamlingen var nogle blevet stærkt grebet af hans ord og ønskede at redde hans liv.
Højtstående gejstlige besøgte ham og opfordrede ham til at bøje sig for kirkemødets vilje.
Man stillede ham den mest strålende belønning i udsigt, hvis han ville standse sin kamp
imod Rom. Men Hieronymus stod fast ligesom sin Mester, da denne fik tilbudt verdens
herlighed. {MBF 91.6}
„Overbevis mig med Den hellige Skrift, at jeg tager fejl,“ sagde han, „så vil jeg afsværge
det.“ {MBF 92.1}
„Skriften!“ udbrød en af dem, der fristede ham. „Skal alting da bedømmes ud fra den?
Hvem kan forstå Skriften, før kirken har fortolket den?“ {MBF 92.2}
„Er menneskers overleveringer mere troværdige end vor frelsers evangelium?“ svarede
Hieronymus. „Paulus formanede ikke til at lytte til menneskenes overleveringer, men han
sagde: ‘Ransag Skrifterne.’“ {MBF 92.3}
67