Vredens Vin_da

Vredens Vin
Helligåndens milde, betvingende magt smeltede hjerterne, da velsignelsen i rigt mål blev
udgydt over de trofaste ventende. {MBF 323.3}
De, som modtog budskabet, kom forsigtigt og højtideligt nærmere til det tidspunkt, hvor
de håbede at møde deres Herre. Hver morgen følte de, at deres første pligt var at forvisse sig
om, at de var antaget af Gud. Deres hjerter var forenede, og de bad meget for og med
hinanden. De mødtes på ensomme steder for at være i Guds nærhed, og forbønnen steg op
mod himlen fra marker og lunde. Forvisningen om Frelserens velbehag betød mere for dem
end det daglige brød, og hvis en sky formørkede deres sind, hvilede de ikke, før den var
fordrevet. Idet de følte den tilgivende nåde, længtes de efter at se ham, som de elskede af
hele deres hjerte. {MBF 323.4}
Men endnu engang blev de skuffede. Frelseren kom ikke til den ventede tid. De havde set
frem til hans komme med fuldkommen tillid, og nu følte de som Maria, da hun fandt Jesu
grav tom og grædende udbrød: „De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt
ham.“14 {MBF 323.5}
En følelse af ærefrygt, en angst for, at budskabet muligvis kunne være sandt, havde i
nogen tid holdt den vantro verden i skak. Selv efter at timen for genkomsten var
overskredet, forsvandt denne følelse ikke straks. Først turde man ikke hovere over dem, der
var blevet skuffet. Men da der ikke viste sig noget tegn på Guds vrede, forlod angsten dem,
og de begyndte at håne de troende. Mange, der havde bekendt sig til at tro på Herrens
genkomst, forkastede deres tro. Nogle, som havde været helt sikre i deres tro, blev så dybt
såret i deres stolthed, at de helst ville være sunket i jorden. Ligesom Jonas rettede de
anklager imod Gud og ville hellere dø end leve. De, der havde bygget på andres meninger i
stedet for på Guds ord, var nu parat til at skifte mening igen. Spotterne vandt de svage og
kujonagtige over på deres side, og de blev enige om, at nu var der hverken grund til at frygte
eller håbe. Tidspunktet var overskredet, Herren var ikke kommet, og verden kunne forblive
uforandret i tusinde år. {MBF 324.1}
De oprigtigt troende havde givet afkald på alt for Kristi skyld og følt hans nærhed som
aldrig før. De havde troet, at de gav verden den sidste advarsel, og da de havde ventet snart
at blive modtaget af deres himmelske Herre og hans engle, havde de trukket sig en hel del
tilbage fra dem, der ikke havde taget imod budskabet. Med inderlig længsel havde de
bedt: {MBF 324.2}
„Kom, Herre Jesus, kom snart!“ Men han var ikke kommet. Og nu var det en frygtelig
prøve for deres tro og tålmodighed at genoptage livets byrder og udholde verdens hån og
spot. {MBF 324.3}
Og dog var denne skuffelse ikke så stor som den, disciplene oplevede på Kristi tid. Da
Jesus holdt sit sejrrige indtog i Jerusalem, troede hans tilhængere, at han ville sætte sig på
257