Vredens Vin_da

Vredens Vin
Syndere spurgte grædende: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“ De uærlige var ivrige
efter at yde erstatning. Alle, der fandt fred i Kristus, længtes efter, at andre skulle få del i
velsignelsen. Forældres hjerte blev vendt til deres børn og børnenes hjerte til forældrene.
Stolthedens og tilbageholdenhedens skranker blev fjernet. Der blev aflagt dybtfølte
bekendelser, og i hjemmene arbejdede man på at frelse sine nærmeste og kæreste. Ofte
hørtes alvorlig forbøn. Overalt bad mennesker til Gud i dyb sjæleangst. Mange kæmpede
hele natten i bøn for at blive forvisset om, at deres synder var forladt, eller for at bede om, at
deres slægtninge eller naboer måtte blive omvendt. {MBF 296.1}
Fra alle samfundsklasser strømmede folk til adventistmøderne. Rig og fattig, høj og lav
var af forskellige årsager ivrige efter at høre budskabet om Kristi genkomst. Herren holdt
modstanden i skak, mens hans tjenere gjorde rede for deres tro. Det menneskelige redskab
var undertiden svagt, men Guds ånd gav sandheden styrke. Man mærkede, at der var hellige
engle til stede i disse forsamlinger, og der blev daglig føjet mange til de troende. Store
skarer lyttede i åndeløs tavshed, når de højtidelige beviser for Kristi snare komme blev
gentaget. Himmel og jord syntes at komme hinanden nærmere. Guds kraft virkede på gamle,
unge og midaldrende. På hjemvejen priste folk Gud højlydt — deres glade udbrud gav
genlyd i den stille nat. Ingen, der overværede disse møder, kan nogen sinde glemme disse
bevægende oplevelser. At der blev fastsat et bestemt tidspunkt for Kristi komme vakte stor
modstand hos mange i alle samfundslag, lige fra præsten på prædikestolen til den mest
ligeglade, forhærdede synder. De profetiske ord blev opfyldt, som siger: „I de sidste dage vil
der komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hånligt siger: ‘Hvad bliver der af
løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var
fra skabelsens begyndelse.’“25Blandt dem, der bekendte sig til at elske Frelseren, var der
mange, der sagde, at de ikke havde noget at indvende mod læren om hans genkomst. De
gjorde blot indsigelse imod, at man fastsatte et bestemt tidspunkt. Men Guds altseende øje
gennemskuede deres hjerter. De ville ikke høre tale om, at Kristus skulle komme for at
dømme verden med retfærdighed. Deres gerninger kunne ikke tåle at blive undersøgt af den
Gud, som ransager hjerterne, og de frygtede for at møde Herren. De havde det ligesom
jøderne ved Kristi første komme; de var ikke rede til at byde Jesus velkommen. De afslog
ikke blot at lytte til de tydelige argumenter fra Bibelen, men drev spot med dem, der ventede
på Herren. Satan og hans engle jublede og hånede Kristus og hans engle med, at de
mennesker, der bekendte sig til at tro på ham, havde så lidt kærlighed til ham, at de ikke
ønskede, at han skulle komme igen. {MBF 296.2}
Det argument, der oftest blev benyttet af dem, der forkastede adventtroen, var, at „den
dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene
Faderen.“26De, der ventede Herren, udlagde dette skriftsted klart og logisk og viste tydeligt,
at modstanderne brugte det forkert. Jesus udtalte disse ord i sin mindeværdige samtale med
disciplene på Oliebjerget, efter at han havde forladt templet for sidste gang. Disciplene
234