Vredens Vin_da

Vredens Vin
genkomst eller fremkaldt et mere eller mindre åbenlyst had, som Gud kender. Det har skabt
en skillelinje, så de, der ville ransage deres eget hjerte, kunne vide, på hvilken side de ville
have stået, hvis Herren var kommet dengang — om de ville have råbt: ‘Han er vor Gud, vi
satte vort håb til ham, og han frelste os!’ eller de ville råbe til klipperne og bjergene om at
falde over dem og skjule dem for Lammets vrede. Vi tror, at Gud på denne måde har prøvet
sine børns tro og set, om de i prøvelsens time ville opgive den stilling, han ville sætte dem i
— eller om de ville give afkald på denne verden i fuld tillid til Guds ord.“18 {MBF 325.4}
Følelserne hos dem, der stadig troede, at Gud havde ledet dem i deres erfaring, er udtrykt
i William Millers ord: „Hvis jeg skulle leve mit liv om og stadig havde de samme beviser,
som jeg havde dengang, måtte jeg for at være ærlig over for Gud og mennesker gøre, hvad
jeg har gjort.“ „Jeg håber, at jeg har tvættet mine klæder for andres blod. Jeg føler, at jeg så
godt, det var mig muligt, har friet mig for skyld i deres fordømmelse. Skønt jeg er blevet
skuffet to gange, er jeg hverken modløs eller fortvivlet. Mit håb om Kristi genkomst er
stadig lige levende. Jeg har kun gjort, hvad jeg efter års alvorlig overvejelse anså for min
hellige pligt. Hvis jeg har fejlet, er det sket på grund af kærlighed til mine medmennesker og
en overbevisning om mit ansvar over for Gud.“ {MBF 326.1}
„Én ting ved jeg: jeg har kun forkyndt, hvad jeg selv troede på, og Gud har været med
mig. Hans kraft har ledsaget værket, og det har udrettet meget godt. Menneskeligt set har
forkyndelsen af genkomsten fået tusinder til at studere Den hellige Skrift, så de ved tro og
Kristi blod er blevet forsonet med Gud.“19„Jeg har aldrig søgt de stoltes velvilje eller tabt
modet over verdens vrede. Heller ikke nu vil jeg søge deres gunst eller forlade pligtens vej
for at udfordre deres had. Jeg vil aldrig bede dem skåne mit liv og håber, at jeg ikke skal
vige tilbage for at miste det, hvis det er Guds vilje.“20 {MBF 326.2}
Gud svigtede ikke sit folk. Hans ånd hvilede stadig over dem, der ikke overilet
fornægtede det lys, de havde fået, og forlod adventbevægelsen. I Hebræerbrevet findes
opmuntrende og advarende ord til dem, der blev prøvet i denne krise: „Kast altså ikke jeres
frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre
Guds vilje og få det, han har lovet. For nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han,
som skal komme, og han udebliver ikke; og mine retfærdige skal leve af tro, men viger han
tilbage fra det, har min sjæl ikke behag i ham. Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage,
så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses.“21 {MBF 326.3}
At denne formaning er rettet til menigheden i de sidste dage, fremgår af de ord, der taler
om genkomstens nærhed: „Nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal
komme, og han udebliver ikke.“ Det er tydeligt underforstået, at der skal være en
tilsyneladende forsinkelse af Herrens genkomst. Den formaning, der gives her, tager specielt
sigte på adventisterne i denne tid. De mennesker, der her tales til, stod i fare for at lide
skibbrud på troen. De havde adlydt Gud og fulgt hans ånd og hans ord, men de kunne ikke
259